Borger forfulgte og afslørede lampetyv
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Det er ganske forståeligt, hvis indbyggerne i den lille by Norup, som ligger i Mariagerfjord Kommune og blot har knap 250 indbyggere, har været nervøse for, om de pludselig stod uden lys.
En eller flere tyve har nemlig været på rov efter lamper i byen den seneste uge, hvor politiet har modtaget intet mindre end fem anmeldelser om tyveri af lamper.
Ved 3-tiden natten mellem lørdag og søndag var endnu en borger udsat for indbrud. Denne gang foregik det på Smedegade.
Indbrudstyven var tilsyneladende ikke diskret nok. For en beboer i huset fik øje på tyven og satte efter ham. Faktisk fulgte han ham hele vejen hen til gerningsmandens egen bopælsadresse, hvor han tilmed tog en snak med tyven.
- Her erkendte gerningsmanden, at han havde stjålet nogle lamper. Anmelderen ringede til os, og så fik vi visiteret og sigtet ham, fortæller Jesper Fredsgaard, der er politiassistent ved Nordjyllands Politi i Himmerland.
Gerningsmanden var i besiddelse af ni lamper.
- Nu venter der noget efterforskning i forhold til at få ham knyttet til de andre indbrud, siger Jesper Fredsgaard.