Ældre bliver ramt af den store sparekniv: - Det vi kalder en rigtig lortesag politisk
Foto: Thomas Medom Marcus / TV2 Nord
Jan Andersen (V) står som Sorteper, når kommunen sparer på ældreområdet.
Det overskredne budget får nu konsekvenser for de ældre i Mariagerfjord kommune.
- Det her er en rigtig svær sag som lokalpolitiker.
Sådan lyder det fra formand for Sundhed og Omsorg i Mariagerfjord Kommune, Jan Andersen (V).
- Vi vil jo alle sammen gerne give vores ældre det bedste, men vi har også bare en bunden opgave om, at budgetterne skal holde stik, så det her er faktisk det vi kalder en rigtig lortesag politisk.
Tidligere har TV2 Nord kunnet fortælle, hvordan udgifterne på ældreområdet i kommunen er løbet løbsk.
40 millioner kroner er budgettet skredet på Sundhed og Omsorgsområdet.
Og det er Jan Andersen, der står med nitten som formand for udvalget.
- Vi har ved flere lejligheder italesat at området er underbudgetteret, og at vi skal have mere hjælp af staten.
Sparer på ekstra ydelser
Torsdag aften blev en handleplan i byrådet godkendt.
'Ikke lovpligtige ydelser' får den største tur med kniven. Det gælder blandt andet de ældre borgeres kulturelle og ekstra oplevelser, som musikterapi og deres klippekort.
- Det er flødeskum på kagen og vi bliver nødt til at flytte pengene ned til primær drift. Vi bliver nødt til at sige til vores dygtige medarbejdere, at der er ting de ikke skal gøre mere, for den tid skal gå til primær drift, fortæller Jan Andersen (V).
Ekstra julegaver og fornøjelser bliver der ikke meget mere af til de ældre i Mariagerfjord kommune.
Og på trods af at kommunen står med underskuddet og har valgt besparelsesområderne, så ærgrer det ham.
- Vi har hånden om på ryggen. Flere og flere borgere har brug for hjælp i kommunen. Efter vi lagde budgettet i 2023, har det vist sig at antallet af borgere, der har brug for hjælp, er steget rigtig meget. Så vi bliver nødt til at sige, at de skal have hjælp, selvom vi ikke får flere penge.
Udover de lovpligtige ydelser bliver der også sparet på ydelser indenfor syge- og hjemmepleje, og man vil overveje at bruge ledere, når man ellers ville indkalde vikarer.