Glæde hos direktør og rektor: Byråd bakker op om planerne for et nyt campus med plads til 950 unge
Foto: TV2 Nord / Erhvervsakademi Dania
Ulf Givskov Bender (tv.), direktør hos Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, og Anders Graae Rasmussen (th.), rektor for Erhvervsakademi Dania, glæder sig over, at de nu er kommet et skridt nærmere realiseringen af et nyt campus i Hobro midtby.
Det nye campus skal efter planen placeres ved havnen i Hobro midtby på et 15.000 kvm stort område med plads til 950 unge fra byens forskellige uddannelsesinstitutioner.
Planerne om at bygge et nyt campus ved havnen i Hobro er nu rykket et skridt nærmere en realisering.
Det sker, efter byrådet i Mariagerfjord Kommune torsdag aften nikkede ja til projektet, som de blandt andet også gav 25 millioner kroner med på vejen.
Og det glæder Ulf Givskov Bender, direktør hos Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG), der er én af flere aktører bag campus-projektet.
- Det er en kæmpe succes, at det rent faktisk er lykkedes at få så massiv opbakning til projektet, siger Ulf Givskov Bender til TV2 Nord.
950 unge på 15.000 kvm
Det nye campus skal efter planen placeres ved havnen i midtbyen på et 15.000 kvm stort areal og skal have plads til cirka 950 unge fra byens mange forskellige uddannelsesinstitutioner - udover HEG er det eksempelvis SOSU Nord og Erhvervsakademi Dania, som også glæder sig over opbakningen fra byrådet.
Det er en kæmpe succes, at det rent faktisk er lykkedes at få så massiv opbakning til projektet.
Ulf Givskov Bender, direktør, Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser
- Det vil give et fantastisk studiemiljø, som samtidig skaber nogle åbne korridorer for byens borgere mellem havn og midtby, lyder det i en pressemeddelelse fra Anders Graae Rasmussen, rektor for Erhvervsakademi Dania, som tilføjer:
- Når forventeligt 950 elever og studerende kommer på kajen, vil det skabe mere aktivitet i byen for de erhvervsdrivende, som vil være til gavn for hele byen, siger han.
I forprojektet er der desuden indregnet 300 parkeringspladser ved det nye område.
Skal tiltrække de unge til at blive i kommunen
Håbet med projektet er blandt andet at skabe et stærkt campusmiljø uden for storbyerne, der gør det attraktivt for de unge at blive en del af.
- Projektet skal jo gerne gøre, at de unge bliver i kommunen og tager deres uddannelse i stedet for at søge ud af kommunen, forklarer HEG-direktør, Ulf Givskov Bender.
Når forventeligt 950 elever og studerende kommer på kajen, vil det skabe mere aktivitet i byen for de erhvervsdrivende, som vil være til gavn for hele byen.
Anders Graae Rasmussen, rektor, Erhvervsakademi Dania
Det nye campus skal efter planen gå under navnet Campus Bro1, og rektor for Erhvervsakademi Dania, Anders Graae Rasmussen, understreger, at det på den ene eller anden måde skal inkludere alle uddannelser i byen. Det samme gør HEG-direktør, Ulf Givskov Bender.
- Vi skal finde ud af, hvordan vi får lavet koblingen til også det almene gymnasium, HF og VUC samt FGU, siger Ulf Givskov Bender.
- Vi samarbejder på en lang række områder allerede i dag, og det vil vi fortsat gøre for at skabe det bedst mulige uddannelsesmiljø i Hobro til gavn for de unge og området. Det er vigtigt, hvis vi skal vinde de 150 unge tilbage, der hvert år forlader kommunen, siger Anders Graae Rasmussen.
Derudover skal det også undersøges, hvorvidt kommunens 10. klassecenter også skal indgå i Campus Bro1.
Mangler finansiering på 75 mio. kr.
Projektet kommer efter planen til at koste i alt 275 millioner kroner.
Heraf kommer uddannelsesaktørerne selv med 175 millioner kroner, og efter torsdagens byrådsmøde kommer kommunen altså nu med 25 millioner kroner. Det efterlader 75 millioner kroner, som aktørerne nu skal ud og finde.
- Vi håber at få private fonde til at gå ind i projektet, men også at Region Nordjylland vil give et bidrag, og måske et fra staten, siger HEG-direktør, Ulf Givskov Bender.
Projektet skal jo gerne gøre, at de unge bliver i kommunen og tager deres uddannelse i stedet for at søge ud af kommunen.
Ulf Givskov Bender, direktør, Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser
Han forklarer, at næste fase i projektet går på at få beskrevet projektet færdigt, og at tale videre med de øvrige aktører.
- Nu skal vi have nedsat en projektgruppe og udvalgt en projektleder, som kan drive det her de næste cirka fem år, siger han til TV2 Nord.
Det er endnu usikkert, hvornår det nye campus ventes at stå færdigt, da man ifølge Ulf Givskov Bender regner med, at det bliver gjort færdigt i etaper. Et forsigtigt bud lyder dog på omkring år 2026.
Her kan du få et nærmere indblik i en opsummering af forprojektet til det nye campus.