Flere vil holde hvid januar – det mærker Pers vinhandel
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Ifølge en ny undersøgelse fra Voxmeter lavet for Alkohol og Samfund vil 12 procent af danskerne holde hvid januar i år – altså en måned uden alkohol.
Stilheden taler sit tydelig sprog i vinhandlen Vin & Vin i Hobro. Det er for alvor blevet januar – højtiden for sunde nytårsforsæt – og butikken vrimler ikke ligefrem med kunder fredag middag.
Tavsheden står i larmende kontrast til travlheden, vinhandlen oplevede for bare få uger siden, hvor Amarone til julemiddagen, champagne og Pomerol til nytårsbordet blev langet over disken i lange baner. Men nu er det blevet januar – hvid januar.
- Der er en lille smule stille i januar. Januar og februar er vores stille måneder. Vi har haft rygende travlt i november og december, så at møde ind her 2. januar og gå at kigge på ikke så mange mennesker, det er selvfølgelig et antiklimaks, siger Per Muldbjerg, der er medejer af Vin & Vin i Hobro.
12 procent vil holde hvid januar
Da 2024 i onsdags blev til 2025, betød det samtidig begyndelsen på hvid januar – en kampagne, hvor man i en måned ikke drikker alkohol. Kampagnen blev officielt første gang udrullet i Danmark i 2017, men har allerede sin oprindelse i 2013.
Siden er konceptet kun blevet mere og mere populært. En nylig undersøgelse lavet for Alkohol og Samfund viser nemlig, at flere og flere danskere vil holde hvid januar i 2025. Sidste år tilkendegav 10 procent af danskerne, at de ville holde januar alkoholfri, mens det i år er steget til 12 procent af danskerne.
- Alt der påvirker vores salg negativt, synes vi jo ikke er fedt, men jeg tror, at det er noget, der er kommet for at blive, siger Per Muldbjerg, der dog ikke er helt overbevist om, at de stille stunder i vinhandlen her i januar alene skyldes hvid januar:
- Jeg tror, at efter december har man fået nok i en periode, og så trænger man til at puste lidt ud, for der er kommet meget alkohol indenbords i december, fortæller han.
Tre weekender med vinsmagning
Det er dog ikke alle, der har taget hvid januar til sig, selvom decembers udskejelser måske stadig sidder i frisk erindring. For mens salget måske er gået lidt i stå i Per Muldbjergs vinhandel, så kan han ikke bruge januar med benene oppe.
- Allerede her i januar har vi de næste tre weekender booket op med smagninger, så selvom salget ikke er så stort, så har vi masser at give os til, siger han.