Maria masserer testikler: - Det er vigtigt for sundheden
Foto: Foto: Privatfoto, Maria Stigaard
- Det er ligesom at massere en arm eller et ben, siger kvinden og hænderne bag den spritnye massageform.
En klinik på Mors har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Ejeren, Maria Stigaard, tilbyder nemlig en ganske særlig form for massage.
Testikelmassage.
- Jamen det er da dejligt med opmærksomhed. Men det ændrer ikke på, at budskabet omkring det er vigtigt, siger Maria Stigaard.
Hun er uddannet sygeplejerske og kropsterapeut, og har været i sundhedsvæsenet i 25 år, indtil hun åbnede sin nye klinik, Bodysound, i slutningen af april.
En massageklinik, der tilbyder alt fra stressreducerende kropsterapi til nu også testikelmassage.
Ifølge hende har mange mænd udfordringer, der kan behandles fra de nedre regioner.
- De lider af stress, angst, depressioner, ufrivillig barnløshed og rejsningsproblemer, og det handler derfor om at bringe kroppen i en tilstand, hvor den ikke længere er stresset, siger hun.
Dybt alvorligt
En omgang testikelmassage tager 45 minutter og koster 400 kroner.
Det primære formål er at øge blodcirkulationen i området og på den måde udløse mere testosteron i kroppen.
Og selvom det godt kan lyde en smule pikant, er det langt fra virkeligheden.
- Det er dybt seriøs massage, og der er ingen seksuelle ydelser indblandet, understreger hun.
Efter 25 år i sundhedsvæsenet har Maria Stigaard prøvet lidt af hvert. Hun synes derfor ikke, det er grænseoverskridende at røre mænds testikler.
Det gælder bare om at skabe tillid, lyder det.
- Det foregår meget professionelt og stille og roligt, når jeg udfører behandlingerne. Jeg guider mændene igennem, hvad det er, jeg gør, siger hun.
Størstedelen af de mænd, der kommer, får rejsning af den intime massageform. Nogle har sivning med sekret, mens enkelte får decideret udløsning af det.
Ifølge Maria Stigaard er det ikke usædvanligt, fordi hun arbejder med blodkarrene i og omkring skridtet.
- Det er helt normalt, jeg tørrer det bare af og spørger, om de er okay.
En stor succes
Siden åbningen har hun fået mange reaktioner på den nye massageydelse. Især er der mange, der laver sjov med det, fortæller hun.
- Det er bare et kæmpe tabu at tale om seksualitet og om mænd, der er sårbare. Det handler lige så meget om manglende viden. Jeg tænker, det er en forsvarsmekanisme.
Det er især på Facebook, har oplever hånlige kommentarer. Men det påvirker hende ikke, for der er nemlig flere, der sætter pris på den alternative behandlingsform.
- Der er virkelig også mange, der er alvorligt ramt med for eksempel med rejsningsbesvær, der slet ikke griner og bare higer efter at få hjælp, siger hun.
Og meget tyder på, det nye tiltag kan blive en stor succes. Siden åbningsdagen har Maria Stigaard haft travlt. Telefonen har ringet uafbrudt, mens indbakken på Facebook er eksploderet.
Hun har kun haft åbent i fire dage, men hendes kalender er allerede booket langt ud i fremtiden. For at nå alle kunder starter arbejdsdagen klokken 8 og slutter først 20.30.
Mange af bookingerne er netop på den alternative og populære testikelmassage, for som hun siger:
- Hos BodySound kommer vi all around, og der er intet vi skjuler, derfor tager vi også hånd om dine kugler.