Nu begynder Mia-sagen forfra ved Landsretten: Få overblikket helt fra begyndelsen
Foto: TV2 Nord
22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur i 2022. Over et år senere blev hendes drabsmand dømt i Byretten i Aalborg, men han ankede dommen til landsretten - og den sag begynder nu.
Over to år efter at Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur, og senere blev erklæret dræbt, er sagen endnu ikke afsluttet. Mandag begynder retssagen for ny ved Vestre Landsret i Viborg.
En bytur, der endte fatalt. Et stop på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Et spontant møde med en mand, der endte med at koste en ung nordjysk kvinde livet.
Den tragiske sag om 22-årige Mia Skadhauge Stevn er langt fra slut endnu.
Den 28. juni 2023 blev den 38-årige nordjyde Thomas Thomsen af byretten i Aalborg kendt skyldig i at have dræbt den 22-årige Mia Skadhauge Stevn. Derudover blev han også erklæret skyldig i forsøg på voldtægt. Og allerede i begyndelsen af retssagen erkendte han usømmelig omgang med lig, hvilket han også blev kendt skyldig i.
Det var et enigt nævningeting, der kendte Thomas Thomsen skyldig i drab, og det gjorde de blandt andet, fordi de fandt hans forklaring utroværdig.
- Mia, der som nævnt var meget spirituspåvirket, døde ved kvælning, mens hun var i tiltaltes varetægt. Tiltales forklaring om det passerede må tilsidesættes som utroværdig og i strid med objektive beviser i sagen, herunder de lægelige oplysninger og stederne, hvor brystplastre, hårelastik og nøgler blev fundet. På den baggrund finder retten det bevist, at tiltalte dræbte Mia ved kvælning, lyder det blandt andet i skyldskendelsen.
Straffen blev en forvaringsdom, som Thomas Thomsen ankede på stedet. Og mandag, knap et år efter dommen og over to år siden Mia blev dræbt, begynder ankesagen ved Vestre Landsret i Viborg - og sagen ruller igen.
Derfor fortæller TV2 Nord om sagen:
- Drabet på Mia Skadhauge Stevn var en så alvorlig sag, at det satte spor i hele Danmark, siger Anders Leonhard, der er redaktionschef på TV2 Nord og fortsætter:
- Som medie har vi pligt til at beskæftige os med alle slags sager, som har indflydelse på befolkning og samfund, også selvom de er brutale som denne sag.
- Derfor har vi valgt at gå ind og dække sagen tæt og i respekt for de pårørende, afslutter redaktionschefen.
Anklager vil have hårdere straf: Forsvareren vil det modsatte
TV2 Nord har talt med specialanklager Emil Stenbygaard ved Statsadvokaten i Viborg, som skal føre sagen ved Landsretten. Han har ikke lyst til at gå i detaljer forud for de kommende ti retsdage, men han fortæller, at han ønsker en anden straf end byrettens afgørelse.
- Jeg går ind til sagen med en påstand om, at straffen skal skærpes til livstid, siger han.
Byretten i Aalborg fandt ikke Thomas Thomsen skyldig i fuldbyrdet voldtægt, men også det håber specialanklageren, at Landsretten ændrer.
- Vi går også ind til sagen med, at den tiltalte skal findes skyldig i videre omfang end det, byretten er kommet frem til, og vi mener derfor, at han også skal kendes skyldig i fuldbyrdet voldtægt, siger Emil Stenbygaard.
Men ifølge Thomas Thomsens forsvarsadvokat Mette Grith Stage vil hun arbejde for at få sin klient frifundet for det, som han stadig nægter sig skyldig i, som er voldtægt og drab.
- Og så mener jeg, han skal have en noget mildere straf, fortæller Mette Grith Stage i en SMS til TV2 Nord.
