39-årig kvinde jagtede mand med kniv på Læsø
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
Seks politifolk måtte tage til Læsø for at assistere landpolitiassistenten med at få anholdt en 39-årig kvinde.
Dét der skulle være en hyggelig sommerhustur på Læsø endte stik modsat for et par onsdag aften. Politiet blev klokken 21:30 gjort opmærksomme på et husspektakel på Agerhønevej. Det var ejeren af nabosommerhuset, der fattede mistanke om, at der var noget helt galt.
Skænderiet mellem parret udmøntede sig da også i, at den 39-årige kvinde jagtede sin 40-årige samlever med en kniv.
Først var landpolitiassistenten til stede, og han fik hurtigt tilkaldt yderligere hjælp.
- Vi får at vide, at kvinden er gået amok, så vi vælger at få sejlet vores indsatsleder og to patruljer derover for at hjælpe med anholdelsen, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi Jess Falberg.
Anholdelse uden større dramatik
Da Nordjyllands Politi nåede frem, stod den jagtede mand sammen med landpolitiassistenten, mens den berusede kvinde derimod havde barrikaderet sig inde i sommerhuset.
Det lykkedes politiet at anholde kvinden, der bor i Frederikshavn, klokken 01:40. Ifølge Jess Falberg var der ikke den store dramatik omkring anholdelsen.
I øjeblikket er kvinden i detentionen. I løbet af i dag skal politiet undersøge situationen nærmere, og i den forbindelse skal de vurdere, om kvinden skal sigtes.
Ingen kom til skade som følge af hændelsen, og det er endnu uklart, hvorfor skænderiet startede.