Hjemmelavede brandbomber blev kastet ind mod skolens indgang - nu er tre drenge løsladt
Foto: Jan Pedersen
De tre unge på under 18 år er fortsat sigtet i sagen.
Flere elever fik sig mandag aften noget af et chok, da de var til et ungdomsskole-arrangement på Assens Skole i Mariagerfjord.
Her kastede tre maskerede gerningsmænd nemlig hjemmelavede brandbomber, såkaldte molotovcocktails, mod skolens hovedindgang, hvilket startede en mindre brand.
Tre drenge på under 18 år blev efterfølgende anholdt i sagen.
- De er fortsat sigtet i sagen, men de er løsladt igen. De tre personer er blevet afhørt, og nu sagsbehandler vi så færdigt, og så skal vi vurdere, om der kan rettes tiltale mod dem, siger Rene Kortegaard, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
De tre drenge blev anholdt tirsdag klokken 13.55 efter en intens politiefterforskning. Ifølge politikommissær Carsten Straszek var det blandt andet videoovervågning, vidneafhøring og undersøgelser af gerningsstedet, der førte til anholdelserne af de tre drenge.
Alle blev anholdt i deres hjem i skolens nærområde.
Klar med hjælp
TV2 Nord talte tirsdag med Nanna Wagner Sørensen. Hun er klubkoordinator i Assens Ungdomsklub og var en af de tre voksne, der var til stede i klubben, da episoden udspillede sig.
Om aftenen var hændelsen ikke helt synket ind.
- Det er ikke helt gået op for mig endnu, for jeg har koncentreret mig meget om de unge mennesker, som oplevede episoden. Men det kommer nok, når jeg lige får sat mig ned, sagde hun.
Jørgen Simmelsgaard, skoleleder på Assens Skole, fortæller, at skolen lige nu har særligt øje på en gruppe piger, der oplevede hændelsen på nært hold.
- Skolen vil nu sørge for, at de unge piger får den fornødne hjælp de kommende dage, hvis oplevelsen sætter sig i kroppen på dem, fortæller han til TV2 Nord.
Ingen personer kom til skade.