Få overblikket over Mia-sagen:
Men hvad er der sket fra Mia Skadhauge Stevn forsvinder natten til den 6. februar 2023 - til 38-årige Thomas Thomsen bliver idømt en forvaringsdom. Her giver vi dig overblikket over Mia-sagen.
Mia forsvinder
22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvinder natten til den 6. februar, hvor hun var i byen i Jomfru Ane Gade. Hun blev sidst set i live klokken 06.09 om morgenen, da hun sætter sig ind i en mørk personbil ved Netto på Vesterbro i Aalborg. Senere i retten kom det frem, at Mia Skadhauge Stevn var meget fuld den nat efter byturen.
Noget af det, der skal vise sig at blive et altafgørende bevis, er overvågningsbilleder af den mørke personbil, som Mia Skadhauge Stevn sætter sig ind i den nat på Vesterbro. Det skal senere vise sig, at det er hendes drabsmands bil. Derudover er det også GPS´oplysninger fra selvsamme bil, der får afgørende betydning.
I retten kom det frem, at det var manden i bilen, der først tog kontakt til Mia Skadhauge Stevn.
Hvad der sker med Mia, efter hun sætter sig ind i bilen, er det, hele sagen kommer til at dreje sig om.
Den 9. februar anholder Nordjyllands Politi to mistænkte mænd, som begge er fra Nordjylland. De bliver sigtet for drab, men nægter sig skyldige. Dog bliver den ene løsladt igen dagen efter, og den 5. april frafalder hans sigtelse for drab.
Nordjyllands Politi arbejder dagene imellem og efterfølgende intensivt på flere adresser i det nordjyske - blandt andet på de mistænktes adresser - samt i Hammer Bakker og i Dronninglund Storskov.
Den 10. februar afholder Nordjyllands Politi det skæbnesvangre pressemøde, hvor vicepolitiinspektør Frank Olsen forklarer, at man få timer forinden havde fundet dele af et menneske i Dronninglund Storskov, og at man har en formodning om, at der er tale om Mia Skadhauge Stevn.
Senere bliver det bekræftet, at det er Mia Skadhauge Stevn og politiet melder ud, at de mener, der er sket en forbrydelse.
Hvad er der sket med Mia?
Drabet på Mia Skadhauge Stevn rystede hele Danmark. Flere unge i Aalborg blev bange, og alle spurgte sig selv, hvorfor den unge sygeplejerskestuderende skulle slås ihjel?
Malou Hierzmann Minck var en af de unge, der selv var i byen den lørdag, da Mia Skadhauge Stevn forsvandt. TV2 Nord mødte hende foran Netto på Vesterbro, hvor mange havde lagt blomster.
Og for hende har forbrydelsen mod Mia gjort, at hun blev mere utryg i nattelivet.
- Det er ganske forfærdeligt, når man tror på det bedste i mennesker, og så ender det i noget så brutalt som det her, lød det fra Malou Hierzmann Mick fra Aalborg, der også var blandt de mange hundrede nordjyder, der i dagene efter det kom frem, at Mia var erklæret død, havde tændt lys og lagt blomster foran Netto på Vesterbro, hvor Mia Skadhauge Stevn, senest blev set i live.
Efter den anden mistænkte mand blev løsladt, efterlod det sagen tilbage med én hovedmistænkt. Og det kom også frem, at den dengang 36-årige mand er tidligere dømt for flere kriminelle forhold. Blandt andet er han dømt for at klippe sin ekskærestes bremseslange og -rør over på hendes bil - samt for blufærdighedskrænkelse over for en anden kvinde.
Anklageskriftet ryster Danmark
Over et år efter, at Mia Skadhauge Stevn forsvandt og senere blev erklæret død, blev anklageskriftet gjort færdigt og kunne for første gang give et indblik i, hvad politiet mente, der skete med Mia.
Og det var brutal læsning.
I anklageskriftet kom det frem, at tiltalen mod den dengang 37-årige gik på både voldtægt, drab og siden usømmelig omgang med liget. Han havde udsat hende for "betydelig lemlæstelse," lød det.
