Debatpanel om vanvidsbilist: - Hans kørekort skal laves til konfetti
Hos ugens panel i DigiTALT er der som sådan ikke nogen tvivl: Vanvidskørsel skal straffes hårdt. Men er det alligevel for hårdt, når en bil til knap tre millioner kroner bliver konfiskeret?
Det vakte stor opsigt i oktober sidste år, da norske Shaka Ameen fik konfiskeret sin tre millioner kroner dyre Lamborghini Huracán af Nordjyllands Politi.
På dagen, hvor han var på vej hjem mod Norge i sin nyindkøbte bil, blev han taget på motorvej E39 syd for Hirtshals med ikke under 228 kilometer i timen.
Så blot få timer efter han havde købt bilen i Tyskland, måtte Shaka Akeem se den blive beslaglagt af politiet, da en fartovertrædelse på mere end 100 procent betegnes som vanvidskørsel.
Og det er der intet galt i, hvis man spørger chefredaktør på TV2 Nord, Tino Pedersen, som denne gang sidder med i DigiTALT-panelet.
- Her har vi at gøre med en mand, der kører i sin egen bil og selv har foden på speederen. Han kender reglerne i Danmark, eller må formodes at gøre det, og så bryder han de regler. Så må man tage konsekvensen, siger han.
Fordi han tilfældigvis har en stor bil, skal han lægge en de facto bøde på tre millioner kroner
Mette Kirstine Goddiksen, presseansvarlig
Værdi er ikke den samme
I den forgangne uge blev Shaka Ameen idømt 20 dages fængsel for forseelsen – samtidig med, at han mister sit kørekort og ikke må rejse ind i Danmark i seks år.
Desuden forbliver hans tre millioner kroner dyre Lamborghini konfiskeret. Og det sidste er måske lige i overkanten, lyder det fra Mette Kirstine Goddiksen, presseansvarlig ved Kunsten i Aalborg, som også sidder med i ugens panel.
For nok er hun ikke i tvivl om, at Shaka Ameens kørekort “gerne må laves til konfetti,” men samtidig mener hun, at der er en skævvridning i lovgivningen.
- Hvis nu jeg skulle være så vild, at jeg bankede min lille Skoda Citigo op på 200 kilometer i timen og min bil så blev konfiskeret, ville jeg få en de facto bøde på 30-40.000 kroner eller hvad min bil nu er værd, siger hun og fortsætter:
- Men fordi han så tilfældigvis har en stor bil, skal han lægge en de facto bøde på tre millioner kroner. Jeg ved ikke, om jeg synes det er helt fair, siger Mette Kirstine Goddiksen.
Man skal ikke kaste med sten…
Christian Roar Pedersen, sognepræst ved Hals og Hou kirker, der er tredje mand i ugens panel, synes straffen er fair nok.
Han er dog ikke imponeret over den gennemgående tone i de 2200 kommentarer, som historien har høstet på TV2 Nords facebookside. Her kommenterer langt de fleste i forskellige variationer, at “så kan han lære det.”
Men er der egentlig nogen af os, der kan sige sig helt fri for at have kørt for stærkt?
- Måske alle os, der også kører for stærkt, skulle kigge lidt indad – i stedet for at have fokus på hans dyre bil, siger han.
Debatprogrammet DigiTALT skal i denne uge også handle om vielser af homoseksuelle, lange ventetider for børn og unge psykiatrien og den lille mands kamp mod BaneDanmark.
Se programmet allerede nu i playeren over artiklen eller onsdag aften klokken 19.50 på TV2 Nord Salto.