Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter misbrug af CPR-numre: Minister er ikke klar til at ændre lovgivning med det samme

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

En arbejdsgruppe skal se på muligheden for at kunne slette falske oplysninger i patientjournaler, lyder det i et svar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Der er ikke udsigt til en hurtig ændring i lovgivningen, når det kommer til muligheden for at slette urigtige oplysninger i patientjournaler. 

Det står klart, efter at det nordjyske folketingsmedlem Anne Honoré Østergaard (V) har stillet et spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om sagen, hvor en kvinde igennem længere tid svindlede sig til over 6000 morfinpiller.

Det gik blandt andet ud over Frederikke Johnsen fra Aalborg, som er en af de 41 personer, der har været udsat for omfattende svindel med CPR-numre. Hun er på grund af svindlen nu stemplet som morfinmisbruger i sin journal. 

OPSUMMERING AF SAGEN

  • En 42-årig kvinde, der bor på Sjælland, har siden 2015 misbrugt 41 CPR-numre over hele landet til at få udskrevet flere end 6000 morfinpiller hos vagtlægerne.

  • Èn af ofrene var Frederikke Johnsen fra Aalborg. Hendes CPR-nummer blev misbrugt af storsvindleren, der ringede til vagtlægen for at få udleveret store mængder morfinpiller i hendes navn.

  • 208 piller blev udskrevet i Frederikkes navn. Siden da har hun i tre år kæmpet for at få fjernet ordet 'morfinmisbrug' fra sin journal, men uden held.

  • Pillerne er blevet udskrevet, selvom den slags vanedannende medicin kun må blive udskrevet ved personligt fremmøde.

Vil have lovgivning ændret

Ifølge en gældende bekendtgørelse om patientjournaler må oplysninger i patientjournaler ikke slettes eller gøres ulæselige. 

På baggrund af sagen ønsker Venstres Anne Honoré Østergaard at få lovgivningen ændret, så man som borger selv kan fjerne urigtige oplysninger fra sin patientjournal. 

Der er tale om en lovgivning, der ikke er fulgt med tiden, mener hun. 

Det nordjyske folketingsmedlem ønsker derfor, at lovgivningen laves om af hensyn til borgerne, men også af hensyn til lægerne, fordi de ikke skal ende med at stå i en situation, hvor de kan komme til at handle uhensigtsmæssigt ved for eksempel at fejlmedicinere. 

Anne Honoré Østergaard har spurgt sundhedsminister Magnus Heunicke (S), om han vil ændre loven, så det i særlige tilfælde som Frederikke Johnsens bliver muligt at slette oplysninger i patientjournaler, hvis personer har været udsat for identitetstyveri. Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord

Afventer arbejdsgruppe

Tidligere i denne måned stillede Anne Honoré Østergaard (V) følgende spørgsmål om sagen til sundhedsminister Magnus Heunicke (S):

- Vil ministeren tage initiativ til at ændre gældende lovgivning, så det i helt særlige tilfælde bliver muligt at slette i patientjournaler, således at personer, som har været udsat for identitetstyveri, ikke permanent fremgår som for eksempel pillemisbrugere?

Og onsdag fik hun svar. Ministeren har ikke umiddelbart i sinde at ændre loven.

- Sundhedsministeriet har i samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed igangsat et arbejde med at se på modeller for, om og hvordan det skal være muligt at slette, blokere eller berigtige oplysninger, der indgår i patientjournalen. Jeg afventer dette arbejde, før jeg vil lægge mig fast på en konkret model.

- Burde være en selvfølgelighed

Det var ikke det svar, Anne Honoré Østergaard havde håbet på.

- Jeg mener jo, at sagen er enkel: Man skal selvfølgelig kunne slette forkerte oplysninger i journaler. Især ved identitetstyveri, lyder Anne Honoré Østergaards reaktion på Magnus Heunickes svar.

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor ministeren ikke vil tage stilling, og hvorfor han har behov for at gemme sig bag en arbejdsgruppe i noget, der burde være en selvfølgelighed, fortsætter hun.

Der er ikke meldt nogen dato ud for, hvornår Styrelsen for Patientsikkerhed foreligger gruppens arbejde for ministeren.

Der er rejst tiltale mod den 42-årige kvinde, som ifølge anklagemyndigheden står bag identitetstyveriet.

Se Frederikke Johnsens historie i videoen her:

    


Finanslov drysser millioner over vikingeborg: Nyt besøgscenter på vej

Arkivfoto

Aggersborg er også kendt for at få status som UNESCOs Verdenskulturarv sidste år.

I dag er den kommende finanslov faldet på plads, og der er nogle millioner på vej til den nordjyske kultur.

Aggersborg i Vesthimmerland får nemlig 3 millioner kroner, der er øremærket til at formidle borgens unikke historie til de besøgende.

- Aggersborg er en vigtig perle for den nordjyske historiefortælling. Med investeringen kan vi gøre den tilgængelig for endnu flere gæster – samtidig med, at vi løfter turismen i området, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem, Marie Bjerre (V).

Arkivfoto: Marie Bjerre er valgt til folketinget, og har sit ophav i Nordjylland. Foto: Ida Bach Holm / TV2 Nord

Ifølge Marie Bjerre var udpegningen af Aggersborg til UNESCOs Verdenskulturarv var et stort vendepunkt for Himmerland og Nordjyllands Vestkysts turisme.

- Der skal investeres i moderne formidlingsteknologier, for eksempel skal man kunne bruge sin smartphone til at vække de historiske genstande og fortællinger til live, lyder det.

