Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix og Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

AaB ubesejret i 10 kampe: Snupper endnu en sejr efter super-langskud

Spillet er ikke fantastisk i Aalborg, men pointene ruller alligevel ind på kontoen i AaB.

Det er ikke altid kønt at se AaB spille i NordicBet Ligaen, hvor Aalborg-klubben ellers burde være overlegne på papiret.

Men alligevel høster AaB point som en mejetærsker, der tonser igennem de øvrige hold i landets næstbedste række.

Skarphed i begge felter og individuelle kvaliteter har sendt AaB sikkert på 1. pladsen i NordicBet Ligaen efter ni runder.

Fredag aften var det så HB Køge, der røg ind i den aalborgensiske maskine. På forhånd var AaB storfavoritter mod HB Køge, som blot havde vundet to af de første ni kampe.

Men i kampens start havde AaB svært ved at skabe chancer. Hjemmeholdet havde ganske vist bolden meget af tiden, men spillet blev - igen - for stationært og fantasiløst. 

Det betød, at begge hold skabte et par chancer uden at være rigtig tæt på. 

Vildt langskudsmål

Men efter 37 minutter tog AaBs succesfulde sommerindkøb, Merker Widell, sagen i egen hånd. Med et drøn af et langskud uden for HB Køges felt sendte svenskeren hjemmeholdet foran 1-0.

Og nu var det pludselig virkelig op ad bakke for HB Køge, der er en del af bundstriden i NordicBet Ligaen.

I anden halvleg forsøgte AaB at kontrollere spillet og køre sejren hjem på den sikre måde. Derfor blev der nærmest sat rekord i afleveringer bagud på Aalborg Portland Park, og generelt var AaB langt fra sit topniveau i anden halvleg.

Hjemmeholdet havde antræk til flere store chancer, men det blev sjældent farligt. 

I stedet var det HB Køge, der mod slutningen af anden halvleg kom til flere gode tilbud, der tvang AaBs Josip Posavec ude i flere vigtige redninger.

Udeholdet jagtede længe det udlignende mål. Men i stedet var det indskiftede Lucas Andersen, der udnyttede en kontra til at lukke kampen i overtiden med et nok til 2-0.

AaB cementerer sin 1. plads i NordicBet Ligaen og er nu ubesejret i de første 10 runder.

Fredag sejrede Hobro også, da det nordjyske hold slog B93 2-1 på et sent mål. Dermed indtager Hobro i flot 4. plads i NordicBet Ligaen.


Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Populære spil ripper unge for tusinde kroner

En dopaminindsprøjtning og et helt særligt fællesskab.

Det er den følelse, 15-årige Sigurd oplever, når han spiller.

Fortnite var Sigurds yndlingsspil, da han var yngre. Og Fortnite er et af i alt 17 spil, Forbrugerrådet Tænk har anmeldt for ulovligt manipulerende design.

I Fortnite, Minecraft, Pokemon Go og de 14 andre spil er det muligt at tilkøbe såkaldte in-game buys, hvor man kan købe elementer, der ellers ikke er en del af spillet. Det kan for eksempel være våben, spilkarakterer og lignende.

Og det er særligt unge drenge som Sigurd, der køber disse elementer i spil.

- Man var sej, hvis man købte noget i spil, så det blev en konkurrence om at have det fedeste, siger Sigurd.

Sigurds ven Malik kender også til det at være så opslugt af et spil, at man bare må have det nyeste og fedeste udstyr i spillet. Malik har brugt mange timer på Minecraft, og han beskriver fællesskabet som årsagen til, at han engang købte in-game buys.

- Hvis mine venner kom langt foran i spillet, kunne man bare købe sig foran i spillet og på den måde spille med dem igen, siger Malik.

Interessen for gaming har for begge drenge udviklet sig til, at de nu har valgt valgfaget spiludvikling på Østhimmerlands Ungdomsskole. Her er de meget bevidste om de erfaringer, de har gjort sig.

- Jeg synes, at det er forkert, at spiludviklerne udnytter, at børn bare bruger mor og fars penge, siger Malik.

For problemet ved in-game buys er desuden, at de sælges i virtuelle valutaer, som derfor kan være svære at kende den faktiske værdi af. Det gør det svært for særligt børn og unge at regne ud, hvor mange penge man rent faktisk bruger.


Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

Journalist lod kameraet køre i ophedet debat om kirkestole: Se, hvad der skete

Menighedsrådsformand og menighedsrådskandidat er rygende uenige om kirkens indvendige interiør.

