169 er afleveret: Sidste dag for at aflevere ulovlige peberspray
Onsdag er sidste dag for "frit lejde" til at aflevere sin peberspray hos politiet, og hos Nordjyllands Politi har man foreløbig modtaget 169 af slagsen.
Siden februar har det været ulovligt at erhverve, besidde, bære og anvende peberspray i eget hjem og på offentligt tilgængelige steder uden særlig tilladelse. Men i en overgangsperiode på to måneder – fra den 1. februar til den 31. marts 2021 – kan man som borger uden konsekvenser aflevere sin peberspray hos politiet.
I samme periode er det derfor også lovligt at transportere peberspray med henblik på at aflevere den på et af politiets afleveringssteder.
Og skal man nå det, er det altså sidste dag i dag. I Nordjylland har politiet frem til nu fået indleveret 169 peberspray.
- Vi opfordrer borgerne til at indlevere dem, så de kan blive bortskaffet og destrueret i henhold til retningslinjerne, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals fra Nordjyllands Politi.
Afleverer man ikke sin peberspray inden fristens udløb, kan man få en bøde på mindst 1.000 kroner.
Vicepolitiinspektøren tilføjer, at hvis helt særlige omstændigheder umuliggør indlevering mellem 1. februar og 31. marts 2021, så kan man stadig indlevere sin peberspray efter periodens udløb. Det kan f.eks. være ved alvorlig sygdom eller et længerevarende ophold uden for Danmark – pebersprayen skal indleveres snarest muligt efter, at omstændighederne ikke er til stede længere.
Det er muligt at aflevere sin peberspray i politikredsens borger-ekspeditioner, der ligger i Aalborg, Hobro, Frederikshavn og Hjørring.
Forsvar i hjemmet
Det var den borgerlige regering, der med støtte fra Dansk Folkeparti fik ændret våbenloven, så det i 2019 blev lovligt for personer over 18 år at købe peberspray i danske butikker til beskyttelse i eget hjem. Undersøgelser har imidlertid vist, at det i langt de fleste tilfælde er kriminelle, der har anvendt de små dåser.
Et år inde i ordningen havde Rigspolitiet kendskab til et enkelt tilfælde, hvor peberspray var benyttet til forsvar i forbindelse med et røveriforsøg, mens otte øvrige sager ligeledes kunne betegnes som selvforsvar.
I samme periode var der næsten sket en fordobling af den ulovlige brug af peberspray, fra 893 tilfælde til 1660.
Udsatte kan få særlig tilladelse
Fremadrettet kan udsatte personer med særligt behov stadig få tilladelse til at erhverve, besidde, bære og anvende peberspray i eget hjem og på offentligt tilgængelige steder. En tilladelse, der gives efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.