Den dengang 37-årige bortførte Mia Skadhauge Stevn i sin pirattaxa, hvorefter han i Hammer Bakker udsatte hende for voldtægt. Ifølge politiets anklageskrift havde han efterfølgende parteret den unge pige i sin private bolig i Flauenskjold.
Under voldtægten var hun ifølge anklageskriftet under "betydelig påvirkning af alkohol."
Han skulle have parteret hende i mindst 231 dele, fremgik det.
Drabet skete blandt andet som følge af kvælning. Sidenhed forsøgte han af skille sig af med ligdelene nogle dage efter søndagen, hvor han samlede Mia op, ved at sprede dem i et større område i Dronninglund Storskov.
Den hovedmistænkte har, siden han blev anholdt få dage efter Mias forsvinden, accepteret sin varetægtsfængsling, som var blevet forlænget flere gange. Men efter anklageskriftet og politiets efterforskning var slut, kom der dato på, hvornår sagen skulle for Byretten i Aalborg.
Den første retsdag var sat til den 7. juni 2023, og der var afsat ni retsdage i alt.
Dengang sagde hans forsvarer, Mette Grith Stage, at han nægtede sig skyldig i de to mest voldsomme anklager om drab og voldtægt.
TIDSLINJE:
7. februar 2022 – Mia er forsvundet - og bliver efterlyst
22-årige Mia Skadhauge Stevn efterlyses 7. februar 2022 af Nordjyllands Politi efter, at hun senest er set i Jomfru Ane Gade natten mellem 5. og 6. februar. Senere samme dag kommer det frem, at Mia Skadhauge Stevn sidst er set stige ind i en mørk personbil på Vesterbro i Aalborg.
9. februar 2022 - To mænd bliver anholdt - sigtes for drab
Onsdag 9. februar kort før middag slår Nordjyllands Politi, efter flere dages intens efterforskning i sagen, til og anholder to mænd, som begge bliver sigtet for at have slået Mia Skadhauge Stevn ihjel.
De to mænd bliver sigtet, selvom man på dette tidspunkt ikke har fundet Mia Skadhauge Stevn, men efterforskningen peger på, at hun er død - og derfor sigtes de to for drab.
10. februar 2022 - 37-årig fængsles - den anden mistænkte løslades
Efter et grundlovsforhør i Retten i Aalborg bliver en nu 37-årig mand, der i dag er eneste mistænkte i sagen, varetægtsfængslet i fire uger. Den anden mistænkte bliver løsladt, og Vestre Landsret stadfæster dagen efter byrettens kendelse om at løslade mande – denne mand bliver senere komplet renset, og man ved i dag, at han ikke har noget med drabet at gøre.
10. februar 2022 - Dele af et menneske fundet i Dronninglund Storskov
Efter anholdelsen af de to mistænkte efterforsker politiet både på de sigtedes bopæle, i et sommerhusområde i Saltum, omkring det daværende Reno Nord i Aalborg samt i Hammer Bakker og Dronninglund Storskov.
Om aftenen 10. februar indkalder Nordjyllands Politi til pressemøde på politigården i Aalborg. Her kan vicepolitiinspektør Frank Olsen fortælle, at man har fundet dele af et menneske i Dronninglund Storskov - og at man formoder, der er tale om Mia Skadhauge Stevn.
12. februar 2022 - Den døde identificeres endeligt
Nordjyllands Politi kan 12. februar fortælle, at de dele af et menneske, der blev fundet i Dronninglund Storskov to dage forinden, stammer fra den forsvundne Mia Skadhauge Stevn.
