Amerikanerne Steven og Sydney jagter forfædre på Læsø
Foto: Markus Svante / TV2 Nord
Far og datter - Steven og Sydney Godwin - er vendt tilbage til Danmark og nærmere betegnet Læsø, hvor Stevens tipoldemor boede.
Familiehistorie er vigtigt for Steven og Sydney, og derfor er blikket vendt 200 år tilbage i tiden.
- Vi kigger efter Jens Christian Andersens eller hans kone Ellen Maria Neals datter, lyder det fra Steven Godwin på godt amerikansk på kirkegården ved Byrum Kirke.
For fire generationer siden blev Steven Godwins tipoldemor født i Byrum, inden familien i slutningen af 1800-tallet rejste til USA.
- Det føles virkelig godt at være her. Det er smukt, fortæller Sydney Godwin fra gravpladsen.
Jagten på Sydneys tiptipoldeforældre er forgæves, men det er en special oplevelse at være ved Byrum Kirke.
- Næsten 200 år senere, og hvis de ikke havde gjort, hvad de gjorde, ville jeg ikke være her. Så jeg føler mig meget heldig med at være i stand til at rejse hertil, siger Steven med et stort smil.
Oplevelsen fås måske kun én gang
Saltsydning på Læsø er ligeledes en historie, der strækker sig flere hundrede år tilbage, og Steven og Sydney er derfor også på besøg på saltsyderiet.
De er sikre på, at tipoldefaren, der var smed, bidrog til sydningen for over 200 år siden.
- Jeg tænker tit på, hvor modige de egentlig har været ved at forlade det sted, hvor de voksede op og levede hele deres liv, lyder det fra Steven Godwin om forfædrenes rejse fra Læsø til USA.
Den store Læsø-entusiasme er smittet af fra far til datter, da de når sidste stop på rundturen på Læsø – den firlængede tanggård, museumsgården.
- At se alle de forskellige elementer af kulturen har været rigtig interessant, og det har helt sikkert fået mig til at føle mig tættere knyttet til mine forfædre, forklarer en glad Sydney Godwin.
Far og datter rejser nu videre i Danmark og til København efter hvad, der måske var ’en oplevelse, man kun får én gang i livet’ for familien.