De skulle være rejst fra Khao Lak-området i Thailand juledag i 2004. Men Line Søgaard Johansen og hendes forældre var blevet så glade for paradiset ved hotellet Mai’s Quiet Zone, at de valgte at blive.

Denne morgen, 2. juledag, var Lines far taget på sejltur til øen Ko Similan, mens hun og hendes mor var blevet hjemme.

De sad i hotellets "slængestue" og talte om, hvilken fantastisk ferie de havde haft.

Pludselig sagde folk omkring dem, at der skete noget mærkeligt nede på stranden Bang Niang Beach.

Line og hendes mor gik derned og blev mødt af et “skørt” syn, husker Line. Vandet på stranden trak sig tilbage.

Der var sand, så langt øjet rakte.

Turister, der tidligere havde badet i havet, stod forundrede tilbage på den bare sandbund med deres baderinge om livet.

Og så kom lyden – som en form for torden. Den blev højere og højere, og jorden begyndte at ryste.

Samtidig blev en lang hvid stribe synlig i horisonten, og den kom nærmere.

Lines mor, Lise-Lotte Toft Sørensen, tog fat i sin datter og sagde:

- Jeg tror lige, vi går tilbage, så vi ikke bliver våde.

Få timer tidligere

Et kraftigt jordskælv målt til omkring 9 på richterskalaen rystede et område i havet ud for den indonesiske ø Sumatra.

Jordskælvet pressede havbunden flere meter i vejret og forskubbede omkring 30 kvadratkilometer vand, der spredte sig som bølger i Det Indiske Ocean.

Ingen af de mennesker, der stod op i Khao Lak-området i Thailand 26. december 2004, havde nogen idé om, hvad der ville ramme dem.

En tsunami var på vej.

- Caroline, løb!

To timer og 28 minutter efter jordskævlet i Det Indiske Ocean befandt 12-årige Caroline Rulis sig på en anden strand i Khao Lak-området – cirka tre kilometer fra Line.

26. december 2004 var en helt særlig dag i familien: Hendes forældre havde kobberbryllup.

Caroline Rulis' familie i Thailand for at fejre forældrenes kobberbryllup.

Derfor havde Caroline overrasket sin mor, far og lillebror med en tur i shuttlebus fra deres hotel, Baan Krating Resort, op til en nærliggende strand kaldet Nang Thong Beach.

Men der gik ikke længe, før også de fik øje på en “stor hvid mur” i horisonten – en kæmpe bølge, som Caroline Rulis' far nysgerrigt fotograferede med sit kamera.

En thailandsk longtail boat gjorde sig på et tidspunkt sig klar til at flyde hen over bølgen, men i det sekund båden ramte muren, blev den splintret til atomer.

Braget fra kæntringen var enorm, husker Caroline Rulis. Og stemningen på stranden ændrede sig brat.

- Caroline, løb! skreg hendes mor.

- Bliv ved med at løbe! Du må ikke kigge dig tilbage!

Gulvet rejste sig

Line Søgaard Johansen og hendes mor nåede tilbage til "slængestuen" ved Mai’s Quiet Zone

Hele jorden rystede nu under dem, og Line hørte akkurat sin mor skrige hendes navn, før gulvet forsvandt under hende.

Bølgen rykkede fundamentet på huset op, og Line så sin mor blive kastet op i luften af gulvbrædderne.

Line Søgaard Johansen selv fik brædderne i hovedet og blev slynget over i huset, der lå bag "slængestuen".

Da hun fik fodfæste, mærkede hun hele huset ryste under sig og var ikke et sekund i tvivl.

Hun skulle ud, inden det hele brasede sammen. Vandmasserne i huset steg, mens hun ledte efter en udgang.

Til sidst fandt hun en dør, der ledte ud til en terrasse. Og der nåede hun ud, lige inden både hus og terrasse styrtede sammen.

Herefter faldt Line Søgaard Johansen ned i de enorme vandmasser.

