Hobro chanceløse mod Randers
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Spillerne fra Hobro løb til sidst tør for kræfter efter at have spillet store dele af anden halvleg med en mand i undertal.
Hobro fik en spiller udvist i anden halvleg og måtte se sig besejret af lokalrivalerne fra Randers i superligaens nedrykningsgruppe 2.
Hobro mødte i aften på udebane Randers i superligaens nedrykningsgruppe 2.
Og det møde slap Randers bedst fra med en sejr på 4-0.
Det betyder, at Randers efter kampen bevarer førstepladsen i gruppen, mens Hobro ligger på tredjepladsen med 24 point – to point mere end Esbjerg, der er placeret på gruppens sidsteplads.
Randers var klart bedre end Hobro i første halvleg, og hjemmeholdet scorede to gange ved henholdsvis Emil Riis Jakobsen og Mathias Greve.
Efter ti minutter i anden halvleg blev Hobros Simon Jakobsen præsenteret for det røde kort, da han hev Emil Riis Jakobsen i armen og derefter fældede Randers-angriberen.
Forseelsen gav straffespark til Randers, men det lykkedes ikke hjemmeholdet at score, da Hobros målmand, Jesper Rask, reddede på stregen.
Men med ti mand var det svært for Hobro.
Og i det 66. minut slog Emil Riis Jakobsen til igen for Randers, da han headede bolden sikkert i mål til stillingen 3-0.
Og det skulle blive til slutresultatet 4-0 til Randers, da Marvin Egho i det 82. minut sendte bolden i mål.
Hobro-spillerne virkede tappet for kræfter mod kampens slutning efter at have været en mand i undertal i store dele af anden halvleg.