Demonstrationer mod regeringen - også i Aalborg
Titusinder af demonstranter ventedes tirsdag at være på plads på Christiansborg Slotsplads for at vise deres utilfredshed med forholdene for de offentligt ansatte i Danmark.
I Aalborg
Formand for LO i Aalborg Kaj Poulsen, forventer at flere tusinde vil demonstrere i Aalborg mod regeringen og dens politik.
I København
Mens statsministeren taler om kvalitet i den offentlige sektor, klima og arbejdskraft, vil adskillige busser med vrede offentligt ansatte sætte kursen mod Christiansborg Slotsplads.
I andre byer
LO, FTF og en række ungdomsorganisationer vil demonstrere for bedre løn, flere hænder og mere velfærd i København og en lang række af landets største byer. Både i Århus, Aalborg, Odense, Kolding, Viborg, Sønderborg og Rønne meldes der om demonstrationer til fordel for de offentligt ansatte.
Mange demonstranter
Det er uvist, hvor mange der vælger at møde op i sympati for de offentligt ansatte, men 3F forventer, at 100.000 mennesker møder op til velfærdsdemonstrationerne.