Den danske natur bliver mere og mere populær.

Familien Poulsen er det, man kan kalde naturmennesker.

Mads Østergaard Poulsen er kun ni år, man han ved allerede mere end far Rene, når det kommer til naturen.

- Vi kan bare godt lide naturen, lyder det fra den unge mand, der har haft interessen, siden han var tre år gammel.

- Vi elsker fjorden, og vi elsker naturen, tilføjer hans far Rene Poulsen.

Det er derfor ikke nogen overraskelse, at de igen i år er til Danmarks Naturfredningsforenings årlige arrangement ’Naturens Uge’ på Stinesminde Havn.

- Vi forsøger at sætte fokus på naturen, og hvordan man som almindelig borger i Danmark kan passe godt på naturen, forklarer Gitte Holm, der er medlem af Danmarks Naturfredningsforening.

Sønnike Mads og far Rene er ikke de eneste, der de seneste par år har vist sig særdeles glade for den danske natur.

Se hele indslaget herunder:

- Vær god ved naturen

De seneste to år er antallet af overnatninger i shelters nemlig steget med flere end 2000 overnatninger ifølge tal fra Naturstyrelsen.

- Jeg tror, at det er fordi, de trænger til at komme ud at få den der ro. Mennesker går også meget op i mindfulness, alt det der får ens hjerne til at slappe af, fortæller Gitte Holm.

Og flere endnu viser interesse for at komme mere ud i naturen.

I en undersøgelse af Epinion foretaget for Danmarks Naturfredningsforening svarer 57 procent af de adspurgte forældre nemlig, at de drømmer om at være mere i naturen.

- Jeg tror bare, at folk godt kan lide at komme ud at se på det hele i stedet for at sidde indenfor med deres telefon og iPad. Så er det skønt lige at komme ud for at se det rigtige, lyder det fra Rene Poulsen.

- For os mennesker er naturen helbredende. Når man kommer ud i naturen, så bliver man glad, tilføjer Gitte Holm.

Mads og Rene Poulsen bliver ved med at være ude i naturen, og de har samtidig ét særligt ønske.

- Vi skal være gode ved vores natur og gode ved vores fjord og simpelthen bare nyde naturen, siger Rene Poulsen med en enig søn ved sin side.


Foto: Nial Nordbjerg

Scorer FCK i kampen, tangeres AaB’s negative rekord

Head to head

  • De to hold har mødt hinanden 95 gange tidligere i Superligaens historie. FC København har vundet 51 opgør, mens AaB har vundet 20 gange. De resterende 24 opgør er endt uden vinder. Det er kun Brøndby (53), som FC København har flere Superliga-sejre over end AaB.

  • Målscoren hedder 162-100 i FC København favør, hvilket giver et gennemsnit på 2,75 mål per kamp.

  • Opgøret er det 4.-mest spillede opgør i Superligaens historie.

  • De to hold har mødt hinanden én gang tidligere på selve kampdagen 23. september. Det var i 2001, hvor de to hold spillede 1-1 på Aalborg Stadion.

  • Det mest målrige opgør mellem de to endte 4-6 til AaB i Parken. Opgøret var i sidste spillerunde af 1992-1993 sæsonen. DBU-direktør Peter Møller scorede to mål for AaB, hvilket var med til at gøre ham til topscorer i Superligaen det år. Få måneder senere skiftede Møller til FC København.

  • AaB’s seneste sejr i Parken faldt i oktober 2020. AaB vandt kampen foran sølle 242 tilskuere grundet corona. Rasmus Falk var med for FC København og reducerede til resultatet 2-1 til AaB. Det var samtidig første FCK-kamp siden fyringen af Ståle Solbakken.

  • De to holds trænere Jacob Neestrup og Menno van Dam har ikke tidligere stået overfor hinanden. Jacob Neestrup har dog tidligere mødt AaB to gange og vundet begge opgør. Det ene var pokalfinalen 2023, hvor FC København vandt med 1-0 efter mål af Diego Goncalvez.

  • Flere spillere er skiftet internt mellem de to klubber på seniorniveau. Mest kendte er naturligvis Ståle Solbakken, der i 2000 skiftede fra AaB til FC København. Midtbanespilleren nåede blot 14 Superliga-kampe for FC København, men nåede omgående at ændre løvernes udtryk på banen. I sidste ende udmøntede det sig i klubbens andet mesterskab i 2000-2001 sæsonen.

  • FC Københavns mål nummer 100 og 500 i Superligaen er begge sat ind mod AaB. Målscoreren var Morten Falch og Christian Poulsen.

  • Opgøret spilles på en mandag. AaB har indtil nu næst flest mandagskampe (145) i Superligaen. Kun AGF (150) har flere.

  • Dommer Mikkel Redder dømmer sin Superliga-kamp nummer 91 i karrieren. Redder har dømt FC København 8 gange tidligere, og løverne har aldrig tabt med Redder som dommer. Det er den eneste klub, som Redder har dømt i Superligaen, der endnu ikke har tabt ud af i alt 18 forskellige hold.

Lidt fra klubberne - FCK

  • FC København har scoret i sine seneste 20 Superliga-kampe. Klubrekorden for holdet er 33 Superliga-kampe med scoring.

  • Andreas Cornelius kom på banen mod FC Midtjylland. Det var angriberens første kamp siden 28. april, hvor FC København tabte 3-2 i Aarhus. Det var samtidig kamp nummer 214 for FC København, hvilket gør Cornelius til den spiller med 16.-flest kampe for FC København, samme antal som Lars Højer Nielsen.

  • Kevin Diks spillede senest sin kamp nummer 139 for FC København. Den hollandske forsvarsspiller udlignede dermed brasilianske Ailton samt Carsten V. Jensen (nuværende Brøndby sportsdirektør) i antal kampe for løverne. Kevin Diks scorede senest mod FC Midtjylland og har nu lavet 8 mål på 8 straffespark for FC København.

  • FC København har fået tildelt 3 straffespark indtil nu i sæsonen. Det er flest af alle hold. FCK har tilmed scoret på samtlige forsøg fra pletten.

  • Kun 1 ud af FC Københavns seneste 31 Superliga-mål er sat ind af en spiller med dansk pas. Målet blev sat ind af Thomas Delaney i 3-2-sejren over AGF.

  • Jacob Neestrup har sin Superliga-kamp nummer 63 for FC København. Vinder han opgøret, bliver det sejr nummer 37 som træner for klubben. Neestrup vil dermed udligne Jess Thorup, der nåede 37 sejre i 67 Superliga-kampe for løverne. Jacob Neestrup kunne 20. september fejre 2-års fødselsdag, som træner for FC København.

  • Pantelis Hatzidiakos fik debut for FC København mod FC Midtjylland. Grækeren blev dermed den 4. græker i FC Københavns historie og den 9. græker i Superligaens historie. De 3 andre spillere er Carlos Zeca, Sotirios Papagiannopoulos og Marios Oikonomou.

  • German Onugkha fik debut for FC København og blev dermed den første russer til at få debut for løverne.

  • FC København indkasserede senest 2 mål via hjørnespark. Klubben har nu i alt indkasseret 3 mål via hjørnespark i indeværende sæson.

  • FC København har nu anvendt 28 forskellige spillere i denne Superliga-sæson. Det er flest af alle hold.

  • Venstrebacken Marcos Lopéz afsoner sin sidste karantænedag efter sit røde kort mod Brøndby i forrige runde.

AaB

  • AaB vandt senest sin hjemmesejr nummer 250 i Superligaens historie. AaB er nu på 3 sejre i sæsonens første 8 kampe.

  • AaB har kun scoret i 3 Superliga-kampe i denne sæson, men samtlige kampe er endt med en sejr til AaB.

  • AaB har nu indkasseret mål i de seneste 12 Superliga-kampe (inklusiv sidst holdet var i Superligaen). Klubrekorden fra 1991 lyder på 13 kampe i streg med indkasseret mål, og den kan således blive tangeret mod FCK.

  • AaB har indkasseret 18 mål i sæsonen. Det er kun Vejle med 22 mål, der har indkasseret flere end AaB.

  • Nicklas Helenius spillede senest sin Superliga-kamp nummer 161 i AaB-trøjen. Hvis AaB vinder, runder klubben 200 point, mens angriberen har været på banen.

  • AaB gav senest debut til Andreas Bruus, der fik 67 minutter på banen. Bruus er tidligere noteret for 73 Superliga-kampe samt 4 mål for Brøndby. Bruus kan dermed spille sin Superliga-kamp nummer 75, hvis det bliver til spilletid mod FC København.

  • AaB mødte onsdag Fredericia i DBU-pokalen og vandt sikkert med 4-1. Den 21-årige angriber Kelvin John blev blandt andet dobbelt målscorer.

  • AaB er sammen med Sønderjyske og FC Nordsjælland det eneste hold, der endnu ikke har scoret via en dødbold.

  • AaB har indkasseret 137 afslutninger imod sig indtil nu i sæsonen. Det er flest af alle hold. Brøndby har omvendt blot indkasseret 82 afslutninger.

  • Vincent Müller er noteret for 30 redninger indtil nu i sæsonen. Det er flest af alle målmænd i Superligaen.

Hvordan ender kampen?

Der er enorm forskel i både trup-værdi og ikke mindst erfaring, når FC København og AaB tørner sammen mandag aften. Det er Superligaens 4.-mest spillede opgør, der igennem årene har budt på en lang række underholdende og fantastiske kampe.

Hos FC København er man presset til at komme tilbage på sejrssporet ovenpå nederlaget til rivalerne fra FC Midtjylland. Holdet har endnu engang haft en træningsuge, hvor træner Neestrup har kunnet arbejde med systemet og relationer. FC København har nu anvendt 28 forskellige spillere i indeværende sæson, så de manglende relationer skal naturligvis findes i det tal, som løverne bærer rundt på.

Hos AaB står man foran en tangering af klubrekorden for flest kampe i streg med indkasserede mål. I 1991 indkasserede AaB i hele 13 Superliga-kampe i træk, så scorer FC København blot én enkelt gang, er klubrekorden tangeret. Der er dog stadig et stykke op til Superliga-rekorden, som indehaves af Sønderjyske med hele 35 kampe i streg med mål imod.

Det her er en kamp, som FC København SKAL vinde. AaB har allerede tabt 0-4 til både Brøndby og AGF samt 1-2 til FC Midtjylland, så løverne skal naturligvis levere en sejr for at holde trit med toppen af Superligaen.

FC København scorer minimum to mål i dette opgør, hvilket alle dage bør være nok til tre point mod AaB. Kampen ender 3-0 til FC København, hvor Mohamed Elyounoussi igen er involveret i mål.


Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord

Familier med handicappede børn får afslag på afslag fra 'bøvlet' kommune

Brønderslev Kommune er både nærig og bøvlet at samarbejde med, når det kommer til bevillinger til handicappede børn, lyder det fra flere familier.

Lange behandlingstider, tvivl om håndtering og afslag på afslag. Det er, hvad flere familier med handicappede børn oplever i Brønderslev Kommune.

En af dem er familien Lyngvig, hvor treårige Palle, der er svært udviklingshæmmet, nu har ventet svar siden foråret på, om han kan få en ny specialklapvogn og -seng. De gamle er han for længst vokset ud af, og det har blandt andet den konsekvens, at han om natten kan komme til at selvskade.

- Vi oplever bare, at vores sagsbehandling tager alt for lang tid, og så oplever vi, at vi bliver kastet rundt mellem kasserne hele tiden, fordi de ikke kan finde ud af, hvem der skal betale for de forskellige ting, siger Palles mor, Ida Lyngvig.

