Jacob åbner sin ishytte for en ny sæson: Konceptet er 'ærlig selvbetjening' - men ikke alle er ærlige
Foto: Louise Gram Søndergaard / TV2 Nord
Jacob Grønlund ejer ishytten ved Stinesminde, hvor konceptet er 'ærlig selvbetjening'.
- Vi tror på det bedste i folk, så det er da super ærgerligt, at det er kommet hertil, hvor det er nødvendigt at sætte kamera op. Det er slet ikke det, der er meningen med ishytten, lyder det fra ejeren.
Påsken står for døren, og for mange er ferietid lig med istid. Sådan er det også ved Stinesminde, hvor områdets lokale vejbod, 'Is Hytten', igen åbner dørene for en ny sæson.
Det er Jacob Grønlund, der er ejeren af ishytten, og han åbnede den for omkring fem år siden, da han og familien flyttede til området.
- Da vi fandt ud af, hvor mange der kører, cykler og går på den her fantastiske rute mellem Stinesminde og Høllet, så tænkte vi, at de skulle simpelthen have mulighed for at købe en is, forklarer ejer Jacob Grønlund.
'Ærlig selvbetjening'
Ishytten ligger i første parket til Mariager Fjord, og her kan alle forbipasserende gå ind på egen hånd og købe en is - under konceptet 'ærlig selvbetjening'.
- Det (konceptet, red.) bygger udelukkende på tillid, siger Jacob Grønlund.
I de omkring fem år, hvor vejboden har eksisteret, har han generelt haft gode oplevelser med selvbetjeningskonceptet.
- Folk er generelt rigtig gode til at betale, og heldigvis er der mange ærlige mennesker til. Og alle de ærlige mennesker er vi glade for, siger Jacob Grønlund til TV2 Nord.
Vi tror på det bedste i folk, så det er da super ærgerligt, at det er kommet hertil, hvor det er nødvendigt at sætte kamera op. Det er slet ikke det, der er meningen med ishytten
Jacob Grønlund, ejer, Is Hytten, Stinesminde
Men i slutningen af sidste års sæson begyndte en ny og ærgerlig tendens at udvikle sig hos et lille mindretal af de besøgende.
- I sensommeren oplevede vi to tyverier med en uges mellemrum, og tidligere har der været nogen, som lægger en 10'er (i kassen, red.), og så tager de en is til 25 kroner, forklarer Jacob Grønlund til TV2 Nord og fortsætter:
- Og det er rigtig kedeligt, når sådan noget sker, siger han.
Videoovervågning i ishytten
Episoderne har gjort, at ejer Jacob Grønlund har følt sig nødsaget til at tage en ny metode i brug for at løse problemet - en metode, han helst havde været foruden. Han har nu installeret overvågningskameraer i hytten.
- Så vi håber på, at tyvene vil holde sig væk, siger Jacob Grønlund.
- Vi tror på det bedste i folk, så det er da super ærgerligt, at det er kommet hertil, hvor det er nødvendigt at sætte kamera op. Det er slet ikke det, der er meningen med ishytten, siger han til TV2 Nord.
Stadig glæde og optimisme for sæsonen
Selvom Jacob Grønlund ærgrer sig over episoderne, så er han glad for, at størstedelen af de besøgende er ærlige. Og han er stadig optimistisk og glæder sig til den kommende sæson, der nu venter.
Vi er kommet dertil, at vi synes ikke, de her dårlige oplevelser skal gå udover alle de mange, der godt kan finde ud af det, og som er ærlige.
Jacob Grønlund, ejer, Is Hytten, Stinesminde
- Vi er kommet dertil, at vi synes ikke, de her dårlige oplevelser skal gå udover alle de mange, der godt kan finde ud af det, og som er ærlige. Derfor har vi valgt at tage én sæson ad gangen. Så nu åbner vi her til påske, og det glæder vi os rigtig meget til, siger Jacob Grønlund.
Sæsonen hos ishytten gælder fra påske og frem til slutningen af september. Den åbner officielt fra skærtorsdag og holder fremover åbent hver dag fra solopgang til solnedgang.