Narkopåvirket spøgelsesbilist anholdt på motorvejen
Nordjyllands Politi modtog flere henvendelser fra bekymrede borgere kort før klokken 23 onsdag aften.
Her kom en bilist ifølge anmeldelserne kørende på motorvej E45 ved Haverslev i det forkerte spor.
Politiets patruljer fik standset bilisten efter fem kilometers strækning på motorvejen, uden at det kom til et færdselsuheld.
- Vi har anholdt en 31-årig mand, som vi mistænker var påvirket af narkotika, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.
Manden var desuden frakendt kørekortet.
Den 31-årige er nu i politiets varetægt, hvor han har aflagt en blodprøve. Udover kørsel i påvirket tilstand, kan han blive sigtet for en række forhold, som blandt andet omfatter at forvolde fare for andre.
Der vil senere blive truffet beslutning om, hvorvidt manden skal fremstilles i grundlovsforhør.