Der er fire måneder til Brexit - og de nordjyske fiskere har grund til bekymring
Der er fisk for op mod en milliard kroner på spil i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien.
Konsekvenserne for dansk - og i den sammenhæng nordjysk - fiskeri, landbrug og erhvervsliv generelt, hvis Storbritannien forlader EU uden en handelsaftale den 1. januar 2021 er kolosale.
Så kort og præcist kan det siges.
Der er fisk for op mod en milliard kroner på højkant - og samlet set er der 45.000 danskere, der har deres job hægtet op på, at vi eksporterer varer og tjenester til Storbritannien. Det fortæller TV 2's EU-korrespondent Lotte Mejlhede, der i årevis har fulgt det "spil" der er foregået i Bruxelles og London - og som til nytår formentlig når en endegyldig konklusion, når skilsmissen mellem EU og Storbritannien endelig bliver officiel.
Deal or no deal
Inden det bliver nytår arbejder alle parter dog fortsat hårdt på, at få lavet aftaler mellem EU og Storbritannien. Den helt store aftale handler om frihandel, men ifølge Lotte Mejlhede er det en aftale, der aldrig vil komme på plads hvis ikke der bliver lavet en aftale på fiskeri-området.
Hvor vigitgt er en fiskeriaftale?
- Det er fuldstændig afgørende. Man har hele tiden, fra kommissionens side sagt, at uden en fiskeriaftale der er stort set ligeså god som den vi har nu, så kan der ikke laves nogen aftale med briterne - ikke nogen handelsaftale, lyder det fra Lotte Mejlhede.
- Det er akkurat ligeså vigtigt for EU som det er for de danske fiskere.
Lige nu er der - desværre - ikke meget at være optimistisk over på den front. Premierminister Boris Johnson var onsdag ude og sige, at han ikke ville overholde de betingelser, der ligger i skilsmisseaftalen - og uden han har vi slet ikke nogen aftale mellem EU og Storbritannien - og dermed heller ingen fiskeriaftale.
- Det ser sort ud, men forhandlingerne er ikke slut. Man er ikke kommet tættere på en aftale på det seneste og det er der mange - på begge sider af Den Engelske Kanal - der begræder.
VIDEO: Se hele Lotte Mejlhedes analyse af den nuværende situation omkring Brexit
Forhandlinger til det sidste
Boris Johnson har samtidig været ude og sige, at aftaler med EU skal være landet inden 15. oktober - og den tanke er EU helt med på da aftalerne skal ratificeres af medlemslandene - og hvis dde skal nå det inden nytår er 15. oktober en fin deadline. Men det gør ikke processen lettere, at tidsrammen nu pludselig kun er en måned og Lotte Mejlhede tror da heller ikke, alt falder til jorden, hvis den 15. oktober både kommer og går uden at der er lavet aftaler.
- Man har en reel deadline, der hedder 1. januar. Der ryger briterne ud, hvis ikke der er en aftale. Og en ting er juristeri og ratificering - noget andet er politik. Hvis man pludselig har en aftale et par dage før nytåret, tror jeg ikke, at der pludselig er nogen, der vil rejse sig og gå fra bordet, så den egentlige deadline er 1. januar.
- Man forhandler til sidste blodsdråbe, men lige nu ser det bare skidt ud.
VIDEO: Kom med på en tre dage lang tur fra Skagen til Hvide Sande og se med egne øjne, hvilke bølger Brexit skaber i de nordjyske farvande.