Kort Nyt

Coronasmitten stiger: Men hvor alvorligt er det?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Igen i år, hvor vi kommer ind i de kolde måneder, begynder coronavirussen at få lidt bedre fat i befolkningen. 

Statens Serum Institut vurderer, at der lige nu er 1000 personer i Danmark, som er smittet med corona. 

Det er et tal, som har været stærkt stigende i de sidste syv uger, men på Aalborg Universitetshospital tager man det nu ganske roligt. 

- Jamen det gør vi jo, fordi at selvom der er en vis stigning i antallet af indlagte her i november sammenlignet med sidste måned, så er det fortsat et ganske lavt tal, som har brug for sygehusbehandling, siger overlæge Henrik Nielsen. 

Han fortæller desuden, at det er mange af de samme ting, man skal gøre, hvis man er så uheldig, at man bliver smittet. 

- Vi må nok forvente, som vinteren kommer endnu mere til stede, at der bliver flere tilfælde i samfundet af coronavirus på samme måde som et række andre virus, og noget af det vil vi se på sygehusene, fortæller overlægen.

Men det er dog ikke forventningen hos ham, at det overhovedet kommer til at nærme sig 2020.

Hvis du vil høre mere om coronavirus, så kan de se hele interviewet med Henrik Nielsen i toppen af artiklen.

Sammenstød med lygtepæl endte i politijagt

Udrykningstiden var søndag ualmindelig kort, da politiet satte efter en bil i Hobro.

Klokken 14:42 fik de en anmeldelse om et færdselsuheld. Her var en bilist banket ind i en lygtepæl på Aalborgvej nær politistationen i Hobro.

Bilisten var kørt fra stedet efter uheldet, og han så ikke ud til at have interesse i at snakke med politiet. I hvert fald ville den 57-årige mand ikke standse.

Politiet måtte derfor jagte ham i knap to kilometer, før de fik ham stoppet.

Politikommissær Mikkel Brügmann fra Himmerlands Politi oplyser, at bilisten, der er fra Nørager-området, nu er sigtet for flere forhold forhold. Manden er sigtet for at flygte, og desuden er han sigtet for narkokørsel.

Beredskabet hastede ud til bygningsbrand

Et røgdykkerhold blev natten til tirsdag indsat på Høngårdsvej i Østervrå.

Her var der udbrudt brand i en virksomhed.

'Der er tale om brand i en mindre container', skrev Nordjyllands Beredskab på X klokken 04:45. Bare syv minutter senere lød det, at bygningen var sikret.

Ifølge Jesper Sørensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi, har ejendommen lidt en smule skade som følge af branden. Ingen personer kom dog til skade.

Klokken 05:19 var Nordjyllands Beredskab færdige på stedet. Anmelderen var en person fra en nabovirksomhed. Politiet fik anmeldelsen ind klokken 04:08.

Kommune vil forebygge indbrud

Frederikshavn Kommune er indgået en aftale med Nordjyllands Politi om at sætte forebyggelse af indbrud på dagsordenen.

- Tryghed kommer af mange forskellige ting, men vi vil eksempelvis gerne sørge for at motivere flere beboere til at blive nabohjælpere og nabovenner, fordi vi via disse netværk effektivt kan få vigtige kriminalpræventive budskaber spredt i hele kommunen, når det er relevant, siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen.

Bag aftalen står også TrygFonden, Realdania, Bolius og Det Kriminalpræventive råd.

- Høj tryghed noget af det, vi som en kommune med mange mindre byer og sommerhuse har som et vigtigt budskab; at her er trygt og roligt at bo, og den tryghed vil vi nu øge endnu mere, siger borgmester Karsten Thomsen (S).