Derfor er kulturmøde vigtigt ifølge direktør
TV2 Nord var med live fra Kulturmødet torsdag aften.
For 10. gang er Kulturmødet på Mors skudt i gang. Det skete med Clement Kjersgaard fra scenen og flere gæster end nogensinde til åbningsmødet.
Og det er til stor glæde for direktør Trine Bang. Hun mener nemlig, at Kulturmødet kan noget helt særligt.
- Kulturmødet kan jo samle os i de her tre dage, hvor vi er under åben himmel, og hvor vi får talt med hinanden om det Danmark, som vi er sammen om. Og det er bare noget, jeg tænker, har endnu mere værdi nu end nogensinde før. Især i en tid hvor vi godt kan gemme os bag skærme og hurtige meninger, forklarer hun.
Et rigt kulturliv betyder noget
Målet med Kulturmødet er derfor også klart, når man spørger direktøren.
- Vi håber, at nogle af de her beslutninger eller samtaler om, hvor vigtig kunsten er i vores samfund - altså når vi taler bæredygtighed, sundhed, fællesskab, demokrati - at de kommer videre til beslutningstagere både på Christiansborg og i kommunerne. Men også, at alle os borgere oplever det med kroppen og med sjælen, hvad det betyder, at vi har et rigt kulturliv.
Efter seks år på posten som direktør, har Trine Bang også en klar definition af, hvad et godt Kulturmøde er og indebærer.
- Et godt kulturmøde er det her med, at vi har haft tørvejr, griner hun og fortsætter.
- Men også, at vi har haft nogle samtaler, som flytter ting, og folk hver til sit går hjem og tænker, Gud, kunsten betyder noget for mig. Det er ikke noget, der er for nogle få. Det er det, det handler om. Og om det er sang eller litteratur eller film, det er jo noget, der berører os og giver perspektiv, pointerer hun.
VIDEO: Se hele interviewet med direktøren herunder: