Scooterkører stoppet for tredje gang: Kørte uden kørekort
En 56-årig mand fra Nykøbing Mors har set mere til politiet end de fleste på det seneste.
På bare tre år er han blevet stoppet af lokalpolitiet i Thisted tre gange, mens han har kørt en kabinescooter.
- Det er vores opfattelse, at scooteren er kørekortskrævende. Han er frakendt førerretten til lille knallert, og da det er tredje gang på tre år, har vi konfiskeret køretøjet, oplyser Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
Kabinescooteren var desuden ikke registeret, og den 56-årige mand fra lokalområdet vil udover kørsel i frakendelsestiden også blive sigtet for kørsel på et uregistreret køretøj, oplyser lokalpolitiet.