Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mathias har købt byens gamle skole: Vil skabe liv med nyt erhvervshus

Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord

Den lokale håndværksmester fra Skelund, Mathias Knudsen, har købt byens gamle skole for at omdanne de tomme bygninger til et nyt erhvervsfællesskab. Formålet er at holde gang i den lille by.

Mathias Knudsen fra Skelund-området arbejder på at omdanne byens 2200 kvm gamle skole til et nyt erhvervsfællesskab, der kan rumme omkring 23 små virksomheder.

Mathias Knudsen er til daglig håndværksmester, og han har gjort sig noget af et usædvanligt køb. Han har nemlig købt den gamle skole i byen Skelund.

- Det er et satset køb, men jeg er ikke bange for at tage chancer, siger Mathias Knudsen til TV2 Nord.

I sommeren 2019 lukkede den lokale skole i byen, efter byrådet i Mariagerfjord Kommune havde besluttet i stedet at samle børnene på nabobyens skole i Als. 

Skolens gamle bygninger har siden da stået tomme, men det skal nu være slut.

Lokale Mathias Knudsen er nemlig ved at omdanne den tidligere skole til et erhvervsfællesskab, der kan rumme omkring 23 små virksomheder. Formålet er at holde gang i den lille by.

- Ellers så sker der ingenting herude. Vi skal passe på de ting, vi har, og vi skal helst skabe noget nyt, forklarer han til TV2 Nord.

I videoen kan du få en rundtur i bygningerne i Skelund og høre mere om Mathias Knudsens projekt.

Eneste reelle bud på ejendommen

Mathias Knudsen har købt den 2200 kvm store ejendom af Mariagerfjord Kommune, efter den blev sat i udbud. Og Mogens Jespersen (V), der er borgmester i kommunen, glæder sig over handlen og projektet.

- Det er dejligt, når det er en lokal (borger, red.), der kan se mulighederne, og som gerne vil hjælpe i Skelund-Veddum-området, siger borgmester Mogens Jespersen til TV2 Nord.

Borgmesteren forklarer, at en række lokale borgere viste interesse for ejendommen for omkring et år siden, da den var i udbud. Dog krævede dét projekt ifølge borgmesteren, at kommunen skulle spæde økonomisk til hvert år i forhold til driften.

- Og da byrådet har sagt, at vi fremadrettet ikke skal have drift på den lukkede skole, så var det desværre ikke en mulighed, vi kunne gå ind i, forklarer Mogens Jespersen.

Men efterfølgende meldte Mathias Knudsen sig på banen, og han gav det første og eneste reelle bud på ejendommen - og fik handlen i hus.

Drømmescenariet er jo, at det bliver en succes, så det kan være inspiration for andre byer

Mathias Knudsen, håndværksmester og iværksætter, Skelund

Slipper for nedrivning

Hvis ikke Mathias Knudsen - eller en anden - havde valgt at købe ejendommen, så skulle skolens gamle bygninger rives ned.

Borgmester Mogens Jespersen (V) forklarer, at byrådet har vedtaget, at bygninger i kommunen skal rives ned, hvis de har stået tomme i en årrække uden at blive vedligeholdt.

- Det koster 2,8 millioner kroner at få den fjernet, men det slipper vi for nu, og i stedet bliver der et stort aktiv for byen. Det er vi rigtig glade for, siger borgmesteren.

Det koster 2,8 millioner kroner at få den fjernet, men det slipper vi for nu, og i stedet bliver der et stort aktiv for byen. Det er vi rigtig glade for.

Mogens Jespersen, borgmester, Mariagerfjord Kommune, Venstre

Og at undgå en nedrivning i Skelund var netop også vigtigt for Mathias Knudsen.

- Man vil ikke have dem til at stå som spøgelsesbygninger. Og i og med der var gået halvandet år, så var det jo også noget af det, jeg var bange for - at vi ville få et hul her midt i byen, siger han til TV2 Nord.

Næste skridt - lokalplanen skal ændres

Næste skridt i projektet er, at kommunen skal have ændret områdets lokalplan, og først når det er sket, kan Mathias Knudsen gå i gang med arbejdet med at istandsætte bygningerne.

- Jeg tripper rigtig meget for at komme i gang. Jeg har sådan en spirende ADHD i mine fingre, siger han med et smil.

Men selvom håndværksmesteren på væbne sig med tålmodighed lidt endnu, så er drømmene for projektet helt på plads.

- Drømmescenariet er jo, at det bliver en succes, så det kan være inspiration for andre byer, siger han.

Mathias Knudsen regner med, at de første virksomheder bliver budt velkommen i det nye erhvervsfællesskab ved udgangen af efteråret. Han fortæller derudover, at et par lokale virksomheder allerede har tilkendegivet, at de er interesseret i at leje sig ind i erhvervsfællesskabet.


Lisa vil være byens nye købmand: På denne dato regner hun med at åbne

Mandag aften var der indkaldt til borgermøde, hvor der blev gjort status.

Borgerne i Ravnkilde måtte i slutningen af september vinke farvel til landsbyens købmandsbutik, men snart kan der igen blive tændt lys i butikslokalerne.

En lokal arbejdsgruppe forsøger nemlig at vække butikken til live igen.

Blandt andre Lisa Norman Andersen, der arbejdede i købmanden, før den lukkede. Hun vil være den nye købmand i byen, hvis det lykkedes at få den åbnet igen.

- Jeg brænder for det, og det har egentlig hele tiden været planen, at jeg skulle overtage, når de gamle skulle ud, forklarer hun.

Vil føre gammelt tiltag med videre

Mandag aften var der indkaldt til borgermøde, hvor der blev gjort status, og hvor man forsøgte at lodde stemningen blandt borgerne i området i forhold til at stable en ny butik på benene.

- Der er rigtig mange ting, som ser ud til at lykkes, men vi skal lige have det hele til at falde på plads. Borgernes opbakning er det afgørende, så hvis der kommer positiv tilbagemelding i aften, og vi får solgt nogle anparter, er jeg helt sikker på, at vi starter en butik, sagde Jan Værum Nørgaard, der er med i 'Købmandsgruppen' i Ravnkilde mandag.

Lykkedes det at åbne købmanden igen, så er der særligt et tiltag, som Lisa Norman Andersen vil tage med videre fra den gamle købmand.

- Vi har mange ældre, som ikke kan komme ud af byen, og her har vi kørt en fast vareture til de ældre rundt omkring i byen hver torsdag, hvilket jeg har i sinde at gøre igen, når jeg åbner, forklarer hun.

Hvornår regner du med at kunne åbne?

- Marts eller april forhåbentligt, griner hun.


Faldende elevtal får uddannelse til at flytte ud af centrum

Foto: Aalborg Tekniske Gymnasium

Et faldende elevtal får uddannelsesinstitution til at samle HTX-elever ét sted.

Siden 2018 har en del af HTX-eleverne på Aalborg Tekniske Gymnasium gået i skole i shoppingcentret Friis i den centrale del af Aalborg, men efter sommerferien er det slut.

Her samler uddannelsesinstitutionen nemlig alle elever på Øster Uttrup Vej, hvor hovedafdelingen ligger sammen med erhvervsskolen Tech College.

- Vi er blevet færre elever, og derfor synes vi, det er svært at skabe et godt studiemiljø inde i byen. Vi har bedre mulighed for at lave nogle aktiviteter, der skaber fællesskab, når vi samler eleverne, og vi kan ikke alle være i Friis, siger Rikke Palmgren, der er uddannelsesdirektør og rektor på Aalborg Tekniske Gymnasium.

Færre søger ind

Flytningen kommer til at påvirke tre 2.g-klasser og to 1.g-klasser, der har base i Friis. De skal efter sommerferien møde ind på Øster Uttrup Vej, hvor de dog allerede i dag har enkelte valgfag.

- Vi har været meget glade for at have en afdeling i centrum. Vi delte os på et tidspunkt, hvor vi var blevet meget store, men desværre er der for få unge mennesker, der søger ind på HTX i dag, så derfor samler vi nu eleverne ét sted, siger Rikke Palmgren.

Der er lige nu omkring 200 elever per HTX-årgang på Aalborg Tekniske Gymnasium. Da uddannelsen var størst, var der 350 elever på en årgang.

Ifølge uddannelsesdirektøren er HTX-uddannelsen i Aalborg ramt af en misforståelse, der er opstået, efter at der er indført et system, som omfordeler gymnasieelever efter geografi.

- Vi har ikke fået så mange elever til fra oplandet, fordi eleverne tror, at de ikke må søge væk fra deres nærmeste gymnasium, men vores opland er noget større end de almene gymnasiers, siger Rikke Palmgren.


Stor donation sikrer pusterum til indlagte børn

Børnene på Universitetshospital Nord får nu et rum, hvor de kan bringe kreative idéer til livs og glemme kitler, kanyler og stetoskoper for en stund.

Papir, farveblyanter og limpistoler er i centrum på et nyt kreativt værksted på Universitetshospital Nord.

Kreaheltene står bag projektet, der er blevet til med en donation på godt en halv million kroner fra Spar Nord Fonden.

