Landbetjenten på Læsø holder ferie - så fik 'vikaren' travlt
Landbetjent Peter Mortensens ferieafløser har haft lidt at se til i løbet af weekenden.
Ferieafløseren for landbetjenten på Læsø havde en travl weekend.
Når katten er ude, spiller musene på bordet, lyder en talemåde, som må være nogenlunde dækkende for den weekend, ferieafløseren for landbetjenten på Læsø har haft.
Han måtte både tage sig af en voldsepisode og stoppe flere spritbilister. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Klokken 03.40 natten til søndag blev den assisterende betjent kaldt ud til Stalden på Carlsens Hotel i Vesterø Havn.
To gæster på henholdsvis 46 og 48 år var kommet til skade i forbindelse med et overfald, hvor den ene af dem havde brækket næsen. En 20-årig mand fra Frederikshavn/Sæby-området er ifølge Kanal Frederikshavn sigtet i sagen.
Fredag klokken 19.15 blev der anholdt en spritbilist i Byrum. Det var en 27-årig mand fra Læsø, som havde drukket for meget til at køre bil.
Søndag klokken 18.15 gik endnu en spritbilist i 'vikarens' net. Der var tale om en 56-årig mand fra lokalområdet, som kørte spritkørsel på sin knallert.