Kloakmester kritiserede ny afgift: Nu svarer folketingsmedlem
Den nye CO2-afgift, der er pålagt lastbiler på mindst 12 tons, har mødt heftig modstand siden afgiften trådte i kraft 1. januar.
Den nye CO2-afgift er mildest talt ikke populær i lastbilbranchen. Lastbiler på mindst 12 tons skal betale 1,2 kroner per kørte kilometer. Og det koster de berørte i branchen flere millioner kroner.
Det har affødt masser af kritik, heriblandt fra kloakmester Verner H. Kristiansen, der på trods af at slippe billigere end de fleste lastbilchauffører, stadig synes, at afgiften ikke helt giver mening.
Ifølge Folketingsmedlem Per Husted (S), er den nye afgift en nødvendighed.
- Når vi kigger på det samlede regnskab, så skal transportsektoren være med til at betale den forurening, de laver, plus at de også skal være med til at betale de vejnet, som de jo også slider på, forklarer han.
Se indslaget herunder.
Ingen afgift på diesel
Et af Verner H. Kristiansens kritikpunkter er, at der er det forkerte, der bliver betalt afgift af. I stedet for antal kørte kilometer, mener han, at det er hele dieselforbruget, der skal sættes en afgift på.
For humlen er, at Verner H. Kristiansen slipper billigere end sine kollegaer, fordi hans slamsluger står stille og bruger diesel og ikke kører land og rige rundt.
- Det forurener jo fuldstændig lige så meget som ham, der fylder bilerne med papkasser og kører ned af motorvejen. Vi skal bare ikke betale for det. Det er som om, forureningen ikke er den samme, lyder det fra kloakmesteren.
Fakta kilometerafgift
Kilometerafgiften gælder for dieseldrevne lastbiler over 12 tons fra 1. januar 2025
Fra den 1. januar 2027 gælder afgiften for alle lastbiler over 3,5 tons
Afgiften vil i 2030 gennemsnitligt udgøre 1,2 kroner pr. kilometer
Afgiften vil ifølge regeringens beregninger reducere CO2-udledningen med 0,3 ton i 2025 og 0,4 ton i 2030
Kilde: Lastbil Magasinet
Men ifølge Per Husted giver det dog stadig mest mening, at afgiften er på kørslen frem for det samlede dieselforbrug.
- Det gode ved CO2-afgiften er netop at vi kan differentiere den alt efter hvor man er. Omkring de større byer har vi miljøzoner, hvor afgiften er højere. Det vil sige, lavede man det rent som en diesel afgift, så ville det faktisk være en stor ulempe for landdistrikterne og de områder hvor de kører længere, fortæller folketingsmedlemmet.