Og de er ikke alene. I samme kommune bor Mariann og Lars Munkholm. Begge deres børn har også brug for hjælpemidler i hverdagen, noget de oplevede at få uden større besvær, hvis der var gode begrundelser for behovet, dengang de boede i Skive Kommune.

I Brønderslev er historien en anden.

- Efter vi flyttede hertil, har vi ikke fået noget som helst, siger Mariann Munkholm, der bliver suppleret af sin mand.

- Jo, det har vi... afslag, siger Lars Munkholm.

Som at slå i en stor pude

At det er vanskeligere at få hjælp i Brønderslev Kommune end andre, har også Morten Fuglsang Nielsen oplevet.

Han flyttede for seks år siden med sin familie, som blandt andet inkluderer hans multihandicappede søn, fra København til Brønderslev.

- Vi oplevede fra dag et, at vi skulle kæmpe for at få den rette hjælp. Det var både i forhold til hjælpemidler, at få bevilget hjemmetræning og det rette skoletilbud, siger Morten Fuglsang Nielsen.

 Udfordringerne var så store, at Morten selv kastede sig ind i kampen.

- Belært af min egen personlige erfaring, så tænkte jeg, at det skal være løgn, at familier skal udsættes for det, og så valgte jeg at stille op til handicaprådet i Brønderslev Kommune for ligesom at prøve at gøre en forskel for andre.

Han blev formand for kommunens handicapråd, men måtte efter et par år kaste håndklædet i ringen.

- Jeg måtte konstatere efter knap to år, at det var som at slå i en stor pude. Jeg oplevede ikke, at der var lydhørhed overfor den kritik, jeg kom med.

Brønderslev Kommunes borgmester, Mikael Klitgaard (V), er bekendt med i hvert fald Ida Lyngvigs situation. Her erkender han, at der er sket fejl i kommunikationen i sagsbehandlingen.

Er Brønderslev Kommune besværlig, langsom og nærig i handicapsager?

- Jeg synes, vi forsøger at løse opgaver, når vi hører om dem, men der er sket en fejl her (i Ida Lyngvigs sagsbehandling, red.), siger Mikael Klitgaard.

- Serviceniveauet er politisk bestemt, og det kan godt være forskelligt fra kommune til kommune, og jeg skal ikke stå her og sige, om vores ligger lidt ringere end nogen kommuner – det tror jeg såmænd nok, det gør. Der må vi nok erkende, at vi en gang imellem gange mangler lidt penge i vores kommune, siger borgmesteren.

Morten Fuglsang Nielsen er ikke sikker på, at Brønderslev skiller sig markant ud.

- Det er jo et bredt problem i alle landets kommuner, så jeg tror ikke, man kan sige, at der er en kommune, det bare spiller. Men min klare oplevelse er, at Brønderslev Kommune ikke er en af de bedre, siger Morten Fuglsang Nielsen.

Han håber, at sagsbehandlingen omkring handicappede børn vil være bedre i fremtiden, selvom han nu ikke selv sidder i Handicaprådet mere.


Mark Larsen og Sofie Starcke skruer drastisk ned for skærmtiden. Foto:

Det kan være lidt af en øjenåbner at tjekke sin skærmtid. Det oplever familien i ”Vores anbefalede liv”.

Hvor mange timer bruger du om ugen på Instagram? For Sofie Starcke fra Saltum var det lidt af en åbenbaring at tjekke sin skærmtid på sin smartphone.

- Uh! Jeg er seks timer på Instagram på en uge, siger hun overrasket.

Manden Mark Larsen bruger fem timer om ugen på Facebook, kan han konstatere.

I alt er Sofies daglige skærmtid på telefonen 3 timer og 9 minutter, mens Marks daglige gennemsnit er 2 timer og 11 minutter.

