Aalborg vandt lokalt topbrag i isligaen
Aalborg Pirates fik revanche for 0-6-nederlaget til lokalrivalerne fra Frederikshavn og topper AL-Bank Ligaen.
Aalborg Pirates har AL-Bank Ligaens giftigste førstekæde, der scorer mål på samlebånd og fredag aften endnu engang blev den afgørende faktor i en ishockeykamp.
Det skete i topopgøret og lokalbraget mod Frederikshavn White Hawks, som blev besejret på egen is med 3-0.
Alle tre mål blev scoret af førstekæden med NHL-spilleren Colin Greening som bagmand.
Dermed fik aalborgenserne hævn for det forsmædelige 0-6-nederlag til ærkerivalerne tidligere på sæsonen og har med 23 point i de seneste otte kampe sat sig solidt på førstepladsen i ligaen.
Esbjergs stime er ikke lige så imponerende, men efter en tung start ser det ud som om, at træner Olaf Ellers mandskab har fundet hinanden. Hjemmekampen mod Rødovre blev i hvert fald vundet 3-2.
Endelig vandt Sønderjyske hjemme med 5-0 over Herlev, der kun producerede 15 skud mod sønderjydernes mål og ikke kunne passere keeper Michael Madsen.