Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Diannie lever efter el-app - hendes liv tilrettelægges efter pris på strøm

Hverdagen er blevet markant anderledes for førtidspensionisten Diannie Tekin og hendes tre børn. Det skyldes ene og alene de stigende priser på el.

- Jeg lever efter min el-app. Alt bliver tilrettelagt efter elpriserne.

Sådan fortæller en bekymret Diannie Tekin. Hun står i sin lejlighed i Gug lidt uden for Aalborg, hvor de grå skyer præger udsigten over kvarteret.

- Det er hårdt at komme igennem hver måned, fortæller hun, imens hun viser nogle af de alternative måder, hvorpå hun gør helt normale dagligdagsting for at holde elregningen nede.

Hun åbner for to køleskabe, men i stedet for mælk og dagligvarer afsløres køkkenmaskiner, som står placeret på hylderne. Det manglende lys i køleskabet afslører, at de ikke står tændt, og i stedet bruges som opbevaringsskabe.

Diannies hverdag er i høj grad styret af de høje elpriser. Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord

Bagefter peger hun på komfuret. Det bruger hun kun, når det er allermest nødvendigt. Diannie Tekin når frem til, at hun kun bruger det fire gange om året.

- Jeg bruger min gasgrill til at lave mad på. Jeg kan få en flaske for 150 kroner på tilbud, og den holder to måneder, forklarer hun og fortsætter opremsningen af ting, hun ikke længere bruger på samme måde som tidligere:

- Jeg bruger ikke støvsuger, jeg bruger ikke mine bagemaskinerne, og opvaskemaskinen kører kun hver anden dag.

Elpriserne er i den grad noget der fylder for Diannie Tekin og hendes familie. Men hun er langt fra alene. Flere elselskaber blandt andet Norlys fortæller, at de oplever markant flere henvendelser fra kunder, der ønsker at få opdelt deres elregning, fordi de har svært ved at betale.

Spar på strømmen til hverdag

  • Sluk for apparater, som står på standby. Mellem 10 og 15 procent af en husstands elforbrug bruges på standbyfunktionen.
  • Fyld vaske- og opvaskemaskinen helt op, og vask tøjet ved en lavere temperatur, gerne 15-30 grader.
  • Undgå at bruge tørretumbler, hvis du har mulighed for at tørre tøjet udenfor.
  • Afrim fryseren. En tommelfingerregel siger, at en fryser bruger ca. 20 procent mere energi, når der er 2 mm rim i den.
  • Sluk for håndklædetørreren.
  • Drop el-terrassevarmere - tag et tæppe på i stedet.
  • Læg låg på gryderne, når du laver mad, og brug mindre vand, når du koger æg, kartofler m.m. Hvis du koger kartofler i 1-2 dl vand i stedet for at fylde gryden op, reducerer du elforbruget med 30 procent. Det kan også betale sig at have de rigtige gryder til det rigtige komfur. Bunden på gryder og pander skal være plane for at udnytte varmen optimalt.
  • Hvis du forvarmer en ovn i forbindelse med bagværk eller madretter, kan du overveje muligheden for at lave flere retter, mens ovnen alligevel er varm.
  • Sluk for lyset, når du ikke bruger det, og brug LED-pærer i alle lamper.
  • Udnyt dagslyset. Flyt arbejds-, læse- og legepladser hen til vinduet.
  • De fleste husholdninger kan spare 15-20 procent på elforbruget til lys, uden at det går ud over kvaliteten.


Kilde: Bolius.dk

Derfor er prisen så høj

Kristian Rune Poulsen er konsulent hos Green Power Denmark, og han fortæller, at vi måske skal vænne os til, at tænker mere over, hvornår vi bruger strøm.

- Jeg tror fremover, at vi kommer til at tænke over, hvornår vi bruger vores strøm – det helt store problem er de her meget dyre timer, lyder det.

Han forklarer, at manglen på russisk gas er det, der gør strømmen så dyr som den er for tiden. For at blive mindre afhængige af den russiske gas, omstiller vi vores energisystem til at være afhængigt af vejret. Og det kan altså, ifølge Kristian Rune Poulsen betyde, at vi må tænke mere over, hvornår vi bruger vores strøm.

Han har nogle råd til, hvordan man kan spare på strømmen, og dermed gøre sin elregning mindre.

- Ældre køleskabe og frysere kan være store strømslugere, så en godn ide kan være at gennemgå sine hvidevarer for at se, hvor meget strøm de bruger, siger han og fortsætter:

- Derudover skal man undgå at bruge tørretumbler, som er en rigtig stor strømsluger.

Han forklarer desuden, at en lavere indendørs temperatur kan gøre rigtig meget for varme- og elregningen.

