Unge med hjerneskade fik alternativ studenterkørsel
Foto: Neurocenter Østerskoven
De to beboere Søren og Kevin fra Neurocenter Østerskoven blev fejret med studenterhue og studenterkørsel.
På Neurocenter Østerskoven i Hobro har to af beboerne fået en helt særlig oplevelse. Onsdag har de kørt studenterkørsel rundt i byen.
Cyklerne er blevet pyntet, der er malet bannere, og beboerne står klar med flag på gangen for at fejre Søren og Kevin, som onsdag får studenterhuen på og kører studenterkørsel rundt i området.
På Neurocenter Østerskoven i Hobro har man valgt at fejre dimission for afgangseleverne fra den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU. Det er første gang, afgangseleverne får en studenterfejring.
- Jo flere gode oplevelser, vi kan give, jo bedre. Det er altid dejligt at få nogle smil frem, og drengene var klar på det. Vi limede studenterhuerne fast til cykelhjelme, og så cyklede vi rundt i området, siger Birgit Bilenberg Demant, der er STU-lærer på centret:
Se videoen af den alternative studenterkørsel herunder:
Inspiration fra Aalborg
Inspirationen til den alternative studenterkørsel kom fra Voksenskolen for Undervisning og Kommunikation i Aalborg (VUK), der for et par uger siden havde et lignende tiltag.
- Vi så, at VUK havde gjort det, og de var de første, og så tænkte vi, at vi ville også gerne lave noget sjovt. Nu blev det så i dag, og gutterne var klar på det, siger Birgit Bilenberg Demant.
Hun fortæller, at den ene af drengene ønskede en blå bil uden tag, men det kunne ikke helt lade sig gøre, så i stedet er det blevet en blå cykel, og det er han heldigvis også tilfreds med.
Cyklerne er udstyret med musik, så der kan festes rundt på ruten.
- De grinede og synes, det var sjovt. Det var en fest, siger Birgit Bilenberg Demant.
Du kan læse om VUK’s studenterkørsel her og se indslaget herunder:
Handicap skal ikke stå i vejen for gode oplevelser
Søren og Kevin bor til dagligt på Neurocenter Østerskoven, og de har ikke noget verbalt sprog, men kan kommunikere via teknologiske løsninger. STU er en uddannelse, hvor eleverne arbejder med personlige, sociale og faglige mål.
Selvom uddannelsen ikke er som den gængse studentereksamen, så glæder Birgit Bilenberg Demant sig over, at centret kan give de to afgangselever en oplevelse, der minder om den, mange andre unge på deres alder får:
- Det er ud fra en tanke om, at selvom man har et handicap, så kan man stadig lave noget af alt det sjove – såsom at køre studenterkørsel, siger hun.