Drukner i problemer: Udgiver sig for at være Norlys
Foto: Anders Hestbek / TV2 Nord
Hundredvis af nordjyder forsøger lige nu at komme i kontakt med Norlys. Men pas på. Lige nu udgiver en "meget virkelighedstro" afsender sig for at være det omdiskuterede energiselskab.
Sådan har det den seneste uge lydt i den anden ende af telefonrøret hos energiselskabet Norlys.
Det skyldes bl.a., at det ikke længere er muligt at skifte el-aftale hos Norlys fra dag til dag, efter vilkårene hos selskabet er blevet ændret, hvilket har fået mange nordjydere til tasterne i forargelse.
Får man endelig hul igennem til Norlys, skal man dog ikke glæde sig for hurtigt, men tjekke en ekstra gang.
Onsdag morgen kan Norlys nemlig meddele, at der i øjeblikket florerer falske sms'er mellem energiselskabets kunder, som er "meget virkelighedstro". Det oplyses i en pressemeddelelse.
I sms’erne står, der ”Din strøm bliver lukket i morgen. Der er en ubetalt regning fra september.” Hvorefter kunderne opfordres til at betale via et link i sms’en.
- Hvis vores kunder har en ubetalt energiregning, sender vi rent faktisk sms’er ud til dem som en venlig påmindelse. Derfor er disse phishing-sms’er meget virkelighedstro. Vi kunne dog aldrig finde på at meddele en lukning af strømmen alene via en sms med en dags varsel, som det er tilfældet i disse sms’er, siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.
Han advarer samtidig kunderne mod at klikke på links fra ukendte afsendere. Når Norlys sender sms’er til deres kunder, kommer beskederne fra nummeret 20 21 61 61.
Det er dog langt fra første gang, at Norlys er ude for et sådant tilfælde.
- Vi oplever desværre af og til phishingforsøg. Vi står lige nu midt i en energikrise, hvor mange er ekstra opmærksomme på deres energiregning og på at få betalt til tiden. Det er der nogle ublu personer, der forsøger at udnytte, og derfor vil vi gerne advare vores kunder mod at hoppe på svindelnummeret, siger Mads Brøgger.