29. marts 2023 – 37-årig tiltales for drab, voldtægt og usømmelig omgang med lig
Godt et år efter Mia Skadhauge Stevns forsvinden og drab er Nordjyllands Politi klar til at fremlægge, hvad de mener, der skete med den 22-årige kvinde. Den 37-årige mand, der har været varetægtsfængslet siden februar 2022, tiltales nu for både voldtægt af og drabet på Mia Skadhauge Stevn, ligesom Nordjyllands Politi også mener, at den 37-årige har parteret Mia Skadhauge Stevns lig. Den 37-årige har ved retssagen begyndelse nægtet sig skyldig i både voldtægt og drab, men han har erkendt usømmelig omgang med lig.
Retssagen begynder
På første retsdag den 7. juni 2023 skulle den nu 38-årige Thomas Thomsen blandt andet afgive sin forklaring.
Anklager Mette Bendix oplyste, at anklagemyndigheden mente, at han skulle idømmes livstid - subsidiært en forvaringsdom, hvis han blev kendt skyldig.
Forsvarer Mette Grith Stage fortalte, at hendes klient nægtede sig skyldig i både voldtægt og drabet af Mia Skadhauge Stevn, men at han erkendte usømmelig behandling af lig.
Da det blev tid til Thomas Thomsens forklaring, forklarede han, at han, den aften Mia forsvandt, havde besluttet at ville tage ind til Aalborg fra sit hjem i Flauenskjold, for at se den store frihedsfest efter coronaepidemien. Han mente, at der ville være godt gang i byen. Han kørte rundt i byen, men tog ikke selv ind til festlighederne i Jomfru Ane Gade.
Forud for sin ankomst til Aalborg, troede han, han havde haft held til at slukke sin GPS på bilen - men den var ved en fejl ikke slået fra. Han slukkede også sin mobil, forklarede han. Han kunne godt lide privatliv.
Sidst på natten så han Mia Skadhauge Stevn ved busstoppestedet på Vesterbro.
Han kørte op til hende og spurgte, om hun ville have et lift, fordi man mente, hun måske frøs.
Herefter kørte han rundt med Mia Skadhauge Stevn i Aalborg i lang tid, hvor han forklarede, at han prøvede at køre hende hvorhen hun ville. Da det ikke lykkedes, kørte han hende mod Hammer Bakker, hvor flere af Mias ejendele blev fundet.
Den 37-årige indrømmer at have samlet den 22-årige pige op, men han nægtede voldtægt og forklarede i retten, at hun døde ved et uheld, da hun faldt i Hammer Bakker.
Ifølge anklager Mette Bendix, lykkedes det ikke at angive, hvad Mia Skadhauge Stevn præcist døde af. Det skyldes blandt andet, at de ligdele man havde fundet, ikke udgjorde et komplet individ, ligesom opløsning af ligdelene havde vanskeliggjort obduktionen.
Læs en mere detaljeret forklaring fra Thomas Thomsen fra første retsdag her:
Nægter at have slået Mia ihjel
Ifølge Thomas Thomsen var Mia Skadhauge Stevn flirtende i bilen på vej mod Hammer Bakker.
Han ville vise hende Camp Hammer, fordi de havde talt om hans militærfortid, og ifølge Thomas Thomsen lagde Mia Skadhauge Stevn på et tidspunkt en hånd på hans lår. Under afhøringen fortalte han, at Mia Skadhauge Stevn også åbnede hans bukser og stak hånden ned.
Det er den tiltaltes forklaring af, hvad der skete. I anklageskriftet fremgik det blandt andet, at den 37-årige var tiltalt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.
Inde i Hammer Bakker gik Mia Skadhauge Stevn og Thomas Thomsen, ifølge ham, hver sin vej mod det samme sted. Mia Skadhauge Stevn gik hen over et kratområde. Thomas Thomsen forklarede, at han på et tidspunkt hørte en lyd, mens han gik nogle meter fra Mia Skadhauge Stevn. Ifølge Thomas Thomsen så han, at Mia Skadhauge Stevn faldt forover med hænderne ude til siden. Han så, at hendes hoved lavede et hurtigt ryk tilbage lige omkring, da hovedet var ved ramme jorden.
