Nordjyllands Politi vil have to mænd på 20 og 22 år varetægtsfængslet efter et knivstikkeri på Davids Alle i Aalborg natten til torsdag.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
De to mænd er sigtet for at have stukket en 20-årig mand to gange med en kniv og frataget ham ejendele.
Politiet fik anmeldelsen om overfaldet klokken 01.21, og de to sigtede blev anholdt klokken 02.04 og 02.06. De er begge sigtet for særligt groft røveri, da der i forbindelse med pågribelsen blev fundet stikvåben, ligesom der blev fundet stjålne effekter, som tilhørte den forurettede.
- Der er tale om personer, som er kendt i det kriminelle miljø og alle parter har en indbyrdes relation. Der er således ikke tale om et tilfældigt overfald. Som vi ser sagen lige nu, er røveriet ikke er en del af den verserende bandekonflikt i Aalborg, siger politikommissær Kenneth Rodam, som leder efterforskningen, og uddyber:
- De omstændigheder betyder dog ikke, at vi ser mindre alvorligt på røveriet. Der er tale om et ganske groft overfald og vi arbejder på højtryk for at klarlægge, hvad der er gået forud for episoden.
Søger vidner
Politiet hører gerne fra vidner, der har oplevet noget i området omkring Davids Alle i tidsrummet før og efter klokken cirka 01.20.
- Vi efterforsker bredt og kan ikke udelukke, at der kan have været flere gerningspersoner med til at forøve røveriet. Det skal efterforskningen være med til at kaste lys over, siger Kenneth Rodam.
Har man oplysninger i sagen, bedes man ringe på telefon 114.
Nordjyllands Politi vil torsdag være til stede i Kærby-området, hvor overfaldet fandt sted, men efterforskningslederen mener ikke, at beboere i området bør være bekymrede.
- Selvom det er en voldsom hændelse, er der ikke grund til at områdets beboere skal bekymre sig unødigt, da det er foregået i et lukket miljø og har karakter af et personligt opgør, siger Kenneth Rodam.
De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 13 ved Retten i Aalborg.
Offerets tilstand er alvorlig, men han er uden for livsfare, oplyser politiet.