I Gug er Diannie Tekins hverdag allerede gennemsyret af, hvordan hun kan spare på strømmen.

- Hvis jeg skal nogen steder, kigger jeg på elpriserne, så det påvirker alt, slutter hun. 


Byrådspolitikere skal igen diskutere omstridt lydfil

Den hemmelig lydfil, hvor kommunal medarbejder instruerer i at sortere i en aktindsigt er igen på byrådets dagsorden.

Det sidste er ikke sagt i sagen om den hemmelige lydfil, der har kastet politikerne i Frederikshavn Kommune ud i et stormvejr.

For sagen er endnu engang på dagsordenen, når politikerne i Frederikshavn Kommune mødes til byrådsmøde onsdag i næste uge.

Her har SF stillet et forslag om, at der skal iværksættes en uvildig undersøgelse af kulturen og arbejdsmiljøet i den afdeling, hvorfra lydfilen stammer.

Skal være uvildig og objektiv

Det var lidt af en bombe, da TV2 Nord i oktober kunne afsløre en hemmelig lydfil, hvor en medarbejder i kommunen fortæller, at hun har fjernet og sorteret i det materiale, som pressen - og dermed offentligheden – har søgt indsigt i.

Lydoptagelserne er fra et møde på Frederikshavn Havn 18. december 2023. Her erkender medarbejderen, at vedkommende udelader oplysninger i de sagsakter, som Frederikshavn Kommune har udleveret til TV2 Nord.

Det er derfor nødvendigt at undersøge, hvorvidt det er et udtryk for en kultur, der ligefrem tilskynder til ulovlig sagsbehandling, har SF skrevet i sagsfremstillingen.

Men det skal ikke være en undersøgelse, som kommunen skal lave. Det skal ifølge SF være en ekstern part for at sikre fuld åbenhed og objektivitet.


Læsø er den eneste kommune med gratis skolemad: Nu får flere muligheden

Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Frokostordningen på Læsø koster kommunen en halv million kroner årligt.

- Det er godt, at flere får den samme mulighed. Vi har været rigtig glade for det, lyder det fra Karsten Sandau, der er skoleleder på Læsø Skole.

I mere end et år har Læsø Skole haft en madordning, der siden dens tilblivelse har været intet mindre end en succes for både børn og voksne.

- For os betyder det jo, at der ikke er nogle elever, der går sultne rundt på gangene. Det er rigtig godt, at flere elever landet over får samme mulighed, siger Karsten Sandau.

Og nu skal mere end 20.000 børn nyde godt af det samme, efter Finansloven er faldet på plads. Her vil partierne bag den nemlig give 850 millioner kroner til en skolemadsordning. Ifølge finansminister Nicolai Wammen vil det betyde, at mere end 20.000 børn kan få skolemad som en del af en forsøgsordning.

- Bureaukrati skal være så lille en del som muligt i forhold til forsøget med mad til børn. Der skal være en eller anden evaluering af det. Der er ingen af os, der er gået ind til forhandlingerne med den ambition, at bureaukratiet skal fylde, siger Nicolai Wammen.

Om det lige er Læsøs model, der har dannet grobund for forslaget er uvist, men der er nogle råd, som han mener, skolerne bør tænke over, når de implementere ordningen.

- Det handler om at have en pragmatisk tilgang til at løse de udfordringer, der vil komme. Sørg for at handle i tide, så man kan tilpasse skemaer og arbejdstider, lyder det fra skolelederen.

Der kommer fællesskab og glade børn

Læsø Skoles gode oplevelse er noget, han håber kan give andre skoler lysten til at arbejde hårdt for madordningen.

Se inslag om skolemad på Læsø, da vi besøgte øen sidste år.

- Selvom vi er en lille skole, så sidder vi jo cirka 130 voksne og elever i samme lokale. Det skaber et fællesskab og et rum for samtaler, som ikke var muligt på samme måde før, fortæller Karsten Sandau.

Han siger samtidig, at eleverne får mere energi og koncentrationsevne, når man på den måde sikrer sig, at alle får noget at spise.

- Samtidig sørger man jo for, at vores mest fornemme opgave bliver fuldført: at der er lige muligheder for alle. I større kommuner end vores, oplever man nok, at flere børn end hos os, møder op i skole uden madpakke, det problem løser man jo, lyder det.

Skolen på Læsø overvejer i skrivende stund at udvide madordningen, så børn kan være helt madpakkefri.


Finanslov drysser millioner over vikingeborg: Nyt besøgscenter på vej

Arkivfoto

Aggersborg er også kendt for at få status som UNESCOs Verdenskulturarv sidste år.