Se ”Vores anbefalede liv” her – artiklen fortsætter under programmet.

Se tredje afsnit af "Vores anbefalede liv" her.

Familien har sagt ja til at være forsøgskaniner i fire uger i TV2 Nords nye eksperiment, som tester de officielle råd og anbefalinger fra myndighederne.

Tredje uge af eksperimentet handler blandt andet om skærmtid.

- Jeg er glad for den her udfordring, siger Mark Larsen.

- Ja, det skal nok blive godt, supplerer Sofie Starcke.

30 minutter om dagen

Et af rådene fra Sundhedsstyrelsen er at lave aftaler om skærmbrug i familien.

I hjemmet i Saltum er der allerede regler for børnene, som må bruge skærmen i 30 minutter om dagen, men som noget nyt beslutter Sofie Starcke og Mark Larsen sig for, at de voksne også max må bruge 30 minutter i hverdage på underholdning fra skærme.

Praktiske ting som Aula, opskrifter og telefonsamtaler tæller ikke med i de 30 minutter – men det gør serier på Netflix og fodboldkampe i fjernsynet.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger om skærmbrug

  • Brug ikke skærm op til sovetid

  • Lad din telefon eller tablet blive ude af soveværelset

  • Brug tid væk fra skærmen og husk at være fysisk aktiv

  • Vær opmærksom på det forbrug af sociale medier, og hvordan brug af skærm påvirker din trivsel

  • Børn under to år bør ikke bruge skærm uden aktivt samvær med en voksen

  • Begræns brug af skærm, når du er sammen med dit barn

  • Interessér dig for dit barns digitale liv

  • Lav aftaler om skærmbrug i familien, som gælder både barn og voksen

En aftale om skærmtid for både børn og voksne er en god idé, siger Maja Bæksgård Jørgensen, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.

- Børnene gør tit, som forældrene gør. Hvis vi beder dem om at lægge skærmen væk, og vi selv sidder med den, kan det være svært for dem at efterleve, siger hun.

Savner skærmtid i sofaen

Det viser sig hurtigt for familien, der også har testet råd om kost og motion, at netop skærmforbrug kan være svært at skrue på.

- Jeg savner oprigtigt at sætte mig i sofaen om aftenen, når ungerne sover, og bare koble af, siger Sofie Starcke halvvejs gennem ugen.

Foto: Michael Guldbrandt

Mark Larsen savner at se fodboldkampe, og i løbet af ugen må han nøjes med at tjekke resultater på LiveScore.

Og lykkes det så for familien at holde sig under de 30 minutter om dagen på underholdning fra skærmen?

Det kan du se i tredje afsnit af "Vores anbefalede liv" længere oppe i artiklen eller på TV 2 Play.


Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord

Fejl i kommunen er farlig for treårige Palle

Borgmesteren erkender, at der er tale om en uheldig kommunikationsbrist.

I Klokkerholm bor treårige Palle, og han er ret sjælden. Han er svært udviklingshæmmet, og kun tre danskere er registreret med samme syndrom som ham.

Hans kognitive og fysiske udfordringer betyder, at han har brug for en del forskellige hjælpemidler. Han har for eksempel en helt speciel seng og særlig klapvogn, der støtter hans krop. Men både sengen og klapvognen er han desværre vokset ud af, og han kan ikke bare få nye.

Det er nemlig kommunen, der skal bevilge hjælpemidler, og de må ikke købes, før kommunen har behandlet ansøgningen. Derfor har Palle siden foråret, hvor ansøgningerne blev sendt, måttet klare sig med dem, han allerede er vokset ud af.

Og det kan have store konsekvenser.

Palle er nemlig så høj, at han om natten, hvis han vågner, kommer til at banke hovedet i sengekanten og selvskader, inden hans mor kan nå at reagere på hans bevægelsesalarm og få ham stoppet. Derudover frygter hans mor, Ida Lyngvig, at Palle kan falde ud af sengen.

- Det er ting (hjælpemidlerne de har søgt om, red.), som fagfolk mener, Palle vil få gavn af at have. Det vil vi selvfølgelig gerne have, så vi kan give ham de bedste forudsætninger i livet, siger Ida Lyngvig.

Ida Lyngvigs Instagram-profil kan man se, hvordan det ser ud, når Palle selvskader, i en video fra hans natkamera.

Borgmester lægger sig fladt ned

Ifølge kommunens borgmester, Mikael Klitgaard (V), er behandlingsfristen på sådanne hjælpemidler otte uger. Så selvom klapvognen endelig blev bevilget i sidste uge, er fristerne altså for længst overskredet for begge ting.

Se indslaget med Palle her:

Det er ikke bare ventetiden, der er problemet i familien Lyngvig. Sagerne har også været besværlige og kostet en del opfølgningstid for mor Ida, fordi kommunen ikke var sikker på, hvilken afdeling der skulle behandle dem.

- Jeg synes, det er frustrerende. Vi oplever bare, at vores sagsbehandling tager alt for lang tid, og så oplever vi, at vi bliver kastet rundt mellem kasserne hele tiden, fordi de ikke kan finde ud af, hvem der skal betale for de forskellige ting, siger Ida Lyngvig.

Borgmesteren forstår godt frustrationen og erkender, at sagen skulle være behandlet tidligere.

- Vi har været ret langsomme, og det er jo sådan, at der er sket en fejl. Det vil sige, at man skulle have haft et svar. Der er sket en kommunikationsbrist mellem nogle afdelinger, og så har der været en henvendelse til en politiker, og så behandler vi sagen nu, siger Mikael Klitgaard.

Borgmesteren er ærgerlig over, at Ida Lyngvig ikke har taget direkte kontakt til ham tidligere.

- Jeg synes, vi forsøger at løse opgaver, når vi hører om dem, men der er sket en fejl her, siger Mikael Klitgaard.

Ida Lyngvig forstår godt, at kommunen er nødt til at undersøge, hvor tingene skal betales fra. Hun er bare træt af, at familien skal vente så længe på et svar. I tilfælde af, at sengen ikke bliver bevilget, kan sagen efterfølgende ankes, og det betyder yderligere lang ventetid.

Andre børnefamilier skal jo også ud at investere i ting. Kan I ikke bare købe tingene selv?

- Altså jo, men nu er der jo faktisk en paragraf, der siger, at det ikke må være dyrere at have et handicappet barn end at have et almindeligt barn. En almindelig børneseng koster måske 2000 kroner. Palles koster op mod 90.000 kroner, siger Ida Lyngvig.

Om Palles sagsbehandling er blevet yderligere vanskeliggjort af, at han er så sjælden, som han er, vides ikke. Men hos foreningen Sjældne Diagnoser oplever de, at det kan have en betydning.

- Så er det jo familierne, som kommer til at sidde og være vidensbærere og skal overbevise og fortælle, hvad det betyder at leve med sådan en sjælden diagnose. Og de bliver ikke altid troet, fordi sagsbehandleren på den anden side af bordet har svært ved at finde dokumentationen, fordi den er sjælden, siger Liselotte Wesley Andersen, der er konstitueret formand for Sjældne Diagnoser.


DMI varsler: Havneby opslugt af aftentågen

DMI udkom lørdag eftermiddag med et varsel om tæt tåge, der gælder frem til søndag middag i langt størstedelen af landet.

Og her er Sæby ikke nogen undtagelse. Lørdag aften bredte der sig hurtigt et tæt slør over havnebyen, hvor kun skorstene og de aller højeste træer formår at række op over tågen.

Det samme gør sig formentlig gældende for mange andre nordjyske byer.

Men selvom det kan se ganske eventyrligt ud, så skal man altså huske at være særligt opmærksom på den reducerede sigtbarhed, når man bevæger sig ud i trafikken.