Pink, lilla eller orange? Omdiskuteret grønt hus skal have ny farve
Foto: Tommy Hald
Hvor blå er cobolt? Hvor lys er en lys berliner blå? En lang strid om farver fik et nyt kapitel i dag.
Det grønne hus i Hadsund blev diskuteret flittigt sidste år efter en klage over den prangende farve.
Mariagerfjord Kommune har givet ejeren, Lars Walmar, påbud om at ændre farven, men kommunen vil ikke forklare, hvilken farve det skal være. Så nu har han inviteret dem til at vurdere farverne.
- Den er meget grøn, men nu har vi vænnet os til den.
- Jeg synes, at den skiller sig lidt ud, og jeg synes godt, at den kunne få en anden farve.
Sådan lød et par af reaktionerne på gaden i Hadsund, da forretningen 'Fingerbøl' sidste år blev diskuteret flittigt i byen. Nærmere bestemt var det farven på butikken, der blev diskuteret flittigt.
Den er nemlig grøn. Meget grøn. Og det var der utilfredshed med. Derfor klagede nabobutikken til kommunen, der udstedte et påbud om, at farven skulle ændres.
- Huset skal males om, fordi det har en farve som planklagenævnet har sagt, ligger udenfor lokalplanen for det område her, siger Lars Højmark, Teknik og Byggechef, Mariagerfjord Kommune.
Og det skal den så. Men hvilken farve skal den så males?
Ejeren Lars Walmar mener ellers, at den grønne farve har en tilstræbt lokkende effekt på kunderne:
- Jeg synes, at farven er god. Den har den effekt, som den skal have. Det er en synlig bygning i bybilledet, og det er også det, som er meningen med den, sagde Lars Walmar til TV2 Nord d. 7. februar 2019.
En farve er ikke bare en farve
Bygningens ejer Lars Walmar har, siden han fik påbuddet, forsøgt at finde svar på, hvilken farve han må male sin bygning.
- Jeg har brugt hele min påskeferie på at finde et svar. Jeg har tjekket andre lokalplaner i andre byer, fordi vores lokalplan intet siger om farvekoderne på bygninger, siger Lars Walmar til TV2 Nord.
Efterfølgende har Lars Walmar sendt farvekoder til kommunen med forslag til nye farver uden at få et endeligt svar. Fredag mødtes Lars Walmar med repræsentanter fra Mariagerfjord Kommune, så de kunne vurdere de farveprøver, han forleden malede på bygningen.
- Jeg håber på et kompromis. Den her sag har taget to år. Det er fuldstændigt vanvittigt, at det har taget så lang tid, så jeg kåber på et kompromis, siger en håbefuld Lars Walmar forud for mødet med Mariagerfjord Kommune.
Lars Walmar og hans advokat stod klar til at modtage repræsentanter fra Mariagerfjord Kommune da de ankom til farvevurderingen på forretningen Fingerbøl fredag formiddag.
- Ejeren har ønsket at have nogle bestemte farver. Nogle farver man kan se. Vi skal vurdere, om de holder sig indenfor lokalplanens bestemmelser, siger Lars Højmark, Teknik og Byggechef, Mariagerfjord Kommune
- Jeg har taget de farver, der er nævnt i lokalplanen og forsøgt at få fat i farvekoder, men kommunen har ikke farvekoder på de farver, der er nævnt. Så jeg er gået ud til andre kommuner, der bruger de samme farver og fundet farvekoderne. Og det er de farver, jeg har malet på huset, siger Lars Walmar til TV2 Nord.
- Det er derfor jeg hidser mig op
Mødet starter stille og roligt men udvikler sig hurtigt til en diskussion af farverne.
- Kommunen vil ikke kompromisset. De vil have, at det er deres måde, og ikke noget som helst andet, siger Lars Walmar til TV2 Nord.
Den grønne farve er dømt ude. Det samme er de fleste af de andre bud. Kommunen var ikke begejstret for de farver ejeren havde fundet.
- Vi har en førsteret som kommune til at fortolke, hvad der står i lokalplanen. Det er hver borger beskåret at have en anden holdning. Herunder også ejerne. I sidste instans vil det være op til planklagenævnet at afgøre, om det ligger indenfor lokalplanen skive, forklarer Lars Højmark, Teknik og Byggechef, Mariagerfjord Kommune.
Selvom Lars Walmar havde håbet på en endelig konklusion, fik han den ikke i denne omgang.
- Ja. Det blev jeg ikke meget klogere af, men jeg siger i hvert fald tak, siger Lars Walmar, mens han tager afsked med kommunes repræsentanter.
Se TV-indslaget fra februar 2019: