FN vil have aftale om plastikudfordringer - i Mariager findes løsningen
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Sådan her ser dit og mit gamle plastikaffald ud, når det har været en tur igennem maskineriet hos virksomheden Aage Vestergaard Larsen.
I Mariager genanvendes der hvert år plastik fra hele Danmark i kilovis.
I fire meters højde står sammenpressede plastikballer stablet i hal 24 hos virksomheden Aage Vestergaard Larsen i Mariager.
Plastikken stammer fra dit og mit hjem og er noget af alt det plast, som helt almindelige husstande i hele landet har sorteret og smidt i plastaffald.
Plastik er lige nu på dagsordenen i det meste af verdenen, fordi forhandlingerne om den første globale aftale nogensinde i forhold til plastikforurening lige nu er i fuld gang i Sydkorea.
FN-traktat på vej
Målet er at komme frem til en FN-traktat mod plastforurening, der kan være en vigtig milepæl på vejen mod en fælles global tilgang. Paris-aftalen for plastik er den sågar blevet kaldt.
Alt imens verdens beslutningstagere altså er samlet i Sydkorea for at forhandle FN-traktaten på plads, så har en virksomhed i Mariager i over 50 år arbejdet med løsningen.
Hvert eneste år genanvender virksomheden Aage Vestergaard Larsen nemlig cirka 15.000 tons plastik. En stor del af den plastik er husholdningsplast, som kommer fra husstande fra hele Danmark.
- Et hvert kilo genbrugt plast gør, at man ikke behøver at bruge et kilo nyt plast, så det er egentlig vores mission – at være med til at øge genanvendelsesgraden af plastik i Danmark og dermed minimere plastforbruget, siger Franz Cuculiza, der er administrerende direktør hos Aage Vestergaard Larsen.
Ni procent plastik genanvendes
På verdensplan er det kun ni procent af al plastik, der bliver genanvendt, mens vi i Danmark eksporter eller brænder hele 65 procent af vores plastaffald. Virksomheden i Mariager udmærker sig derimod ved at kunne rense og genanvende plastik, som normalt ellers ikke vil kunne genbruges.
- Hvis vi forbød plastik i dag, så ville folk dø i morgen i sundhedssektoren, så vi synes bestemt, at man skal fokusere på at håndtere det ordentligt. Man skal selvfølgelig minimere plastforbruget, hvor man bruger det ufornuftigt, men ellers skal man ikke på at genbruge det og genanvende det, siger Franz Cuculiza.
Genbrugsplastikken fra Mariager har allerede været i brug i mange år i Danmark. Rema 1000’s egen rengøringsserie består blandt andet af emballage lavet med genbrugsplast fra Mariager.