Jane fandt første fund fra stor skat i Hobro: - Jeg har ikke fattet det endnu
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Jane Foged-Mønster var den første til at finde skattefund på marken i Hobro.
Tre fritidsmetaldektorførere fra Nordjysk Detektorforening var de første til at finde sølv fra de to store vikingeskatte, der blev gravet op på en mark i Hobro i februar.
- Vi var kun nogle stykker, der gik på den mark til en start, men der gik ikke længe, før jeg fandt det første stykke sølv, siger Jane Foged-Mønster, der bor i Mariager.
Hun er medlem af Nordjysk Detektorforening og var en af arrangørene bag et stort træf i Hobro i vinters, hvor 70 detektorførere var samlet.
- Hurtigt skrev jeg inde på vores gruppe på Facebook, at jeg havde fundet sølv, og om der var nogle af de andre, der ville komme og lege med mig, siger Jane Foged-Mønster, der hurtigt derefter både fandt en halv dirham clips og en stor sølvkugle fra et smykke.
- Da jeg på så kort tid og på så lille et område fandt så meget, var min veninde Louise hurtig til at pointere, at der altså var tale om et skattefund, siger Jane Foged-Mønster.
Det er så stort at have været med til
Jane Foged-Mønster, Metaldetektorfører, Mariager
Og ganske rigtigt. På marken udenfor Hobro kun otte kilometer fra Fyrkat, var to store vikingeskatte begravet. De stammer helt tilbage fra slutningen af 900-tallet, hvor Harald Blåtand regerede.
- Det må være en gang i livet, at man oplever, at være med til at finde så stort et fund, siger Jane Foged-Mønster og fortæller, at dektor-veninden Mette Norre Bækgaard efterfølgende fandt endnu en sølvkugle, som muligvis stammer fra samme ringspænde.
Brugte ferie på at hjælpe
De tre første til at finde sølv fra vikingeskattene, Jane Foged-Mønster, Louise Stahlschmidt og Mette Norre Bækgaard, fik lov til at være med til udgravningen af skattene i uge otte.
De brugte derfor en uges ferie på at gå med detektor og udgrave de i alt 300 fund.
- Det kan tilskrives en lille del af Danmarks historien, og det er så stort at have været med til. Jeg tror ikke helt, jeg kan rumme det endnu, jeg tror, der går noget tid, før det helt synker ind, siger Jane Foged-Mønster.
- Den her skat er speciel
Torben Trier Christiansen, Museumsinspektør, Nordjyske Museer
Vikingeskattene består af brudsølv, afklippede smykker og mønter, der stammer fra både Danmark, Tyskland og Arabiske lande.
Mange af stykkerne var små, fordi vikingerne i sin tid klippede i dem for at bruge vægten som betalingsmiddel. Derfor er sølvkuglerne, Jane Foged-Mønster og Mette Norre Bækgaard fandt, begge klippede fra det oprindelige smykke.
- Det er et helt fantastisk fund. Det er det altid, når man finder skatte fra vikingetiden, men den her skat er meget speciel, fordi den indeholder nogle specielle fund, og så på et sted vi ikke har været før, siger Torben Trier Christiansen, der er museumsinspektør ved Nordjyske Museer, som var dem, der stod for udgravningen.
Deler sin passion for metaldetektorere
Jane Foged-Mønster er lokal og har gået med metaldetektor i omkring fem år. Hun begyndte under sin barsel med sit andet barn.
- Jeg kan gå på marken, hvis jeg er i lidt dårligt humør, og når jeg så kommer hjem, så føler jeg mig neutraliseret, og som et helt nyt menneske, siger hun og bliver bakket op af detektor-veninden Louise Stahlschmidt fra Hjørring.
- Jeg er detektorfører af hjerte og sind, og det er hele mit liv og en dejlig måde at leve livet på. Og samtidig får man så mange gode kammerater i miljøet, siger hun.
- Det er noget af det største, jeg har været med til
Louise Stahlschmidt, Metaldetektorfører, Hjørring
De tre veninder boede i sommerhus tæt på udgravningen i den uge, det stod på. Så de fik udover en stor oplevelse, også kvalitetstid sammen.
- Det er jo en passion, som vi alle har. En ting er at gå med detektor, men en anden ting er hele fællesskabet, siger Jane Foged-Mønster.
Skat fra 900-tallet
Møntskatten, som kan dateres tilbage til opbygningen af vikingeborgen Fyrkat og Harald Blåtands tid, viste sig at være to skatte, da Nordjyske Museer først fik set, hvad der gemte sig under muldet.
Blandt andet fandt de flere af Harald Blåtands egne mønter, som han, ifølge Torben Trier Christiansen, brugte til propaganda for kristendommen, i og med der er kors på.
- Skatte fra vikingetiden kender vi spredt rundt om i landet, men det er stadig fantastisk, hver gang vi finder dem, og det her er en unik historie, for den rummer nogle fund, der ikke er fundet andre steder, og der er mønter heriblandt, som jeg ikke har set i 30 år, siger Torben Trier Christiansen og fortæller, at de efter en uge ikke var færdige med udgravningen, og derfor har fået bevilliget penge til at komme igen til efteråret.
- Der er ingen tvivl om, at de, der har lagt skatten ned, har været underlagt borgen og Harald Blåtand, så den historie glæder vi os til at dykke ned i, siger Torben Trier Christiansen.
Blandt andet fandt de spor af bebyggelse, som de skal undersøge til efteråret.
Oplevelse for livet
For de tre detektorførere, har oplevelsen dog allerede været unik.
- Det her er noget af det største, jeg har været med til. Det er det vi alle drømmer om. Vi har set det i historiebøgerne med de her sølvfund, men jeg har aldrig stået midt i det, så min detektor-hobby den peaker lige nu for fuld smadder, siger Louise Stahlschmidt.
Vikingeskattene er danefæ, og skal derfor sendes til Nationalmuseet i København. Men først får den lov at blive udstillet i Nordjylland.
Men uanset hvad, så har fundet sat sine tydelige spor hos de tre metaldetektorførere.
- Det her er en oplevelse, vi kun får en gang i livet, siger Jane Foged-Mønster.
Se en længere udsendelse, hvor TV2 Nord var med til udgravningen af skattene, lige her: