Mias familie reagerer: - Ingen straf virker hård nok
Foto: TV2 Nord
Under hele forløbet har Mias familie ikke udtalt sig om sagen. Men nu reagerer familien
Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur 6. februar 2022.
Siden har hendes familie forholdt sig tavs, mens alskens detaljer er kommet frem om den datter, der aldrig kom hjem fra en bytur.
Nu er dom og straf netop blevet afsagt ved Retten i Aalborg.
Derfor tager familien nu endelig bladet fra munden i en udtalelse sendt gennem deres bistandsadvokat Bjarne Dam Johansen.
Vi bringer udtalelsen i sin helhed her:
Ingen straf virker hård nok, når man mister det dyrebareste i sit liv. Dommen ændrer jo ikke på, hvad vi har mistet - en datter, en kæreste, en søster, en vi har elsket. Vores kærlige, betænksomme, livsglade Mia kommer ikke tilbage. Det er meningsløst. Der er dog kommet et foreløbigt punktum nu, i forhold til retssag, skyld og dom. Vores sorg og savn er der ikke sat punktum ved.
Vi vil gerne udtrykke en stor tak til hele Danmark for al den sympati, hjælp og omsorg vi har mærket siden Mias og vores liv forandrede sig søndag den 6. februar 2022.
Vi har behov for at takke alle, som i forbindelse med vores store og meningsløse tab, har haft berøring med os.
Vi vil gerne takke politiet for deres hurtige indsats og deres meget grundige arbejde med sagen samt deres behandling af os. Det har betydet meget, og vi har mærket respekt for og til Mia og os.
Tak til personalet i retten som på empatisk vis har været der for os som familie før, under og efter retsmøderne.
Vi vil også gerne sige tak til presse og medier for at have udvist respekt og hensyn omkring os og respektere vores valg om ikke at udtale os på noget tidspunkt. Også tak for at vurdere, hvad der er nødvendigt at informere om.
Mia havde en glad aften i byen som så mange andre unge mennesker efter en lang periode med Corona. Det blev slutningen på det liv som lige var begyndt. Vi håber at børn og unge i Danmark husker på, at Mias død er en gal mands værk, og ikke er en generel frygt værdig - og ikke lader sig skræmme fra at leve det fantastiske og frie liv, der er mulighed for i Danmark.
Vores Mia elskede livet, hun satte stor pris på livet og tog ikke noget som en selvfølge. Hun udtrykte taknemlighed til os og for de muligheder hun havde. Hun arbejdede målrettet mod hendes mål. Mia var fuld af empati og omsorg overfor andre mennesker. Hun elskede sin familie, kæreste og venner. Hun var alt det man kunne ønske sig af en datter. Os der elsker Mia kommer til at savne og mangle hende i resten af vores liv. Vi vil huske Mia som det fantastiske menneske, hun var.
Mias mor, far og søster.
Det bliver oplyst af en retsbetjent, at Mias forældre ikke ønske at blive kontaktet af medierne.
Derfor bringer vi udtalelsen i hele sin længde, da TV2 Nord respekterer familiens ønske.