Danskere i tvivl om EU, viser Megafon-måling
Hver fjerde dansker er uafklaret om, hvorvidt de overhovedet vil stemme ved Europaparlamentsvalget. Det viser en ny Megafon-måling lavet for TV2.
Hver fjerde dansker er uafklaret om, hvorvidt de overhovedet vil stemme ved Europa-Parlamentsvalget. Det viser en ny Megafon-måling lavet for TV2.
- Jeg stemmer altid til EU.
Sådan lyder det fra Wandy Thygesen. Han er en af de mange, der har deltaget i dette års Europæiske Folkemøde, der afholdes i Mariager.
- Jeg ved godt, hvad jeg skal stemme, fortæller Helle Thostrup, der også er deltagende i årets Europæiske Folkemøde.
Mens Wandy Thygesen og Helle Thostrup er stensikre på, at de skal stemme til Europa-Parlamentsvalget den 9. juni, så ser det anderledes ud for mange danskere.
Hver fjerde dansker er uafklaret om, hvorvidt de overhovedet vil stemme ved Europa-Parlamentsvalget – og også i tvivl om, hvor krydset skal sættes.
EU er langt væk
Mange af landets store politikere var på Det Europæiske Folkemøde, og de forstår godt tvivlen, der er hos de mange danskere.
-Jeg tror, at mange danskere har en oplevelse af, at det føles langt væk, både EU og Bruxelles, siger statsminister Mette Frederiksen (S).
Selvom EU præger ens dagligdag i form af love, så er den daglige debat omkring det ikke noget, der fylder i vores hverdag, så et Europa-Parlamentsvalg hvert femte år kan virke fjernt, lyder det fra spidskandidat til Europa-Parlamentet for Venstre, Morten Løkkegaard.
- Det kommer lidt som en overraskelse for mange mennesker, og så er det selvfølgelig svært at forholde sig til, hvad man skal stemme, fortæller han.
Betydning i hverdagen
Selvom stadig mange danskere er i tvivl, så gør politikerne alt for at lokke folk til stemmeboksen.
- Det har noget at gøre med, at alle de her grænseoverskridende problemer som krig, klima og digitalisering. Alle de her ting, som jo præger verdenen i dag. Det er EU, vi skal klare problemerne igennem, siger Morten Løkkegaard.
Selvom Europa-Parlamentet er med til at træffe meget store beslutninger på globalt plan, så har det også mere indflydelse på din daglige gøren og laden, end du måske lige regner med.
- Parlamentet træffer også en masse beslutninger om miljø og kemikalier i hverdagen, altså ting, der har ret stor betydning, siger statsminister Mette Frederiksen.