Datter peger nu på bandeleder som morder
Foto: TV2 Nord
De modstridende forklaringer og nye oplysninger fortsætter på tredjedagen af retssagen om Kvissel-drabet.
Pigen i Kvissel-sagen har store problemer med hukommelsen i tiden omkring drabet på hendes mor. Hun peger nu på bandeleder som mulig lejemorder.
Den 16-årige pige, som i oktober sidste år, var i huset sammen med en 29-årig omkring tidspunktet for hendes mors død, har svært ved at genkende sine egne forklaringer til politiet.
Hun måtte her til formiddag i Retten i Hjørring mange gange sige, at hun ikke kunne huske, hvad hun havde sagt til politiet. Og som de to første dage af retssagen, hvor den 29-årige iraker var på anklagebænken, kommer hun med modstridende forklaringer eller helt nye oplysninger.
For en lille time siden begyndte pigen at udpege mulige mordere. Hun sagde for eksempel for første gang, at det kunne være bandelederen Danny Abdalla, som gik rundt ude i haven, hvorefter hun luftede tanken om, at det kunne være moderens tidligere kæreste.
Datteren nægtede på et tidspunkt at udtale sig mere til anklageren, hvorefter hendes forsvarer bad om en pause og fik hende på andre tanker.
På spørgsmålet om, hvordan pigen kunne have fået moderens blod under sin strømpe, når hun påstår ikke at have været helt henne ved moderen i soveværelset, og der ikke var blod på gulvet, svarede hun blot: Det ved jeg ikke.
Anklageren spurgte derefter, hvorfor hun løb ned i atelieret i huset i stedet for efter hjælp hos naboen: - Jeg var bange og mørkeræd.
Herefter ringer hun til fem venner, inden hun ringer til 112.
De meget forvirrende og modstridende udsagn fortsætter altså, og forsvarerne overtager nu afhøringen af pigen.