Bør Ukraine acceptere at afgive land for at opnå fred?
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Nej, siger et flertal af nordjyderne.
Det er knap tre år siden, at Rusland invaderede Ukraine. Siden da har hundredtusinder af mennesker mistet livet.
Flere og flere danskere mener nu, at Ukraine skal opgive en del af deres land for at opnå fred. Det viser en ny undersøgelse, som er lavet af Megafon for TV 2 og Politiken.
For denne gang er 24 procent af de adspurgte helt eller overvejende enige i, at Ukraine skal acceptere at opgive territorium for at skabe fred med Rusland. I februar 2023 var det blot 12 procent, der havde den holdning, da de blev bedt om at tage stilling til selvsamme spørgsmål.
Den dugfriske undersøgelse viser, at bare 19 procent af nordjyderne er helt enige eller overvejende enige i, at Ukraine skal opgive land for at få fred. Det tal er lavest blandt landets regioner.
Megafonmåling
Der er 1125 respondenter i undersøgelsen.
Et af spørgsmålene i undersøgelsen lyder som følger:
Ukraine bør acceptere at afgive en del af deres land, for at der kan opnås fred.
I Nordjylland er 19 procent helt enige eller overvejende enige, hvilket er lavest blandt regionerne.
21 procent i Nordjylland svarer hverken eller, mens 53 procent svarer 'overvejende uenig/helt uenig.
I Region Sjælland er 30 procent af de adspurgte helt enige eller overvejende enige.
I Region Hovedstaden er 56 procent overvejende uenige/helt uenige.
Militæranalytiker er ikke overrasket
Det at næsten hver fjerde dansker mener, at Ukraine bør afgive land for fredens skyld, kalder militæranalytiker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet forventeligt.
- Tallet er egentlig ikke specielt overraskende, siger han til TV 2.
Ifølge militæranalytikeren skyldes udviklingen blandt andet, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, for nylig har ændret holdning til de besatte områder i landet.
Zelenskyj har udtalt, at han er parat til at stoppe krigen, inden de annekterede regioner – en dag ude i fremtiden – er vundet tilbage.
Video: Hør hvad forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har at sige til, at 24 procent af danskerne mener, at Ukraine bør acceptere at afgive en del af deres land for at opnå fred.