Skal folkekirken på landet leve eller dø?
Kirkerne ude på landet har det svært og får ikke mange besøgende, mens økonomien også halter. Men hvad kan løse udfordringerne.
For efterhånden en del år siden var mange kirker landet over velbesøgte. Sådan er det ikke længere, hvor flere kirker - især ude på landet - mangler besøgende.
Netop den problemstilling har en præst for Sydthy taget initiativ til med en debat med det overordnede spørgsmål: Skal kirken på landet leve eller dø?
Det initiativ, synes Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop i Aalborg Stift, er en glimrende idé.
- Jeg synes, det er fremragende. Jeg synes, det er rigtig godt initiativ, at vi kan få snakket om og talt om, hvad skal der ske med kirken hovedet? Hvad skal der ske i det øjeblik, at der ikke er skole i lokalområdet, at folk måske flytter fra?, siger han og fortsætter:
- Det handler simpelthen om, at folkekirken er til stede i lokalområdet på bedst mulige måde, at vi bruger vores kræfter allerbedst.
Økonomien er svag
På Mors er der i alt 33 kirker på trods af. Lægger man Mors sammen med det sydlige og nordlige Thy, så har områderne tilsammen langt over en tredjedel af alle kirker i Aalborg Stift.
Det sker på trods af, at det er nogle af de tyndest befolkede områder i regionen.
Menighedsrådsformanden for Øster Assels-Blidstrup Sogn, Kirsten Sanders håber, at hendes sogn snart bliver lagt sammen med nabosognet.
- Vi bliver færre og færre mennesker, og der skal stadigvæk laves det samme arbejde. Og hvis ikke man bliver bedre til at hjælpe hinanden og løfte de opgaver, der nu engang skal løftes, så kan det ikke hænge sammen, siger Kirsten Sanders og fortsætter:
- Man er nødt til at prøve på at tænke ikke bare et eller to år, men 10 år, måske 15 år frem. Fordi økonomien siger, at vi er nødt til at gøre noget.
Også hos Mette Moesgaards Jørgensen, provst i Morsø provsti, kan hun se, at der er noget, der ikke længere hænger sammen.
- Når vi sammenligner Mors, Thisted og Sydthy med de øvrige provstier, kan vi jo se, at det ikke er nok med, at økonomien er i den lave ende her. Så er vi også med en meget spredt befolkning. Vores befolkningsvækst er jo faktisk ikke en vækst mere. Det er en nedgang, fortæller hun.