- Jeg tænker, hvad der er sket og iler derhen. Jeg tænker først om det kan være en joke, men hun ligger bare stille uden nogen rigtige bevægelser. Hun taler ligesom ud gennem tænderne og siger en svag lyd, der lød smerteligt, sagde han i retten.
Han forklarede i retten, at han ikke prøvede at ringe 112 på noget tidspunkt. Men at han ville sætte hende ind i bilen og køre mod sygehuset.
Læs mere om hans forklaring her:
Han gik i panik og parterede liget
Efter Thomas Thomsen forklaring om, at Mia Skadhauge Stevn døde efter et fald, forklarede han, hvordan han var bange for at få skylden for hendes død, og herefter besluttede han sig for at skille sig af med liget.
- Jeg tænker at gøre det i Dronninglund Storskov. Det kender jeg, og det ligger ikke så langt derfra, sagde han i retten.
Den tiltalte forklarede i retten, at han besluttede at dele liget for nemmere at kunne nedgrave det.
- Jeg havde set, at jorden ville være så hård, at jeg nok ikke kunne grave det ned. Så jeg tænkte, jeg blev nødt til at dele hende op:
- Fordi så tænkte jeg, at jeg kunne forsøge at grave mindre huller, sagde han.
Han fortalte også om, at han kom i tanke om en joke en tidligere lærer havde fortalt til hans klasse.
- Han jokede med at, hvis man skulle af med svigermor, skulle man bare bruge kautisk soda.
Inden Thomas Thomsen forklaring sluttede, forklarede han, at han ville erkende, hvad han havde gjort på et senere tidspunkt.
Og Thomas Thomsen slog fast igen og igen, at han ikke havde slået Mia Skadhauge Stevn ihjel.
Retsmediciner sår tvivl
Efter Thomas Thomsens forklaring blev de følgende retsdage brugt på vidneforklaringer - for eksempel andre festende, der mødte Mia den skæbnesvangre nat - hendes veninde, Mias kæreste, en politihundefører, en kriminaltekniker og en retsmediciner, som især var interessant, fordi det ved første retsdag blev slået fast, at det ikke var muligt at fastslå den præcise dødsårsag.
Retsmedicineren forklarede i detaljer om den obduktion, som anklageren læste en rapport op fra tidligere. Uden vi vil gå i detaljer, kan vi fortælle, at retsmedicineren fortalte, at arbejdet blev betydeligt vanskeliggjort af ligets tilstand, og fordi dele af liget manglede.
Det er også årsagen til, at man ikke nøjagtigt har kunnet klarlægge dødsårsagen.
- Mit bedste bud på dødsårsagen, ud fra fund og omstændigheder i sagen, er kvælning, men det er et bud, hvis det havde været mere end det, havde jeg skrevet det tydeligere, sagde retsmedicineren i byretten.
Samtidig afviste retsmedicineren Thomas Thomsens forklaring om Mias fald.
- Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Jeg synes ikke, at det giver mening, sagde retsmedicineren.
Læs mere om det her:
Venner og ekskærester vidnede
Også Thomas Thomsens tidligere venner og ekskærester skulle afhøres. Ekskæresterne forklarede om en mand, der i starten var svigermors drøm, men som senere udviklede sig til blandt andet at være dominerende.
Thomas Thomsens ven, som også var tidligere mistænkt i sagen men nu er helt renset, fortalte om, hvordan de to venner skrev sammen efter Mias forsvinden, og om, hvordan Thomas Thomsen ønskede vennens hjælp.
Du kan læse mere om vidnerne her:
GPS, videoer og fund fra Mia var vigtige
Efter alle vidnerne havde afgivet forklaring, blev alt dokumentation fremlagt i retten.
Her blev der for eksempel vist videoer fra Jomfru Ane Gade, kort over politiets fund i blandt andet Hammer Bakker og på Thomas Thomsens adresse, og fremlagt vigtige GPS-oplysninger fra hans bil, som detaljeret viste hans færden og ruten han kørte med Mia.
