Iltsvind i nordjyske fjorde - her ser det værst ud
Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Specielt Mariager Fjord var denne gang hårdt ramt af iltsvind.
Der er fortsat kraftig iltsvind i de danske farvande.
Det er en af konklusionerne i et nyt notat fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi. Her fremgår det, at iltsvindet i specielt Mariagerfjord er alarmerende.
Her begyndte iltsvindet i 14 meters dybde, og efter cirka 15 meters dybde var der slet ingen ilt i vandet. Mariager Fjord er 30 meter dyb, så det er halvdelen af fjordens dybde, hvor der ingen ilt er.
Også i Hjarbæk Fjord, Halkær Bredning og Sebber Lo i Limfjorden har der været i iltsvind i målingens periode, som er fra 26. september til 30. oktober.
I notatet står der, at iltsvindet var fem til syv gange større end i de tre foregående år i oktober - men 30 procent mindre end i 2020. Dette er for de samlede danske farvande.
Helt galt stod det til i september 2024, hvor det andet højeste niveau af iltsvind nogensinde blev målt. Niveauet af Iltsvind for oktober er 'blot' en femtedel af det, som blev målt i september.
Udover de nordjyske vande, som er ramt, er også det sydlige Lillebælt og de tilstødende sydøstjyske fjorde samt Ærøbassinet i Det Sydfynske Øhav særligt hårdt ramt.
Hvad er iltsvind?
Iltsvind opstår, når iltforbruget i bundvandet er større end ilttilførslen.
Iltforbruget skyldes bunddyrs samt bakteriers og andre mikroorganismers respiration ved nedbrydning af organisk stof og den efterfølgende oxidation af reducerede kemiske forbindelser (iltgæld).
I Danmark betegnes det som iltsvind, når iltkoncentrationen i vandet er mindre end 4 mg l-1, og som kraftigt iltsvind, når koncentrationen er under 2 mg l-1. Niveauet mellem 2 og 4 mg l-1 kaldes for moderat iltsvind.
Iltsvind i de åbne farvande forekommer hovedsageligt fra juli til november, men i nogle kystvande opstår iltsvind ofte før juli.
Kilde: DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi