Kommunen vil lukke for 'Jonnas' andet hjem, og det skaber frygt
Både Jonna Poulsen og hendes mor har haft stor fornøjelse af aktivitetscentret ived Plejecenter Fjordblink i Mariager gennem mange år. Foto: Jesper Lange
Det lukningstruede aktivitetscenter i Mariager har givet tryghed for familien Poulsen i hele to generationer.
- Min mor kom hernede i 20 år.
For Jonna Poulsen og hendes familie er aktivitetscentret mere end bare tilfældigt tidsfordriv.
Centret ved Limfjorden i Mariager har nærmest fungeret som et 'andet' hjem for både hende selv og moderen i årtier.
Derfor frygter hun for konsekvenserne, hvis centret bliver et af dem, der skal lukkes - eller have sine åbningstider skåret ned.
- Det er så hyggeligt hernede, så jeg ville blive meget ked af, hvis det lukker, fortæller hun.
Omkring 50 borgere har deres daglige gang på aktivitetscentret.
Her har de deres egen kortklub, dyrker stolegymnastik, synger, laver mad, hygger med kaffe og kage - og meget andet.
Men på grund af besparelser i Mariagerfjord Kommune, er de seks kommunale aktivitetscentre i Mariager, Hadsund, Hobro, Als og Arden i fare.
De lukningstruede aktivitetscentre i Mariagerfjord Kommune
Aktivitetscenter Krogen ved Plejecenter Skovgården i Hadsund.
Aktivitetscenter Solgaven i Hobro.
Aktivitetscenter ved Plejecenter Teglgården i Als.
Aktivitetscenter ved Plejecenter Bernadottegården i Hadsund.
Aktivitetscenter ved Plejecenter Fjordvang i Mariager.
Aktivitetscenter Solgårdscentret i Arden.
Kilde: Mariagerfjord Kommune & Ældresagen
I efteråret 2023 meldte kommunens borgmester Mogens Jespersen (V) ud, at kommunen skal spare én million kroner på centrene alene i 2025 - og to millioner i de kommende år.
- Der var cirka 150 spareforslag, og så blev det aktivitetscentrene den her gang. Vi har måske mere vægtet børn og unge den her gang, lød det i september 2024.
Mulig lukning af café
Selv om budgetforhandlingerne mundede ud i en besparelse, der højst sandsynligt ville ende med en lukning af ét af de seks centre, ser det nu ud til, at der kommer en anden løsning.
Udvalget for Sundhed og Omsorg mente nemlig, at en decideret lukning ville blive for gennemgribende.
- Vi synes, konsekvensen er for hård for borgerne og for de pårørende. Og derfor vil vi gerne kigge ind i noget andet, forklarer udvalgsformand Jan Andersen (V).
Derfor foreslår udvalget nu en model, hvor man ikke lukker ét center, som der ellers var lagt op til – men skærer lidt ned på flere centre.
- Man kunne lave en lukkedag. Man kunne også lukke vores café i Arden – det er det eneste cafédrift, vi har. Og så må vi kigge ind i, om nogle frivillige – blandt andet Ældresagen – kunne gå ind og hjælpe på dét område, lyder forslaget fra Jan Andersen.
Råber vagt i gevær
Hos Ældresagen frygter man for konsekvenserne, hvis der ændres for meget på de nuværende forhold for akticitetscentrene, der giver kommunens ældre stor værdi.
- Reelt ved vi jo ikke, hvor vi lander henne. Så derfor synes vi, vi er nødt til at råbe vagt i gevær og sige til politikerne, at de skal passe på med at gøre noget, vi alle sammen kommer til at fortryde senere, lyder advarslen fra Søren Jepsen, der er formand for Ældresagen Mariager.
Efter planen bliver det på et udvalgsmøde hos Sundhed og Omsorg den 4. februar, man tager beslutningen om, hvordan de seks aktivitetscentre i Mariagerfjord Kommune skal føres videre.