Kort Nyt

Raser over kendt ordstyrer hyret af kommunen: - Vi har ikke råd til at klatte løs med skatteborgernes penge

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Han er kendt som en skarp og hurtigsnakkende vært på sit talkshow i eget navn. Eller som irriterende gavflab, der afbryder sine gæster. Alt afhængigt af, hvem du spørger.

Clement Kjersgaard har altid delt vandene – og nu gør han det igen i Nordjylland.

Aalborg Kommune har nemlig hyret journalisten ind som ordstyrer på et borgermøde onsdag 20. september, og det får flere borgere til at kritisere beslutningen massivt.

Han kan fastholde os politikere og stille os de kritiske spørgsmål

Lasse Frimann Jensen, borgmester, Aalborg Kommune, Socialdemokratiet

I Facebook-gruppen ”Aalborg diskuterer politik” bliver valget af den prominente ordstyrer ivrigt debatteret – og det er de kritiske kommentarer, der fylder mest.

- Hvorfor helv… - ja, undskyld mit franske, har ”vi” råd til Clement Kjersgaard, når vi MASSIVT mangler penge, skriver Vibeke Zweidorff.

Karina Lykke Laibjørn enig i kritikken. I Facebook-gruppen skriver hun:

- Livremmen skal strammes ind, og så vil man bruge fra minimum 20.000 på Clement Kjersgaard finansieret med skattekroner! Det må siges at være svært at tage seriøst, set i forhold til noget så alvorligt som at skulle finde 286 millioner. Der er ganske enkelt ikke længere råd til at klatte løs med skatteborgernes penge!!

Stiller kritiske spørgsmål

TV2 Nord har forelagt kritikken for Aalborg Kommunes borgmester. Han ryster ikke på hånden i forhold til at bruge penge på det, der formentlig er en ordstyrer i den dyre ende.

- Vi har valgt at hyre Clement Kjersgaard som moderator, fordi han var moderator på det sidste borgermøde, vi havde om fremtidens Aalborg, hvor vi fik god feedback fra borgerne om den måde, han styrede os igennem borgermødet på. Derfor har han viden om, hvad der optog borgerne, og hvor de så, at Aalborg skal udvikle sig hen, siger Lasse Frimann Jensen.

Center ikke på finansloven - risikerer at lukke

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

Mette Frederiksen modtager kongelig orden

Statsminister Mette Frederiksen (S) har fredag modtaget en orden fra Kongehuset. Det skriver nordjyden på Instagram.

- Jeg er derfor nu udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen. Det er første gang, en socialdemokratisk statsminister modtager en orden, skriver Mette Frederiksen i sit opslag.

Brand på altan spredte sig til lejlighed

Nordjyllands Beredskab blev fredag aften kaldt ud til en brand i en lejlighed på Olfert Fischers Gade i Aalborg.

Den første melding lød, at der var ild i møbler på lejlighedens altan.

Da beredskabet kom frem, havde ilden spredt sig til lejlighedens soveværelse.

- Vi er færdige på stedet. Vi har tilkaldt skadeservice til den brandramte lejlighed, skriver Nordjyllands Beredskab på X.

Nordjyderne er vilde med omstridt handelsplatform - nu sendes den i skammekrogen

Nordjyderne er vilde med Temu, og der er muligvis en ting eller to derfra på ønskelisten til jul. Hvis du bruger app'en Ønskeskyen til at lave din ønskeliste, vil du dog ikke længere finde Temu på deres inspirationslister - for de har nu indført et delvist og midlertidigt boykot.

Den kinesiske handelsplatform er hurtigt blevet en af danskernes foretrukne steder at shoppe online, og det ses tydeligt på mængden af Temu-ønsker i Ønskeskyen, der har rundet 300.000.

- Vi vil ikke inspirere folk til at købe mere fra Temu. Vi ved fra undersøgelser og fra brugere, at mange af varerne ikke lever op til forventningerne, og det er en udfordring for os, hvis forbrugere har fundet inspirationen til at købe disse produkter i vores inspirationsunivers, siger Ønskeskyens kommercielle direktør Morten Bjørn Mortensen til TV 2.

Sommerhus brød i brand

Der gik fredag eftermiddag ild i et sommerhus ved Slettestrand. Det oplyser Nordjyllands Beredskab på X.

- Vi er fremme og kan bekræfte, at det er noget af taget, som brænder. Vi har indsat røgdykkere, skrev beredskabet først på det sociale medie.

Vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at branden muligvis er opstået, efter at der er blevet brændt tagpap på sommerhuset.

Kort efter klokken 17 sendte Nordjyllands Beredskab en opdatering.

- Branden er slukket og køretøjerne har vendt snuden hjem, lød det.

Der var ingen mennesker i huset, da branden brød ud.