I dag er den kommende finanslov faldet på plads, og der er nogle millioner på vej til den nordjyske kultur.

Aggersborg i Vesthimmerland får nemlig 3 millioner kroner, der er øremærket til at formidle borgens unikke historie til de besøgende.

- Aggersborg er en vigtig perle for den nordjyske historiefortælling. Med investeringen kan vi gøre den tilgængelig for endnu flere gæster – samtidig med, at vi løfter turismen i området, lyder det fra det nordjyske folketingsmedlem, Marie Bjerre (V).

Arkivfoto: Marie Bjerre er valgt til folketinget, og har sit ophav i Nordjylland. Foto: Ida Bach Holm / TV2 Nord

Ifølge Marie Bjerre var udpegningen af Aggersborg til UNESCOs Verdenskulturarv var et stort vendepunkt for Himmerland og Nordjyllands Vestkysts turisme.

- Der skal investeres i moderne formidlingsteknologier, for eksempel skal man kunne bruge sin smartphone til at vække de historiske genstande og fortællinger til live, lyder det.

Ikke de eneste, der får en indsprøjtning

Frederik IIV's Kanal i Løgstør står også til at få det samme beløb i 2025, som skal hjælpe med at reetablere det gamle anlæg.

- Jeg er naturligvis utroligt stolt over, at det er lykkedes at få projektet på næste års finanslov, så arbejdet forhåbentligt snart kan komme i gang, siger Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen.

Frederik VII’s kanal blev udgravet i 1856-61 for at muliggøre gennemsejling i Limfjorden.


Skinnebrud i Vendsyssel: Ingen tog på strækningen før lørdag morgen

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nedbruddet forventes først at være repareret lørdag morgen.

Der kører i øjeblikket ingen tog mellem Hjørring og Frederikshavn.

Det fortæller driftschef ved Nordjyske Jernbaner, Stinne Hjorth Dalsø.

- Al togdrift er indstillet indtil i morgen, der er indsat togbusser på strækningen. Der kører to i hver retning hele tiden, fortæller driftschefen.

Årsagen er, at der er et skinnebrud et sted på strækningen mellem Tolne og Sindal.

Meldingen om skinnebruddet kom kort før klokken 08 fredag morgen, og det er formentligt udløst af de kolde temperaturer.

- Om vinteren når der kommer frost, er det ikke unormalt, at der kommer et brud på skinnerne. Vi går fra at der har været lunt til meget koldt, siger driftschefen.


Det er nøjeren! Emil og Mikkel møder mor til døde tvillinger

Emil og Mikkel Trier tror på, at der er mere mellem himmel og jord.

Youtube-tvillingerne Emil og Mikkel Trier får sig flere ubehagelige oplevelser, da de er gæster i tv-programmet ’Er der nogen?’

De sidder i et kulsort lokale på hver deres stol med ryggen mod hinanden.

Der er i en stor teatersal på Det Hem'lige Teater i Aalborg.

Der er ingen forestilling. Stolerækkerne er tomme, og der er bælgragende mørkt.

Det eneste lys er det, der er i det måleudstyr, der står foran tvillingerne Emil og Mikkel Trier.

Det registrerer ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, hvis et spøgelse eller en ånd er i nærheden.

Se tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder:

Flere hundrede døde

Tvillingerne Emil og Mikkel Trier, der blandt andet er kendt fra Forræder og Youtube, er taget med spøgelsesjæger Mikkel Egelund på spøgelsesjagt på Det Hem'lige Teater.

- Det er nøjern, siger tvillingerne flere gange.

Stedet var efter anden verdenskrig en flygtningelejr for tyske flygtninge.

Og i løbet af 1940'erne år døde angiveligt flere hundrede mennesker i lokalerne.

Emil Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Flere af de døde flygtninge går igen ifølge spøgelsesjæger Mikkel Egelund, blandt andre pedellen Niels, der hang sig selv på loftet, og en lille pige, der griner og græder.

Men så er der også Erna.

Mikkel Trier. Foto: Lotta Lemche/TV 2

Erna var en gravid kvinde, der ankom til stedet i marts 1945.

Hun ventede sig tvillingedrenge, som Emil og Mikkel Trier, men begge tvillinger døde under fødslen, og det gjorde Erna også.

Mikkel Egelund vil forsøge at lokke hende frem med Mikkel og Emil Trier som lokkemad.

Og måske virker det.

I hvert fald ringer dødsklokken foran Emil igen og igen i det mørke lokale. Og ingen rører ved den.

- Jeg blev faktisk født død, men blev genoplivet, fortæller Emil Trier undervejs.

Se, hvordan spøgelsesjagten går i tredje afsnit af 'Er der nogen?' herunder: