De hjemløse glemmes i psykiatriplan, mener nordjysk talsmand
Foto: Kirkens Korshær
Politikerne kan ikke forestille sig de hjemløses ekstreme liv, for i så fald havde de handlet anderledes, lyder kritikken.
- Det er ikke nok.
Sådan lyder dommen over psykiatriplanen fra Jonas Jakobsen, leder af Kirkens Korshær i Aalborg og næstformand i det regionale udsatteråd i Nordjylland.
Den nye tiårsplan for psykiatrien, som et bredt flertal i Folketinget fremlagde tirsdag, sikrer en halv milliard kroner ekstra til psykiatrien om året ud over de midler, der allerede er afsat i tidligere aftaler.
Det kommer kun til at tage toppen af isbjerget
Leder, Kirkens Korshær Aalborg
Den halve milliard skal blandt andet bidrage til bedre tilbud til det stigende antal børn og unge, der er kommet i psykisk mistrivsel, mens borgere med svære psykiske lidelser skal kunne få bedre behandling.
- Vi får lige så travlt som nu. Det er kun en lille forbedring. Det kommer kun til at tage toppen af isbjerget, siger aalborgensiske Jonas Jakobsen.
"Politikerne er uvidende"
En del af aftalen er, at kommunerne skal skaffe boliger til sårbare i overgangsfasen mellem indlæggelse og udskrivelse. Det er den rigtige vej at gå, mener Jonas Jakobsen.
Boliger til sårbare i psykiatriplanen
Indsats 2.2 dækker over to indsatser. Den første er bedre overgange for borgere på botilbud, der udskrives fra behandlingspsykiatrien, med udbredelse af botilbudsteams, som følger borgeren ved både indlæggelse, under indlæggelse og ved udskrivning.
Den anden indsats er en forsøgsordning med etablering af fleksible pladser i kommunerne, som blandt andet skal afhjælpe, at borgere udskrives ”til gaden”, hvor borgere efter udskrivning fra behandlingspsykiatrien kan modtage støtte i en overgangsperiode. Det gælder såvel borgere i egen bolig som borgere i hjemløshed.
Kilde: Sundhedsministeriet
- Det er positivt, at der er så stor en opbakning for det, men jeg synes også, der ligger en forpligtelse til at genoptage forhandlingerne ud fra Vive’s vurdering, lyder det fra Jonas Jakobsen, der refererer til Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærds (Vive) vurdering om, at psykiatrien har behov for 4,5 milliarder kroner ekstra om året i driftsmidler for at sikre en tilstrækkelig behandling.
- Det kan de ikke vælge at overhøre, siger Jonas Jakobsen. Han er dog ikke i tvivl om, hvorfor udsatte mennesker på gaden ikke er blevet tilgodeset i højere grad i den nye aftale.
- Det liv, et menneske lever på gaden med diagnoser og misbrug, er så ekstremt, at det kan virke umuligt for en almindelig borger at forestille sig. Det er nedværdigende og nedbrydende. Vidste politikerne det, havde de lavet en aftale, hvor det var klokkeklart, at det skulle høre fortiden til, siger Jonas Jakobsen.
Han mener derfor, at den begrænsede håndsrækning til folk på gaden skyldes politikernes uvidenhed om sagens alvor.
- Men det er bedre, at der indgås en aftale end ingen, siger han.
Halvdelen er ramt af psykiske lidelser
I Kirkens Korshær gør man alt, hvad man kan, for at belyse sagens alvor.
- Vi er jævnligt i kontakt med politikerne og frivillige organisationer. Vi vil bidrage til udviklingen af vores samfund på tværs af organisationer og sektorer. Det skal vi endnu mere. Vi er klar, siger Jonas Jakobsen.
Han har også en klar idé om, hvilke områder der mangler at blive sat ind.
- Jeg kan ønske mere fokus på opsøgende indsatser. Særligt overfor mennesker med dobbeltdiagnoser, da der for dem eksisterer særlige problematikker ved at kunne behandles i psykiatrien. De lever kaotiske liv på gaden og ryger ind og ud af forsorgshjem, siger Jonas Jakobsen og fortæller, at omkring halvdelen af de hjemløse er ramt af psykiske lidelser.
- De har behov for mere behandling, end tilfældet er i dag. De færreste bliver tilbudt samtaleforløb eller medicin, siger han.
Det er fortvivlende, at vi kan byde dem det
Jonas Jakobsen
Trængsel på værestederne
Varmestuerne bliver flittigt brugt. Faktisk er der sket en stigning i antallet af besøgende på 45 procent de seneste to-tre år, oplyser Jonas Jakobsen. Også derfor finder han god grund til at intensivere indsatserne netop disse steder.
- På Aalborgs væresteder er der stor tillid til personalet, så der kunne man lave nogle motiverende tiltag og behandlinger, der tilgodeser psykisk ustabile og misbrugere, siger Jonas Jakobsen. Han beskriver samtidig varmestuerne som basal behovdækkende ved blandt andet at tilbyde varme, et sted at sove, ordentlige toiletforhold samt rådgivning i forhold til de hjemløses situation.
- Her kan de komme uanset, hvad de har bedrevet i deres liv og blive mødt som det menneske, de er, siger Jonas Jakobsen og fortsætter:
- Vi vil gerne tale med dem om, hvad man kan gøre for at skabe en forandring. Vi ville gerne gøre mere, men professionelle medarbejdere kræver penge, vi ikke har.
- Nu har vi jo til gode at se det realiseret.