Kort Nyt

Åh nej, politiet tvunget til særlig advarsel: Specifik indbrudstype hærger

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Politiet havde allerede talt om det med bekymring efter hele to indbrud en nat i Fjerritslev

Var der en håndværker-serietyv på spil igen?

Nu er to blevet til mange flere.

Hele 14 gange på en uge har Nordjyllands Politi fået anmeldelser om varebiler udsat for indbrud.

Derfor sender politiet en særlig advarsel ud efter værktøjstyv-tsunamien.

Det er perioden fra 26. oktober frem til morgenen i dag, fredag 3. november, at ukendte gerningspersoner har stjålet værktøj.

Helt specifikt går de efter det særdeles dyre elværktøj i biler.

Tidligere har det især været søndenfjords, at en serietyv hærgede. Denne gang har det mestendels - for nu - været nord for Limfjorden.

De 14 anmedelser er sket i Nørhalne, Biersted, Fjerritslev, Nibe, Farsø/Ullits og Hobro. 

Og en særlig ting gør sig gældende - den ekstremt professionelle fremgangsmøde.

- Tyvenes modus har især været at banke hul i døren ind til bilens lastrum med et ukendt redskab, så døren kan åbnes, og værktøjet tilgås. 

- Samtidig med efterforskningen er det vigtigt, at vi får skabt opmærksomhed på, at der desværre er en bølge af disse tyverier i gang, så folk har mulighed for at forebygge bedst muligt, siger politikommissær Kenneth Rodam, Nordjyllands Politi.

Politiets forebyggende råd

PARKERING

• Hvis det er muligt, så parker bilen på et aflåst område – gerne med overvågning, eller et sted, hvor der er meget belysning, og hvor mange kan se bilen. Du kan også gøre det sværere for tyven ved at parkere, så der ikke er adgang til bag- og sidedør og sørge for, at der ikke er adgang til bilens varerum via kabinen.

• Undgå at have firmabiler parkeret synligt på privatadresser i fx weekender, hvor der ingen er hjemme på adressen.

• Hvis du parkerer i længere tid, så tag dyrt udstyr ud af bilen.

TILTAG I BILEN

Du kan også nedsætte risikoen for indbrud i din varebil ved at:

• afblænde bilruder, så der ikke kan ses ind i varerummet

• montere en tyverialarm i bilen

• montere gitre bag eventuelle ruder i bilen

• montere sikringsskabe i varerummet

• deaktivere knappen til at låse varerummet op i førerkabinen

• montere ekstra låseordninger på side- og bagdøre.

AFSÆTNING AF TYVEKOSTERNE

Du kan nedsætte værdien af tyvekoster og gøre det sværere for tyvene at komme af med dem ved at:

• gravere eller markere dit udstyr med firmanavn

• installere en GPS-tracker i udstyr, som er egnet til det

• sætte klistermærker på bilen, der viser, at der er installeret tyverialarm, og at udstyret er fjernet eller mærket – både på dansk og engelsk

• tage fotos af udstyr og notere serienumre. Når politiet har fundet stjålet udstyr, er det nemmere at finde gerningsstedet og få gerningspersonerne dømt. Husk også at ajourføre lister over udstyr.

Nordjysk klub ubesejret i 14 kampe: Nu venter slutspillet

Fortuna Hjørring vandt lørdag med 2-1 over OB på udebane, og dermed lykkedes det hjørringenserne at være ubesejret i hele grundspillet - altså samtlige 14 kampe.

Og udover to uafgjorte kampe, så er de resterende 12 kampe altså alle endt med en sejr.

Det var Joy Omewa og Anastasia Pobegaylo, der stod for Fortuna Hjørrings to mål i kampen, som begge faldt i anden halvleg.

To kørt som traumepatient til hospitalet efter alvorligt uheld

To personer er kørt med ambulance som traumepatient til Aalborg Universitetshospital, efter de kørte sammen i et alvorligt uheld i et vejkryds nær Gunderup.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup.

- Det er en 33-årig kvinde og en 58-årig kvinde fra Aalborg, og de er begge kommet alvorligt til skade og er under behandling på hospitalet, oplyser han.

Politiet betragter det, som værende et vigepligtsuheld, hvor den ene part er kommet fra en side vej og derefter er påkørt den anden part.

- Vi har en bilinspektør på stedet for at undersøge årsagen nærmere, og vi regner med at være væk fra stedet om en halv times tid, lyder det.

Det er dog endnu ikke endeligt klarlagt, hvem der har overtrådt sin vigepligt endnu.

Der er også sket voldsom materiel skade på bilerne, hvoraf den ene bil fortsat holdt på vejen længe efter uheldet, som skete klokken 14.24.

Aalborg Håndbold tager sejren trods dårlig start

Selvom Aalborg Håndbold så sløje ud fra start, da klubben tog imod SønderjyskE hjemme lørdag eftermiddag, så endte nordjyderne alligevel med sejren til sidst.

Det var gæsterne, der kom bedst fra start, hvilket også var årsagen til, at det var dem, der kunne gå til pausen med en føring på 16-15.

Dog formåede Aalborg-spillerne at komme bedre ud til kampens anden halvleg.

Her fik Aalborgenserne vendt kampen, sådan at det var hjemmeholdet der løb med sejren på 34-32 til sidst.

Kommer med opråb til bilister: Isglatte veje flere steder i Nordjylland

Lørdag formiddag beretter Vejdirektoratet om pletvis isglatte veje flere steder i Nordjylland.

Det er særligt Hjørring-, Frederikshavn- , Thisted-, Aalborg- og Mariagerfjord Kommune, som der er tale om.

Vintervejret fortsætter også ind i weekenden, hvor der forventes byger, og hvor der fortsat vil være koldt, med temperaturer omkring eller under frysepunktet. Det betyder risiko for sne- og isglatte veje i hele landet.

'Vær derfor opmærksom, hvis du skal ud at køre, og orientér dig om vejret og trafiksituationen på forhånd og kør efter forholdene,' opfordrer Vejdirektoratet.

Husk det nu: Motorvejstilkørsel spærres i weekenden

I en del af denne weekend er det ikke muligt at benytte Kridtsvinget både til og fra motorvej E45.

Årsagen er, at stibroen over Kridtsvinget tæt på Limfjordstunnelen skal fjernes.

Det fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Nedrivningen af stibroen foregår i dagtimerne lørdag 23. november, men arbejdet betyder, at til- og frakørsel 23 Aalborg N på E45 lukker fra omkring klokken 6 lørdag morgen. Arbejdet forventes færdigt søndag morgen klokken 6, hvor til- og frakørslen igen åbner.