Bilist fik hjertestop og kørte ind i have
Bilisten kunne ikke genoplives.
Bilen endte i en have, da en mandlig bilist mandag morgen fik et ildebefindende, mens han kørte på Vodskov Kirkevej i Vodskov.
Nordjyllands Politi fik anmeldelsen om solouheldet klokken 8.33.
Vagtchef René Kortegaard fra Nordjyllands Politi fortæller, at bilisten fik hjertestop bag rattet.
Der er tale om en 77-årig mand. Manden kunne ikke genoplives og blev erklæret død, da han ankom til hospitalet.
Tæt på at påkøre cykel
Færdselsuheldet skete tæt på Vodskov Skole, men bilen ramte ikke andre personer i forbindelse med uheldet.
Politiets indsatsleder på stedet fortæller dog, at bilisten var tæt på at påkøre en ladcykel.
Bilen ramte et vejskilt, kørte igennem en hæk og endte i en have.
Bilistens pårørende er underrettet.