Advarer skyldnere: - Vi kan hente dig på alle tider af døgnet
Politi og domstole bruger meget tid på dårlige betalere, der bliver væk fra Fogedretten.
Det nytter ikke at lukke øjnene for henvendelser fra det offentlige.
For hvis du ikke selv vil komme til myndighederne, så kommer politiet til dig.
I Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerland Kommuner er Nordjyllands Politi klar til at starte patruljebilen for at hente nordjyder til Fogedretten.
- Jeg vil selvfølgelig ikke afsløre hvilke dage det er, men jeg kan roligt afsløre, at det kan blive på alle tider af døgnet, på alle tider af ugen, og det kan også både blive på ens bopæl, ens arbejdsplads, eller hvor man ellers måtte kunne findes, pointerer Lars Rosenvinge, der er politikommissær ved Sagscenter Himmerland i Hobro.
Det koster masser af timer hos både Nordjyllands Politi og Fogedretten, at nordjyderne udebliver, når de er indkaldt til at møde i Fogedretten for at få styr på deres gæld. Eksempelvis koster det to betjente og en politibil, hver gang en dårlig betaler skal hentes.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi skal bruge tid på sådan nogle ting her, når man godt kan forestille sig, at der er vigtigere ting, politiet kan bruge sin tid på, siger Lars Rosenvinge.
Forsinker sagerne
I Fogedretten i Aalborg planlægger de ligefrem efter, at folk ikke møder op. Alligevel bliver der også her spildt tid på borgere, der bliver væk.
- Det er klart, det betyder noget for sagsbehandlingstiden, at folk udebliver fra at møde i Fogedretten. Det betyder både, at vi skal have fat i sagerne flere gange, når vi skal behandle en sag, og det betyder også, at vi kommer længere ud i tid, når vi berammer sager, forklarer funktionschef ved Fogedretten Tina Nørgaard Pedersen.
Både politi og fogedret har derfor en klar opfordring til de dårlige betalere derude: Få styr på gælden, når myndighederne beder om det.
- Det er en "skal-ting" det her, og det forsvinder ikke af sig selv, så hvis ikke man gør det, så vil vi komme ud, påpeger Lars Rosenvinge.