10 ud af 14 skraldemænd fyret: Fagforening går videre med sagen
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord
Renovationsfirmaet Meldgaard Miljø mener ikke, de uberettiget har fyret skraldemænd fra Mariagerfjord. Vi er enige om at være uenige, siger 3F.
3F Mariagerfjord har i dag holdt møde med Meldgaard Miljø, som er kommet i vælten efter det er kommet frem, at de har fyret alle deres lokale skraldemænd, der plejede at køre ruterne i Mariagerfjord Kommune.
3F kalder fyringerne for uberettigede - og efter mødet i dag, vil de gå videre med sagen.
- Vi er enige om at være uenige, siger Susanne Rüsz Wyrtz, der er daglig sekretær i 3F Mariagerfjord.
Fyrer 10 ud af 14
I går kunne TV2 Nord fortæller, at 10 ud af 14 skraldemænd fra renovations-teamet i Mariagerfjord er blevet fyret, fordi firmaet Meldgaard Miljø, som de arbejdede for, har valgt at lukke den lokale afdeling i Hadsund, og i stedet få skraldemænd fra virksomhedens afdeling i Aalborg, til at køre ruterne.
Ingen af de fyrede medarbejdere er blevet spurgt, om de ville flytte med til Aalborg og køre ud på ruterne derfra. Og nu står skraldemændene tilbage som ét stort spørgsmålstegn.
- Hvorfor vælger man ikke at give os gamle chauffører, der har lokalt kendskab, og som er lokale, muligheden for at rykke med til Aalborg. Det forstår jeg ikke, sagde Ole Dalgård, der er en af de skraldemænd fra Mariagerfjord, der er blevet fyret.
Kører sagen videre
Ifølge Susanne Rüsz Wyrtz er der tale om uberettigede fyringer, fordi arbejdet i Mariagerfjord Kommune består, og at der altså ikke er tale om en virksomhed, som har rykket produktionen til udlandet.
- Vi fastholder, i og med det ikke er aftalen mellem Mariagerfjord Kommune og Meldgaard, men aftalen mellem Meldgaard og Aalborg Kommune, der er udløbet, at fyringerne er usaglige. Men det er vi ikke enige om, siger hun.
3F Mariagerfjord vil nu sende sagen videre til transportgruppen i Forbundshuset, hvorefter næste step igen vil være et møde, hvor også Dansk Industri deltager.
- Vi fortsætter sagen, i og med de ikke er blevet tilbudt overflytning, og fordi arbejdet med at tømme skraldet i Mariagerfjord består, siger Susanne Rüsz Wyrtz.
Vil udnytte Aalborg-kapacitet
Men for Meldgaard Miljø understreger afdelingschef Freddy Fogh Sørensen, at man har forståelse for, at de nu fyrede medarbejdere er berørte af situationen.
- Vi har en grund og faciliteter i Aalborg, der er til rådighed. Og alt affaldet bliver læsset af i Aalborg, så derfor ville det være godt at flytte bilerne - altså vores tillested - derop. Det var for at udnytte lokaler, vi har i vores organisation, siger han og fortsætter:
- Vi havde en organisation deroppe, som vi gerne vil fastholde, og de har også været skraldemænd i mange år deroppe. Vi vil gerne forsøge at sætte det bedste hold, og det har vi gjort, siger Freddy Fogh Sørensen.