I efteråret er der valg til de nordjyske menighedsråd, og imens det mange steder er en kamp at få folk til at stille op, så er det andre kampe, de kæmper i Asaa.

- Jeg ser ingen grund til at bygge en hel kirke om, ændre stemningen og alt i kirken for at have sådan nogle behov. Yoga har man også foreslået, og folk tager sig til hovedet. Det hører ikke hjemme i en kirke, lyder det fra menighedsrådskandidat Tom Bisgaard Clausenborg.

Menighedsrådet Asaa-Melholt Sogn med formand Karen Marie Kristensen i spidsen vil udskifte alle bænkene i Asaa Kirke under den kommende renovering, og det er altså det, Tom Bisgaard helst ikke ser ske.

- Vi har en 137 år gammel kirke. En kirke, vi kender. Der er så meget omskifteligt i hverdagen nu om dage i hele verden. Kirken skal være et trygt punkt at søge hjem til og søge tilbage til, forklarer han, før Karen Marie Kristensen bryder ind.

Se indslaget herunder:

Hun mener nemlig, at det er en fremtidssikring for kirken. Og hun mener ikke, at kirke bliver splittet ved at sætte stole ind. Hun mener i stedet, at kirken bliver mere brugervenlig.

- Tom, jeg vil lige råde dig til at køre rundt til nogle af de kirker, der har udskiftet bænke til stole. Så vil du få en helt anden indgangsvinkel til det. Det er blevet helt andre rum. Rum, du bedre kan være i og lave nogle ting, der hører tiden til. Og det er det, vi er sat i verden for, siger hun.

- Men jeg har ikke lyst til at få et andet rum. Jeg synes, at vi har et smukt kirkerum. Det er nok det problem, jeg har, svarer Tom Bisgaard.

- Det er der så delte meninger om, responderer Karen Marie Kristensen.

Og man må sige, at der er delte meninger om det. Efter Tom lagde et opslag op i den lokale Facebook-gruppe om den mulige udskiftning af interiøret, bød mange til i kommentarfeltet.

De fleste af kommentarerne støttede Tom.

- Men vi hører jo kun kommentarerne fra din side. Vi har jo ikke fået nogen kommentarer fra vores side, lyder det fra menighedsrådsformand Karen Marie Kristensen.

- Nej, der har været tre positive kommentarer, og de har alle været fra menighedsrådet. Hvis der er så mange i byen, der brænder sådan for at få bænkene ud. Hvorfor har de så ikke skrevet på Facebook, spørger Tom Bisgaard Clausenborg.

- Fordi de er enige i, hvad menighedsrådet gør, svarer Karen.

Her lader TV2 Nords journalist debatten løbe i fuldt flor:

Vil det bedste for kirken

De to hovedpersoner er heller ikke enige om, hvordan debatten har været til møderne om renoveringen af kirken.

- Der har ikke været en åben debat på de møder, Karen, lyder det direkte fra Tom.

- Jo, det har der, svarer hun prompte.

- Nej, det har der ikke. Når man har bedt om at få lov til at sige noget, har debatten skulle lukkes ned i en vis fart, siger Tom.

- Nej, det er ikke rigtigt, siger Karen Marie Kristensen.

- Det er min opfattelse, lyder det tilbage fra Tom Bisgaard Clausenborg.

Asaa Kirke. Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

Selvom debatten går lystigt frem og tilbage mellem de to, er de dog enige om, at der er plads til uenighed, og samtidig er de også enige om, at de har et fælles mål for kirken.

- Uanset hvad, har vi to det samme ønsk. Det samme ønske er, at vi skal have en stærk og god kirke her i Asaa. Vi har bare hver vores indgangsvinkel, lyder det fra Tom.

- Og det er fint, at man har det. Det skal man have lov til, siger Karen.

De begge to brænder for kirken, og de ser også frem til et spændende menighedsrådsvalg i Asaa, hvor begge sider meget vel kan ende med at blive valgt.

Og så skal de nok finde en løsning på deres uenigheder.

- Selvfølgelig kan vi finde en løsning. Vi er voksne mennesker, der snakker sammen og arbejder sammen, så selvfølgelig kan man da finde en løsning på det, lyder det fra Tom Bisgaard Clausenborg, før Karen byder ind med, at de bare kan sætte stole i den ene side og bænke i den anden side af kirken.


Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dødsulykke førte til ny regel, men overholder nordjyske klubber den?

Aalborg Pirates Julian Jakobsen blandede sig blandt andet i debatten sidste år.