- I må ikke kigge bagud

På Nang Thong Beach gjorde Caroline Rulis, som hendes mor havde råbt.

Hun løb alt, hvad hun kunne og kiggede ikke tilbage.

Den 12-årige pige skreg til sin lillebror, der var to meter foran hende, at han skulle gøre det samme.

Mens de to søskende løb, kunne de høre deres mors stemme bagved: “Bliv ved med at løbe. I må ikke kigge bagud”.

- Jeg kan ikke huske hvornår. Men pludselig kunne jeg ikke høre min mors stemme længere, fortæller Caroline Rulis.

Revet med af bølgen

Da Line Søgaard Johansen landede i vandet, flåede bølgen hende med sig.

Der var intet, hun kunne få fat i. Intet, der kunne få hende til at bremse.

Bølgen kastede hende rundt, indtil hun pludselig landede op ad et træ.

Nogle store stykker tømmer satte sig på tværs over hendes brystkasse og klemte hende fast.

Vandet fossede over hovedet på Line Søgaard Johansen, og hun kunne ikke få luft.

- Hold da op, hvor tager det lang tid at dø, nåede hun at tænke.

Om sin hals havde den 14-årige pige en kæde med en lille hestesko. Den havde hun fået i julegave af sin mormor, og midt i panikken vendte hun den om.

Heldet måtte ikke løbe ud nu.

Kunne have stået lige dér

Pludselig stoppede Caroline Rulis med at løbe. Hun havde tabt sit håndklæde ved en mur og vendte per refleks om for at hente det.

Inden hun nåede at samle det op, kom en thailandsk kvinde løbende, greb Carolines arm og rev hende med sig.

Mens Caroline Rulis løb, kiggede hun tilbage mod håndklædet og så, hvordan vandet langsomt piblede over den mur, håndklædet lå foran.

Men med ét smadrede vandmasserne muren fuldstændig. Det var lige der, 12-årige Caroline kunne have stået.

- Der forstod jeg virkelig alvoren, siger hun.

Den eneste tilbage på jorden

Pludselig mærkede Line Søgaard Johansen, hvordan tømmeret på mirakuløs vis løsnede sig fra hendes brystkasse.

De brølende vandmasser skyllede igen Line videre, og hun nåede omkring en kilometer ind i landet, før hun fik fat i et træ.

Med alle sine kræfter klamrede hun sig til det.

Strømmen var så stærk, at den rev tøjet af hendes krop.

Der væltede tømmer og vragdele mod Line Søgaard Johansen, og hun var tæt på at miste sit greb flere gange.

Men langsomt aftog vandets kraft, og Line begyndte forsigtigt at kravle opad.

Da hun var cirka seks meter over jordoverfladen, stoppede hun og knugede sig til stammen.

Fra træet kunne hun se, hvordan vandet langsomt dalede.

Der blev fuldstændig stille, og Line Søgaard Johansen tænkte for sig selv.

- Der er ingen andre overlevende. Jeg er den eneste, der er tilbage på jorden.

Hvor er mor og far?

Caroline Rulis løb videre med den thailandske kvinde.

Men kvinden løb langsommere end hende, og Caroline råbte til kvinden, at hun skulle slippe hende.

Da hun ikke slap, slog Caroline Rulis til sidst kvindens hånd af sig.

Hun løb op ad en grusvej, og for enden af vejen fik hun øje på sin lillebror.

Vandet var ikke nået derop.

De to søskende gav hinanden et stort kram, og hendes lillebror spurgte grædende sin søster, hvor deres forældre var.

Først der gik det op for Caroline Rulis, at hun ikke anede det.

En verden begravet i mudder

Line Søgaard Johansen blev siddende i træet i fem til seks timer.

Vandet forsvandt langsomt, og mennesker begyndte at komme til syne. Men selvom hun råbte på hjælp, var der ingen, der kom hende til undsætning. Alle var i chok.

Line anede ikke, om hendes far havde overlevet.