Stort set hvert et ord af den nu 38-åriges forklaring af, hvad der skete med Mia Skadhauge Stevn 6. februar 2022, blev ved en af de sidste retsdage minutiøst gennemgået og set efter i sømmene af anklager Mette Bendix, da hun skulle komme med sin afsluttende procedure i retssagen.
Hurtigt gjorde specialanklageren det klart, at den tiltaltes forklaring, ifølge hende, burde forkastes. I strid med sandheden, kaldte hun den op til flere gange.
- Mia har kæmpet for sit liv, for ellers var hendes ejendele aldrig blevet fundet så spredt derude, sagde Mette Bendix.
Læs mere om det her:
Til slut i sin procedure gjorde Mette Bendix det klart, at hun fortsat mente, at den 38-årige skulle kendes skyldig i både drab, voldtægt og usømmelig omgang med lig.
Men den 38-åriges forsvarer Mette Grith Stage mente ikke, at beviserne var stærke nok og var baseret på "gætværk".
- Det kan godt være, at anklageren synes, at min klients forklaring er utroværdig, men anklageren skal jo fremlægge beviser, sagde Mette Grith Stage efter retsmødet.
- Når dødsårsagen ikke er fastslået, mener jeg ikke, der kan dømmes for drab, forklarede hun i retten.
Læs mere om det her:
Idømt forvaring: Men sagen er ikke slut endnu
Den 28. juni 2023 fandt Byretten i Aalborg og et enigt nævningeting den 38-årige Thomas Thomsen skyldig i usømmelig omgang med lig, drab og forsøg på voldtægt.
Nu manglede straffen.
Retten tilsidesatte Thomas Thomsens egen forklaring som utroværdig, hvor han i byretten forklarede, at Mia Skadhauge Stevn var død i en faldulykke, hvor hun blev kvalt i sin egen taske. I stedet fandt retten det bevist, at Mia Skadhauge Stevn blev kvalt af den 38-årige nordjyde.
Ved retssagens niende og sidste retsmøde skulle den endelige dom afsiges. Anklageren havde fra begyndelsen af sagen gjort det klart, at det var anklagemyndighedens påstand, at den 38-årige skulle idømmes en livstidsdom. Under sin procedure forklarede Mette Bendix, at den samlede straf for de tre forhold den 38-årige er kendt skyldig i, burde give 17 års fængsel, men da den længste tidsbestemte straf i Danmark er 16 års fængsel, mente hun, at den rigtige straf var livstid.
Anklageren fortalte også, at hvis retten ikke kunne følge hende i, at en livstidsstraf var den rigtige, burde retten følge retslægerådets anbefaling om at idømme Thomas Thomsen en forvaringsdom.
Thomas Thomsens forsvarer Mette Grith Stage mente derimod, at anklagerens strafniveau var for højt, da det er kutymen i danske straffesager, at man får såkaldt rabat, hvis man bliver dømt for flere forhold, ligesom hun henviste til tidligere domme, som hun mente mindede om denne sag. Derfor var hendes påstand, at hendes klient skulle dømmes til 16 års fængsel.
Læs mere om, hvorfor Thomas Thomsen risikerede en af de hårdeste straffe i Danmark her:
Han blev den 29. juni idømt forvaring, men ankede dommen på stedet.
Og det er den ankesag, som begynder i morgen ved Vestre Landsret i Viborg.
Ankesagen begynder klokken ni, hvor der er oplæsning af dokumentation hele dagen. Tirsdag forventer forsvarsadvokat Mette Grith Stage, at hendes klient skal afgive forklaring og udtale sig. Ankesagen er berammet til 10 retsdage, og dommen forventes afsagt den 30. maj.
Du kan følge sagen ved Landsretten her på tv2nord.dk fra morgenstunden, hvor vi vil liveblogge fra retten.