38-årige Thomas Thomsen skyldig i drab og partering af Mia Skadhauge Stevn
38-årige Thomas Thomsen er blevet kendt skyldig i drabet på 22-årige Mia Skadhauge Stevn.
Der er netop afsagt skyldskendelse mod den 38-årige mand, der siden februar 2022 har været varetægtsfængslet for drabet på Mia Skadhauge Stevn.
Efter syv retsmøder, to dages afhøring af den tiltalte og 18 vidneafhøringer har byretten i Aalborg nu afgjort, om den 38-årige Thomas Thomsen fra Flauenskjold er skyldig i drabet på Mia Skadhauge Stevn eller ej.
Klokken 13 blev han kendt skyldig i at have dræbt 22-årige Mia Skadhauge Stevn. Han er også kendt skyldig i forsøg på voldtægt af Mia Skadhauge Stevn. Allerede i begyndelsen af retssagen erkendte den 38-årige mand usømmelig omgang med lig, hvilket han også er blevet kendt skyldig i.
Hvor lang en straf Thomas Thomsen får bliver først afgjort torsdag middag.
Derfor bringer vi gerningsmandens identitet:
TV2 Nord har valgt at offentliggøre navnet på gerningsmanden i sagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn, efter han onsdag blev kendt skyldig i drab, forsøg på voldtægt og usømmelig omgang med lig.
Baggrunden for at bringe mandens identitet er, at TV2 Nord som udgangspunkt bringer dømtes navn, hvis personen har fået over to års fængsel. Dette vil være tilfældet, når gerningsmanden dømmes for drab.
"Utroværdig forklaring"
Retsformand Lars Krunderup var den eneste, der tog ordet, da retten igen var sat onsdag middag. Her læste han op fra den skyldskendelse, som de tre juridiske dommere og seks nævninge har udarbejdet sammen. Det er et enigt nævningeting, der har kendt Thomas Thomsen skyldig i drab, og det har de blandt andet gjort, fordi de finder den tiltaltes forklaring utroværdig.
- Mia, der som nævnt var meget spirituspåvirket, døde ved kvælning, mens hun var i tiltaltes varetægt. Tiltales forklaring om det passerede må tilsidesættes som utroværdig og i strid med objektive beviser i sagen, herunder de lægelige oplysninger og stederne, hvor brystplastre, hårelastik og nøgler blev fundet. På den baggrund finder retten det bevist, at tiltalte dræbte Mia ved kvælning, lyder det blandt andet i skyldskendelsen.
Under retssagen er det flere gange blevet vist, at der i skovområdet ved Hammer Bakker blev fundet to brystplastre i et område med tæt skov – begge brystplastre tilhørte Mia Skadhauge Stevn har efterfølgende DNA-undersøgelser bevist. Fundet af de to brystplastre er ikke langt fra det ene stop, som GPS-oplysninger har vist, at den 38-åriges bil gjorde i området. Den 38-årige forklarede dog i retten, at han ikke har været i det tætte skovområde, hvor brystplastrene blev fundet, ligesom han også har forklaret, at han ikke har været de steder, hvor Mia Skadhauge Stevns nøgler og hårelastik blev fundet.
I skyldskendelsen fremgår det dog, at retten er af en noget anden opfattelse af, hvordan de tre genstande blev spredt i skovområdet.
- Der er under disse omstændigheder grundlag for at antage, at forløbet i skovområdet ikke har været, som forklaret af tiltalte, men at fundene bærer præg af, at Mia har forsøgt at undløbe fra stedet, lyder det i skyldskendelsen.
Hør TV2 Nords retsreporter Jesper Christiansen fortælle om onsdagens skyldskendelse i videoen nedenfor:
Tiltalte: Mia døde ved en ulykke
Den 38-årige Thomas Thomsen har erkendt, at han samlede Mia Skadhauge Stevn op i sin bil i Aalborg 6. februar sidste år. Derefter kørte han hende til et øde skovområde i Hammer Bakker nord for Aalborg.
Han har tidligere forklaret, at det var en ulykke ved skovområdet, der forårsagede den 22-årige sygeplejerskestuderendes død.
Ifølge den nu dømte mand fra Flauenskjold døde Mia Skadhauge Stevn, da hun pludselig faldt, og hendes taskerem sad fast i noget ved skovbunden. Han erkendte, at han efterfølgende tog afdøde med hjem, hvor han parterede hende, inden han skjulte delene i Dronninglund Storskov.
Kunne ikke angive dødsårsag
Under retssagen fjerde retsmøde skulle retsmediciner Asser Hedegaard Thomsen afgive vidneforklaring.
Asser Hedegaard Thomsen forklarede i retten, at det under obduktionen ikke var muligt at angive en dødsårsag på grund af den tilstand Mia Skadhauge Stevns lige blevet fundet i.
- Mit bedste bud på dødsårsagen ud fra fund og omstændigheder i sagen er kvælning, men det er et bud, hvis det havde været mere end det, havde jeg skrevet det tydeligere, sagde retsmedicineren i byretten, men tilføjede også, at han i dødsattesten registrerede kvælning, som dødsårsag for der må man skrive det, man finder mest sandsynligt.
Senere blev han spurgt ind til om Mia Skadhauge Stevn kunne være død, som den 38-årige havde forklaret.
- Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Jeg synes ikke, at det giver mening, sagde Asser Hedegaard Thomsen, men fortalte også, at havde han været til stede, kunne han have givet et bedre fagligt bud.
GPS-oplysninger
Hele Thomas Thomsens færden i bil, efter han samlede Mia Skadhauge Stevn op, har politiet kunne kortlægge via GPS-oplysninger fra den tiltaltes bil.
Den tiltalte forsøgte ellers at slå lagringen af oplysningerne fra, men en fejl gjorde, at de alligevel var blevet gemt.
Netop de GPS-oplysninger har vist, at den tiltalte, som han forklarede i retten, kørte fra Vesterbro i Aalborg mod Aalborg Stadion og Aalborg travbane i Aalborgs Vestby, inden han fortsatte nordpå mod Hammer Bakker.
Via oplysningerne kunne politiet se, at bilen gjorde tre stop i Hammer Bakker.