Men hun var ikke i tvivl om, at hendes mor var død. Det kunne hun mærke.

Lige siden hun så sin mor blive slynget op af de store vandmasser, havde hun ikke haft noget håb om, at de ville ses igen.

Det gjorde ondt helt ind i hjertet at have det sådan.

Til sidst samlede Line Søgaard Johansen mod til sig og kravlede langsomt ned fra træet.

Her blev hun mødt af en verden begravet i mudder. Der var vragdele og sårede og døde mennesker overalt.

Ved hendes fødder lå en strandet haj, og lidt længere henne ad vejen stod en nøgen mand ved sin kone. Hun var i live, men hårdt såret.

- Bliv her hos mig

Caroline Rulis holdt sin hulkende lillebror tæt ind til sig, imens hun råbte sine forældres navn ud mod vandet igen og igen.

Pludselig hørte hun sin fars stemme: “Mette, de er herovre”, råbte han.

Carolines mor og far kom op af vandet.

De havde mudder, rifter og splinter over det hele.

Alt det ænsede Caroline slet ikke, da hun krammede sine forældre hårdt.

Men snart stod det klart for hele familien, at Mette Rulis var hårdt medtaget.

De gik hen til en nærliggende dykkerbutik, hvor Mette Rulis blev så dårlig, at hun blev lagt på gulvet.

Caroline Rulis husker, hvordan hendes far bad hende og hendes bror gå udenfor. Herefter hørte hun sin fars grådkvalte stemme til sin mor:

“Mette, du må ikke gå fra mig nu. Nu er vi så langt. Du skal blive her hos mig”.

- På det tidspunkt var jeg ret sikker på, at hun skulle dø, fortæller Caroline Rulis.

Den danske kvinde

Line Søgaard Johansen gik hvileløst rundt i mudderet i Khao Lak-området. En thailandsk kvinde kom undervejs hen og gav hende en t-shirt på.

Og pludselig fik Line øje på en haltende ung kvinde, der talte dansk.

Hun gav Line et kram og sammen kæmpede de sig vej til et nærliggende hospital.

Både Line og kvinden var syge og sårede efter at være blevet flået rundt af tsunamien, og Line kastede op flere gange.

Er verden ved at gå under?

Caroline Rulis forsøgte at spille bold med sin lillebror for at aflede ham fra deres fars gråd. Mette Rulis forsvandt ind og ud af bevidsthed.

Men familien kunne ikke blive i butikken.

Pludselig begyndte folk at råbe, at der kom endnu en bølge.

Familien måtte i sikkerhed. De begav sig op af en bjergskråning, og da de nåede til toppen, satte de sig.

Caroline Rulis så for sig, hvordan vandet langsomt ville kravle op ad bjerget og tage hende, hendes familie og til sidst alle mennesker på hele jorden.

- Jeg troede, verden var ved at gå under.

De kunne ikke gøre andet end at vente og håbe.

En nat i fosterstilling

Line nåede frem til hospitalet ud på aftenen.

Natten brugte hun på skiftevis at ligge i fosterstilling, gå i panik, rokke frem og tilbage og synge 'skillema-dinke-dinke-du' om og om igen.

På hospitalet modtog man både levende og døde. Og Line Søgaard Johansen så, hvordan lastbil efter lastbil ankom til stedet med lig, der blev slæbt ind og lagt i bunker.

Dagen efter fik Line Søgaard Johansen fat i en satellittelefon i en by tæt på hospitalet.

Hun tastede nummeret til sin mormor og kom igennem med det samme.

- Har du hørt fra mor? spurgte Line.

Hendes mormor blev stille. Nej. Det havde hun ikke. Men hun havde hørt fra Lines far, som var i live og befandt sig i Phuket.

Da Line hørte det, havde hun kun én tanke: Hun skulle til Phuket.

Samme dag kom hun med en lastbil, der kørte mod Phuket Lufthavn.

