Mariager vinder kæmpetrold til byen
Foto: Thomas Dambo
Trolden Ivan Evigvår er en del af udstillingen 'Den Kæmpestore Troldefolkefest', som består af 10 store trætrolde bygget i Danmark under de første coronalockdowns. Slut august flytter Ivan Evigvår fra København til Mariager.
- Det er så dejligt med opbakning, og vi er så rørte. Vi har ønsket os det her så længe, og vores forventninger til Ivans ankomst er megastore.
Sådan lyder ordene fra to Mariagenser-ildsjæle - Mette Holm og Mette Velling, som det sidste år har kæmpet for at få noget så anderledes som en kæmpetrold til at flytte til byen - og med held.
18.250 Facebookstemmer sikrede nemlig mandag retten til at huse en af de populære trætrolde i Mariager. Han hedder Ivan Evigvår og er lavet af genbrugstræ, og han skal stå i Munkholmanlægget i byen.
- Vi glæder os helt vildt. Vi har gjort en kæmpe indsats, og det har borgerne bare støttet op om, siger Mette Velling, der er formand for foreningen CittaSlow i Mariager.
Fra sammenhold til trold
Mariager har ført konkurrencen hele vejen og endte med at vinde med 2000 stemmer ned til andenpladsen, som var Odsherred.
En afstemning, som vidner om sammenhold og borgere, der elsker deres by, hvis du spørger Mette Velling:
- Det her viser, at Mariagensere elsker Mariager. Når man bor her, elsker man virkelig sin by og vil støtte op om det, der sker. Det er det, vi oplever igen og igen. Ingen har stillet spørgsmålstegn ved, at vi så gerne vil have en kæmpetrold ud i skoven, siger hun.
Derfor mener Mette Velling og Mette Holm også, at trolden bliver en stor gave for byens borgere, som har engageret sig i dens ankomst til byen - og særligt for børnene, som skal til at skabe fortællingen om Ivan Evigvår.
- Munkholmanlægget kommer til at få flere besøgende, og det er jo fantastisk for den lille naturperle, som det er. Ivan får den rolle, at børnene allerede er kommet til at kalde anlægget for Troldeskoven, og de ønsker at tage derhen, fordi det hele er spændende og mystisk. De kommer til at skabe deres egen fortælling om trolden i skoven, og det tror vi er helt vildt sundt, siger Mette Velling.
En stor trold med en større agenda
Trolden Ivan Evigvår har en større agenda, end blot at sidde og være til skue i en skov.
Et af hans hovedformål er, at få folk ud i naturen.
- Der er ikke noget som trolde, der kan skabe lidt liv og begejstring, siger Mette Velling, som også er overbevist om, at borgerne i Mariager får et tæt forhold til trolden, og kommer til at bruge naturen omkring den på en anden måde.
- Nu skal vi jo bare lære ham at kende. Vi har fundet ud af, at han er den klogeste af de ti trætrolde, og at han har lidt af et temperament. Meget af vores lokalhistorie handler om kirker og klostre, så det bliver fedt, at vi kan få børnene bragt på banen i deres egen fortælling om Mariager nu.
TV2 Nord besøgte Ivan Evigvårs nye hjem i starten af juli. Se hele indslaget her:
Ivan Evigvår flyttes fra København til Mariager i slutningen af august, hvor også det europæiske folkemøde holdes i byen.
- Alle i byen skal møde Ivan, og vi laver et event, hvor vi samles og byder ham velkommen, fortæller Mette Velling begejstret.