DigiTALT: Coronapasset blev sløjfet for tidligt
Rullende vaccineindsats i Nordjylland. Flere sygedage til forældre, når børnene er syge. Og papsugerør, der bedst kan sammelignes med en sammenrullet avis. Vi er klar med endnu en runde af DigiTALT.
- Jeg stikker snuden frem nu, det ved jeg godt. Men jeg synes, man skulle have ventet med at fjerne coronapasset. Og så skulle man have lagt gebyr på at blive testet.
Peter Møller Madsen, leder af Nibe Festival leverer ordene med et stålfast blik og fortsætter:
- For så tror jeg rent faktisk, at de resterende 10-15 procent ville lade sig vaccinere. For mere imod er de heller ikke. Jeg tror bare, at det er trods, siger han.
Blandt historierne, som bliver taget op i denne uges udgave af DigiTALT, er historien om Region Nordjyllands rullende vaccineteams, som for tiden kører rundt i landsdelen og blandt andet besøger uddannelsesinstitutioner, hvor de tilbyder folk at blive vaccineret. Men da vaccineteamet i den forgangne uge besøgte TechCollege i Frederikshavn, var det langt fra alle studerende, som var begejstrede for initiativet.
- Jeg synes, det er utroligt at man ikke kan komme nogen vegne, uden man skal opleve det her vaccinefis rundt omkring. Altså, nok må da være blevet vaccineret indtil videre, sagde Mikkel Vangsø, elev på TechCollege i Frederikshavn, da TV2 Nord dækkede vaccineteamets besøg.
- Dem, der ikke vil vaccineres, vil ikke vaccineres. Jeg synes bare det er noget mærkeligt noget at prakke folk på, fortalte han videre.
Skal nå målet på 90 procent
Men udtalelser i den boldgade falder ikke i god jord hos denne uges panel i DigiTALT – og slet ikke hos Peter Møller Madsen, der som festivalleder selv har haft konsekvenserne af coronapandemien helt inde på livet.
Han er derfor stor fortaler for de initiativer, som bliver sat i værk for at nå målet om at 90 procent af den danske befolkning bliver vaccineret mod coronavirus. Og han er ikke videre imponeret af den gruppe af unge, som efter hans mening blot ’siger nej for at sige nej.’ Noget, som ifølge Peter Møller Madsen, måske kunne undgås, hvis der stadig var krav om coronapas. For så ville flere måske lade sig vaccinere for at undgå at døje med test og coronapas, mener han.
- Det bliver sådan lidt autonomt nogle gange, synes jeg. Og jeg tror på, at vi kunne have været tættere på de 90 procent, hvis det var sådan at man lige havde ventet med at fjerne coronapasset, siger han.
Stort ansvar
Han bakkes op af panelets to øvrige medlemmer, sognepræst og tidligere folketingspolitiker, Pernille Vigsø Bagge og Christinna Rytter Pedersen, iværksætter og tidligere badmintonspiller.
- Jeg synes, vi har et stort ansvar alle sammen. Så alle tiltag i forhold til vaccinen, synes jeg, er supergode, siger Christinna Rytter Pedersen, som også bifalder vaccineteamets besøg på TechCollege i Frederikshavn.
- De kommer jo ikke ind og siger: ’Alle, der ikke er vaccineret, I markerer lige. Og så ryger I herover og stiller jer i køen.’ Det er jo individuelt om man vil have vaccinen eller ej, siger hun.
Pernille Vigsø Bagge stemmer i:
- Jeg bliver dybt irriteret over denne ’ungersvend’, som helt sikkert nyder godt af Jomfru Ane Gade og alt mulig andet, der kan åbne igen – takket være en fælles vaccineindsats her i landet. Men han kritiserer bare. Jeg tror ikke han har sat sig ind i, hvilken positiv effekt vaccinerne har haft for ham og alle mulige andre unge, siger hun.
Den igangværende vaccineindsats er blot et af flere emner, som panelet kommer omkring i denne uges udgave af DigiTALT. Det skal også handle om, hvor geniale papsugerør egentlig er, når det kommer til stykket – og om forældre skal have ret til flere betalte sygedage, når deres børn bliver syge.
Det er i DigiTALT, onsdag klokken 19.50 eller allerede nu øverst i artiklen.