Sidste år mistede ishockeyspilleren Adam Johnson livet efter en voldsom kollision på isen i kampen mellem Sheffield Steelers og Nottingham Panthers i den engelske liga. Her blev han ramt på halsen af en metalklinge fra modstanderens ene skøjte.

Den tragiske ulykke skabte en del debat og resulterede i, at Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) gjorde det obligatorisk for spillerne at bære en såkaldt halsbeskytter, hvor det tidligere blot var en anbefaling.

DR Sporten kunne dog onsdag fortælle, at det er langt fra alle spillerne i den danske ishockeyliga, som efterlever den nye regel.

I de nordjyske klubber Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks døjer man dog ikke med at overholde den nye regel. Faktisk har den aalborgensiske klubs spillere brugt halsbeskyttere siden nytår.

- Vi havde en snak med lægerne efter ulykken, og de ville ikke stå med ansvaret, hvis sådan en ulykke skete, derfor valgte vi at indføre det allerede fra årsskiftet, forklarer sportschef i Aalborg Pirates, Ronny Larsen.

Også i Frederikshavn White Hawks benytter alle spillerne den obligatoriske halsbeskytter, ifølge sportschef Kasper V. Kristensen.

- Alle spillere har fået udleveret en halsbeskytter som andet udstyr, og de bruger den. Det er en regel, så det er sådan det er, konstaterer han.

Den omtalte halsbeskytter kan se sådan ud. Foto: TV 2 SPORT

Aalborg-profil gik forrest

Kort tid efter ulykken var den daværende kaptajn fra Aalborg Pirates ude at fortælle, at dødsulykken fik ham til at øge sin beskyttelse allerede dengang.

- Det er skrækkeligt. Hver gang man ser sådan noget ske, tænker man: Hvorfor spiller alle i verden ikke med halskrave? Det var den første tanke, der gik igennem mit hoved. Derefter gik tankerne til familien, ham selv og de, der har været så uheldige at opleve hændelsen på nærmeste hold. Det ville jeg ikke ønske for nogen, sagde Julian Jakobsen dengang til TV 2 Sport.

Han fortalte desuden, at han havde spillet i Sverige, hvor halsbeskytteren var et krav, men at det var kutyme for mange spillere at tage den af, når man skiftede til en anden liga uden kravet.

- Spillet går hurtigere i dag, og det gør, at man måske skal tænke lidt mere over som spiller, hvilken slags beskyttelse man har på. Jeg håber da, at man ser, at der er flere, der vil, konstaterede han dengang.

'Irriterende' udstyr

Ifølge Ronny Larsen kan den såkaldte halsbeskytter være irriterende for spillerne, da man ikke får luft til halsen. Dog har det ikke været et problem at få spillerne til at bruge den i to nordjyske klubber.

- Spillerne respekterer det og har ikke klaget over det, påpeger Ronny Larsen.

- Det kan godt være, nogle spillere synes, den er træls eller irriterende, men om et halvt år, så tror jeg ikke, der er snak om det, så er det bare hverdag, pointerer Kasper V. Kristensen.


Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord

Vil bryde sæd-tabu: - Det skal være normalt at tale om over middagsbordet

- Det er helt normalt at donere blod. Så hvorfor skal det ikke være normalt at tale om sæd?

Den danske evne til at reproducere er på det laveste i 55 år.

Den danske fertilitet og sædkvalitet er nemlig faldende, viser tal fra Syddansk Universitet.

I 2023 fødte danske kvinder i gennemsnit 1,5 barn, og det er langt under de 2,1 børn, man skal have, hvis man vil fastholde det danske befolkningstal.

Blandt andet derfor var sædbanken Born til stede til studiestartsmessen på Aalborg Universitet, hvor de nye studerende ellers skulle undersøge deres muligheder for et studiejob.

- Mange unge mænd og mennesker har svært ved at tale om sæd. Det er helt normalt at tale om at donere blod eller andre ting. Så hvorfor skulle det ikke være normalt at tale om sæd, siger Nanna Humle, som er erhvervscenteransvarlig hos Born.

Der er nogle, der ser sæddonor som et studiejob, da man bliver betalt, når man donerer sin sæd.

Men det er ikke derfor Born var til stede på Rendsburggade i Aalborg.

- For os handler det mere om den gode gerning, ligesom at være bloddonor, fortæller Nanna Humle.

Selvom test af sædkvalitet er noget, der foregår hos mænd, var der stadig kvinder, som kom forbi standen.

- Vi har observeret, at mange af de mænd, som kommer, er blevet sendt af deres kærester. Derfor er det vigtigt for os at tale med kvinder om, at sæd er helt normalt, og at man skal kunne tale om det over middagsbordet, siger Nanna Humle.

Se indslaget om studiemessen herunder.

Der er fremgang

Statsminister Mette Frederiksen (S) havde i sin seneste nytårstale også fokus på fertilitet.

- Vi vil indføre gratis hjælp til barn nummer to, så der forhåbentligt kan komme en lillebror eller lillesøster, sagde Mette Frederiksen i sin tale.

Hos Born har man også kunne mærke en fremgang efter Statsministerens tale.

- Vi har kunne mærke det både efter talen, men også efter nogle af de programmer der har været om fertilitetsbehandling. Sædbanker hænger sammen med fertilitetsklinikker og ønsket om at få børn. Så det er kun godt for os, at der kommer mere fokus på det, forklarer Nanna Humle.

Selvom nogle ikke mener, at det på nuværende tidspunkt er relevant at teste sin sædkvalitet, synes Nanna Humle alligevel, at det er en god ide.

- Det gør en forskel at få sået et frø tidligt ved tanken om at blive donor. For det er ikke en let proces, det er ikke noget man beslutter fra den ene dag til den anden, siger hun.


Foto: Kristian Steve Kristensen

Ajax vil ikke bare sidde og vente på at få en løncheck i hånden.

32-årige Ayaz Omar arbejder hos Ambercon i Støvring. Her har han arbejdet de seneste otte år.

Han er en af de indvandrere med ikke-vestlig baggrund, der bidrager til, at ikke-vestlige mænd i Rebild Kommune nu har overhalet etnisk danske mænd, når det kommer til beskæftigelse. For i Rebild Kommune er 73,3 procent af de ikke-vestlige indvandremænd i job, mens tallet lyder på 71,4 procent for etnisk danske mænd.

Ayaz Omar er født og opvokset i Syrien, men flygtede til Danmark for cirka ni år siden. Siden da har han haft et ønske om at bidrage til det danske samfund og satte sig derfor også hurtigt for at lære det danske sprog og komme i arbejde.

- Jeg kan ikke bare sidde hjemme og lave ingenting og vente på, at andre giver mig en løn, jeg ikke har fortjent, siger Ayaz Omar.

Mange som Ayaz

En ny undersøgelse fra SMV Danmark, en erhvervsorganisation for små og mellemstore virksomheder, viser, at procentdelen af ikke-vestlige indvandremænd i job nu er højere end etnisk danske mænd i otte kommuner. For bare fem år siden var det ikke tilfældet i én eneste kommune. Tre af de otte kommuner ligger i Nordjylland, og hos virksomheden Ambercon, hvor Ayaz Omar arbejder, har de blandt andet ansatte fra Iran, Tibet, Syrien og Congo.

Jan Jensen, produktionsleder hos Ambercon i Støvring fortæller, at de i virksomheden har lagt stor vægt på at få integreret de mænd og kvinder, der kommer til Danmark og ønsker at komme i Danmark.

- Vi har mærket et pres fra jobcentrene om at ansætte indvandrere hos os, men flere af dem har vist sig at være en rigtig god ressource og dygtig arbejdskraft, så det har vi bestemt ikke fortrudt.

Selvom sprogskolen hjalp Ayaz Omar på vej, er det en udfordring at starte på en ny arbejdsplads i et andet land. Der er en naturlig sprogbarriere, der skal nedbrydes, før de rigtigt kan indgå på arbejdspladsen.

- Da jeg startede her, var jeg ikke god til dansk, selvom jeg gik på sprogskole. Men de har hjulpet mig ved at tale stille og roligt til mig.

Hos Ambercon er der et krav om at lære dansk. De medarbejdere, som ikke har været dansktalende, når de starter i virksomheden har alle været igennem et sprogkursus.

- Vi har også medarbejdere hos os, som ikke er engelsktalende, så det er simpelthen et krav at kunne tale dansk for, at de får succes her, siger Jan Jensen.

En succeshistorie

Det er ikke kun Jan Jensen, der er glad for at have fået en medarbejder som Ayaz. Han oplever, at de ikke-vestlige indvandrere og etniske danskere, der arbejder i virksomheden, har et rigtig godt samarbejde.

- Ayaz er dejlig at arbejde sammen med. Han er altid glad og tilfreds. Så han er en god mand, siger Christian Hansen, Ayaz' kollega.

- Det er jo en ren succeshistorie, fortæller Jan Jensen