Ikke de eneste, der får en indsprøjtning

Frederik IIV's Kanal i Løgstør står også til at få det samme beløb i 2025, som skal hjælpe med at reetablere det gamle anlæg.

- Jeg er naturligvis utroligt stolt over, at det er lykkedes at få projektet på næste års finanslov, så arbejdet forhåbentligt snart kan komme i gang, siger Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen.

Frederik VII’s kanal blev udgravet i 1856-61 for at muliggøre gennemsejling i Limfjorden.


Breaking

Skinnebrud i Vendsyssel: Ingen tog på strækningen før lørdag morgen

Foto: René Ryom

Nedbruddet forventes først at være repareret lørdag morgen.

Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Hjørring og Frederikshavn.

Det fortæller driftschef ved Nordjyske Jernbaner, Stinne Hjorth Dalsø.

- Al togdrift er indstillet indtil i morgen, der er indsat togbusser på strækningen. Der kører to i hver retning hele tiden, fortæller driftschefen.

Årsagen er, at der er et skinnebrud et sted på strækningen mellem Tolne og Sindal.

Meldingen om skinnebruddet kom kort før klokken 08 fredag morgen, og det er formentligt udløst af de kolde temperaturer.

- Om vinteren når der kommer frost, er det ikke unormalt, at der kommer et brud på skinnerne. Vi går fra at der har været lunt til meget koldt, siger driftschefen.


Det er nøjeren! Emil og Mikkel møder mor til døde tvillinger

Emil og Mikkel Trier tror på, at der er mere mellem himmel og jord.

Youtube-tvillingerne Emil og Mikkel Trier får sig flere ubehagelige oplevelser, da de er gæster i tv-programmet ’Er der nogen?’

De sidder i et kulsort lokale på hver deres stol med ryggen mod hinanden.

Der er i en stor teatersal på Det Hem'lige Teater i Aalborg.

Der er ingen forestilling. Stolerækkerne er tomme, og der er bælgragende mørkt.

Det eneste lys er det, der er i det måleudstyr, der står foran tvillingerne Emil og Mikkel Trier.

Det registrerer ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, hvis et spøgelse eller en ånd er i nærheden.

Se tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder:

Flere hundrede døde

Tvillingerne Emil og Mikkel Trier, der blandt andet er kendt fra Forræder og Youtube, er taget med spøgelsesjæger Mikkel Egelund på spøgelsesjagt på Det Hem'lige Teater.

- Det er nøjern, siger tvillingerne flere gange.

Stedet var efter anden verdenskrig en flygtningelejr for tyske flygtninge.

Og i løbet af 1940'erne år døde angiveligt flere hundrede mennesker i lokalerne.

Emil Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Flere af de døde flygtninge går igen ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, blandt andre pedellen Niels, der hang sig selv på loftet, og en lille pige, der griner og græder.

Men så er der også Erna.

Mikkel Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Erna var en gravid kvinde, der ankom til stedet i marts 1945.

Hun ventede sig tvillingedrenge, som Emil og Mikkel Trier, men begge tvillinger døde under fødslen, og det gjorde Erna også.

Mikkel Egelund vil forsøge at lokke hende frem med Mikkel og Emil Trier som lokkemad.

Og måske virker det.

I hvert fald ringer dødsklokken foran Emil igen og igen i det mørke lokale. Og ingen rører ved den.

- Jeg blev faktisk født død, men blev genoplivet, fortæller Emil Trier undervejs.

Se, hvordan spøgelsesjagten går i tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder:


Hold på hat og vanter: Det bliver hamrende koldt i dag

Foto: Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Arkivfoto

Hvis du ikke allerede har fundet vinterjakken og halstørklædet frem, så er fredag morgen en rigtig god anledning til det.

For selvom solen kommer til at stå højt på himlen her i starten af dagen, så er får Nordjylland 'varmt kakao-vejr' udenfor.

- Der er temperaturer helt ned til minus otte grader med sne og isglatteveje rundt om i Nordjylland, lyder det fra Andreas Nyholm, meterolog og vært på TV 2 Vejret.

Se hele vejrudsigten her:

En bidende kold dag

Selvom det dog bliver en anelse varmere op ad dagen, så bliver vi altså omkring frysepunktet, og der kan komme sne flere steder efterhånden som vi når eftermiddagstimerne.

- Ud på aftenen vil der dog komme en opklaring, men også en tiltagende vind, fortæller Andreas nyholm.

Går du derfor glip af den varme kakao her til morgen, så er der stadig rig mulighed for at hygge med det i aften, hvor temperaturen igen går et godt stykke i minus.

Er du nysgerrig på, hvordan vejret bliver i dit område? Spørg Solvej Vindblæs!

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Skal der bygges nyt i Birkelse? Lokalplan er sendt til høring

Arkivfoto

Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune forsøger med den nye plan at anlægge to nye byggegrunde.

Tranumvej, Gl. Landevej og Bindeleddet i Birkelse. Imellem de tre velkendte veje i Birkelse ligger lokalplanområdet, der nu skal erstattes af den nye plan.

- Formålet er at opdatere plangrundlaget i området og give mulighed for nye byggegrunde ved Skolevangen, skriver Kommunalbestyrelsen i en pressemeddelelse.

Foto: Kommunalbestyrelsen, Jammerbugt Kommune

Der er angiveligt taget hensyn til, at områdets karakteristika bevares - og nu skal den altså så til høring i de næste otte uger.

Har du en holdning til den nye lokalplan? Du kan afgive dit høringssvar på kommunens hjemmeside.