I krearummet håber man, at fantasi og kreative projekter kan tage børnene væk fra dagligdagen med sygdom. 7-årige William Kronborg Bertelsen er særligt fascineret af militærting og laver et jagerfly i papir.

- Det er sjovt at være hernede, fordi man kan lave alt, forklarer William Kronborg Bertelsen, der på grund af en lungesygdom er kommet på sygehuset, fra han var få måneder gammel.

Kreaheltene er kommet på børneafdelingen i fem år, og derfor har 7-årige William allerede lavet flere kreative projekter som et bamsehospital og hans egen hospitalsstue.

- Jeg har set alt på sygehuset, og så laver jeg det bare, forklarer han om sin inspiration.

For Williams mor, Kia Kronborg, er muligheden for et kreativt afbræk en vigtig del af hverdagen med en kronisk sygdom i familien.

- Det betyder, at det ikke skal være en kamp at komme på sygehuset, og at det ikke skal være en træls ting, påpeger Kia Kronborg, der med det nye værksted får en lidt nemmere gang på sygehuset.

- Nogle gange har vi jo gået og ledt efter kreaheltene, inden vi skulle hjem og fået sygeplejersker til at ringe til dem, bare fordi han vil sige hej og farvel.

Se indslaget herover.

Alle er velkomne

Det nye rum på sygehuset har åbent hver tirsdag og torsdag, og alle børn må være med, om så man er patient eller pårørende.

Det glæder en af kreaheltene, Lise Vandborg.

- Vi ser jo, at børn blomstrer fuldstændig op, når de ser noget andet end kitler. Børn får lov til at være børn i stedet for at tænke på kanyler og stik, og alle de ting, der hører til på sygehuset, fortæller Lise Vandborg og uddyber.

- De har jo brug for at få andre inputs i deres hverdag. Måske er de for syge til at komme i skole eller SFO, og så kan de komme her og lave krea med os, slutter Lise Vandborg.


Julehjælp fra Mevlit: Søger fremmed familie

Foto: (Privatfoto)

Er det noget for dig og din familie?

Det siges, at julen er hjerternes fest.

Vendingen har Mevlit Barut, der bor alene i Hobro, taget til sig. I sidste uge lavede han et opslag på Facebook, og siden er det strømmet ind med positive kommentarer.

'Julen nærmer sig, og jeg ved, der sidder nogle familier derude, som vil elske at give alle deres en fantastisk aften, men måske har ondt i maven over, at det heller ikke bliver denne jul, at det lykkedes, og det kan skyldes mange ting'.

Sådan indleder Mevlit Barut, der til dagligt er kok, sit opslag.

Selv kender han til, at livet sommetider kan være en rutsjebanetur, men i år har han sat sig for at hjælpe en familie, der økonomisk kæmper med at få enderne til at mødes til jul. Derfor tilbyder han at komme forbi og holde jul med en familie 24. december.

Delt vidt og bredt

Mevlit Barut vil både stå for indkøb og madlavning. Alt sammen kvit og frit. Den mangeårige kok er desuden åben over for forslag til menuen. De eneste to krav er, at den udvalgte familie maksimalt skal bo 10 kilometer fra Hobro, og desuden skal de kunne lægge køkken til.

- Jeg håber, at det kan være med til at skabe noget juleglæde, fortæller kokken, inden han gør det klart, at opslaget på ingen måde er lavet, fordi han ønsker at modtage en masse positive tilkendegivelser fra folk.

Reaktionerne på Facebook indikerer imidlertid, at folk synes godt om initiativet. I skrivende stund har opslaget fået mere end 1400 likes. Foruden er det blevet delt mere end 1000 gange.

Trods de mange positive kommentarer er det dog begrænset, hvor mange der har henvendt sig endnu.

'Jeg forstår, at det kan være grænseoverskridende og svært at kommentere på tråden, så vær velkommen til at sende mig en pb (privatbesked red.) i stedet, skriver Mevlit Barut i opslaget.

1. december kontakter Mevlit Barut den familie, som han ønsker at give en håndsrækning. Kokken fortæller videre, at han også køber en lille julegave til børnene i familien.

 


Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Genrebillede.

Opdateret 20:27 - biler kan nu passere uheldsstedet.

E45 Frederikshavnmotorvejen er spærret i nordgående mellem afkørsel 20 Bouet og afkørsel 19 Vodskov.

Det oplyser Vejdirektoratet klokken 19.05.

Spærringen skyldes, at der har været et uheld.

Uheldet betyder, at der lige nu er kø på strækningen. Vejdirektoratet forventer tidligst, at vejen bliver genåbnet klokken 20.30.

TV2 Nord arbejder på at finde ud af, hvad der er sket. Politi og redning er på stedet.

Opdateres...