Line Søgaard Johansen husker, hvordan hun lå alene og beskidt på ladet og ønskede, at nogen ville redde hende.

Turde ikke bevæge sig

Vandet nåede aldrig op til bjergskråningen, hvor Caroline Rulis og hendes familie sad.

Først ud på eftermiddagen turde de bevæge sig ned igen.

De nåede til en grusplads, hvor biler fragtede Caroline og familien til et hospital, hvor Mette Rulis fik hjælp. Hun havde brækket flere ribben.

Sent på aftenen blev familien kørt til en overdækket gymnastiksal, der var fyldt med mennesker, der ligesom dem manglede tag over hovedet.

Nu lå 12-årige Caroline Rulis der med sin familie. De var sammen. De overlevede.

Alligevel havde hun en ubehagelig følelse indeni.

Tæt på dem lå en lille pige og hulkede. Hun kaldte på sin mor, som hun havde mistet.

Pludselig var han der

Endelig kom Line Søgaard Johansen frem til Phuket Lufthavn.

Her løb hun lige i armene på en dansk guide med et stort TUI-skilt, der hjalp hende til hotellet Orchid Resort, Karon Beach. Her fik Line lidt at spise og drikke.

Mens hun døsede hen, knoklede guiden via telefonsamtaler mellem mormoren og faren for at få genforenet Line med sin far.

Og pludselig kom han gående.

Selve genforeningen har Line Søgaard Johansen svært ved at sætte ord på.

- Men vi krammede helt intenst. Jeg slap alle tøjlerne og græd og græd og græd. Det gjorde han også, fortæller hun.

Line Søgaard Johansen fortalte, hvad der var sket. Hun fortalte også, at hun var sikker på, at hendes mor ikke længere levede.

Men hendes far insisterede på at lede.

Line Søgaard Johansen havde dog et langt større behov: Hun ville hjem.

Derfor rejste hun alene med flyet hjem til sin familie 29. december, mens hendes far blev tilbage i forsøget på at finde sin kone og Lines mor.

I Billund Lufthavn blev 14-årige Line modtaget af sin mormor og sine mostre.

Hun husker, hvordan alle omkring hende var ulykkelige og i sorg.

Line Søgaard Johansen følte, at hele verden stod stille.

Bølgebrus og flashback

Caroline Rulis mindes ikke, at hun sov på noget tidspunkt, fra tsunamien ramte, til hun og familien landede i Kastrup i Danmark 31. december.

Først da hun nåede hjem til sin mormor og morfar i Græsted, følte hun sig tryg nok til, at hun kunne sove.

Efter nytår begyndte hverdagen for Caroline Rulis med skole og konkurrencesvømning.

I begyndelsen troede hun og familien, at de kunne vende tilbage til normalen.

Men under en svømmetræning i Helsingør Svømmehal måtte de alle sande, at det ikke kunne lade sig gøre.

Her skulle Caroline svømme igennem vandet, mens holdkammeraterne skabte bølgeskvulp med store plader.

Men bølgebruset fra pladerne mindede hende om lyden af tsunamien.

Hun fik flashback og begyndte at skrige: “Der er døde mennesker overalt”.

En træner hev hende op af vandet, og hendes forældre blev tilkaldt.

Her indså familien Rulis, at de havde brug for hjælp, og de begyndte sammen til psykolog.

Beskeden

Cirka fire måneder efter tsunamien bankede det på døren hjemme hos Line Søgaard Johansen.

En politimand stod ved dørtrinnet.

Line tog resolut sin cykelhjem på og kastede sig op på sin cykel.

Hun cyklede ud i sneen uden jakke og uden sko. Hun skulle bare væk.

For hun vidste præcis, hvad politimanden ville sige, og hun havde ikke brug for at høre det.

Da hun kom tilbage, kunne hendes far fortælle hende, at man havde identificeret Lines mor.

Men Line Søgaard Johansen ville ønske, at de aldrig havde fundet hende.

Hun tænkte tilbage på de mange lig, hun havde set i Khao Lak.

Hun kunne ikke klare tanken om, at det samme skulle være sket for hendes mor.

- Jeg havde sådan en romantisk forestilling om, at hun var kommet ud i vandet i sit paradis, siger hun.

Genforenet med paradis

Omkring 100 dage efter tsunamien blev der afholdt en mindehøjtidelig i Thailand for de danskere, der mistede livet.

Line Søgaard Johansen var der med sin far, sine bedsteforældre og halvsøskende.

Men hele oplevelsen var surrealistisk for hende.

Mens det var et betydningsfuldt øjeblik for andre, var Line helt ude af stand til at mærke sine følelser.

- Jeg var ikke ked af det og ikke i sorg. Jeg tror bare, jeg havde lukket helt ned, siger hun.

Efterfølgende besøgte hun og familien resterne af Mai’s Quiet Zone. De så sågar det træ, der havde reddet Line fra at drukne i tsunamien.

Hendes far sejlede med en båd ud i vandet for at sprede morens aske.

Det var Line, der havde insisteret på, at det skulle være sådan.

- Vi havde det så godt på den ferie, at hun skulle blive der, siger Line.

- Nu er jeg fri

I årene efter tsunamien kørte tunge følelser og spørgsmål rundt i hovedet på Caroline Rulis.

Hvad var der sket, hvis hun var blevet ved håndklædet og var blevet ramt af vandet? Og hvad skete der med den kvinde, hvis hånd hun slog fra sig?

Selvom hun og hendes familie overlevede, nåede Caroline Rulis at tro, hun skulle dø, og at hun havde mistet begge sine forældre.

De oplevelser og følelser sidder stadigvæk i hende. Men det er følelser, hun stadig kan skamme sig over at have.

- I lang tid var min største frygt at møde sådan en som Line, der endte med at miste sin mor. Så ville jeg føle, at mine følelser ikke var berettiget, siger hun.

Men Caroline Rulis har efterhånden lært at acceptere, at hendes sorg og angst også har lov til at være der. 

Og for seks år siden mærkede hun en udvikling.

For lige siden 2004 har tsunamien været det første, Caroline Rulis tænkte på, når hun slog øjnene op 2. juledag.

Men på den dag for seks år siden vågnede hun for første gang op uden at have tsunamien i sine tanker.

Da det gik op for hende, tænkte hun:

- Det er overstået. Nu er jeg fri.

Dér ramlede min verden

I tiden efter tsunamien flygtede Line Søgaard Johansen i mere end én forstand.

Hun rejste fra land til land, fra job til job og fra kæreste til kæreste.

Så snart følelser og sorg trængte sig på, flygtede hun.

Alle så hende som stærk, men det var ikke sådan, hun havde det indeni.

For otte år siden blev hun dog ramt af alt det, hun længe havde forsøgt at løbe fra.

Det skete, da hun mistede sin hund.

- Det lyder skørt, men jeg tror, jeg havde proppet alle mine følelser ind i den hund, så der ramlede hele min verden, siger hun.

Det gik op for hende, at hun havde brug for hjælp. Og at hun i alt for mange år havde forsøgt at hoppe hen over en række vigtige trin i en sorgproces.

Hendes mand, som hun i dag har to børn med, hjalp hende til den erkendelse.

Line Søgaard Johansen har i dag fået konstateret ptsd. Og hun er nu gået i gang med en helingsproces efter traumet fra tsunamien i 2004.

Det er en proces, der tager tid, fortæller hun.

- Det er 20 år siden, at min verden ramlede, og jeg har brugt rigtig mange år på at blive den, jeg er i dag. Når man har været så meget i stykker, så er det et stort oprydningsarbejde, siger hun.

Hun håber, at hun med sin historie kan inspirere andre til at få hjælp og måske komme lidt hurtigere og nemmere igennem en sorgproces, end hun selv gjorde.

Se dokumentaren 'Tsunami' på TV 2 Play.